Om afsnittet

Sygdomme vi behandler

På Medicinsk Sengeafsnit C bliver du som udgangspunkt indlagt, hvis vi vurderer, at du har eller kan have en sygdom i hjertet. 

Du kan blive indlagt akut eller i forbindelse med en planlagt behandling. 

En indlæggelse kan vare fra få timer til flere dage. Det afhænger af, hvad du skal behandles for. 

Faggrupper du møder

I afsnittet kan du møde både sygeplejersker, læger, sekretærer, fysio- og ergoterapeuter, bioanalytikere og diætister. Det er ikke sikkert, at du møder alle faggrupper under din indlæggelse. Du kan også møde studerende og elever, der har opgaver alt efter, hvor de er i deres uddannelse. 

Spørg os, hvis der er noget, du er i tvivl om. Hvis den, du spørger, ikke kan svare, vil vedkommende hjælpe dig, så du får de svar, du har brug for.

Hvis du skal indlægges

Forbered dig

Hvis du har mulighed for at forberede dig før din indlæggelse, kan det være en god idé at læse vores velkomstinformation på forhånd samt aftale, hvem der skal være den primære kontaktperson for hospitalet blandt dine pårørende.

Se velkomstinformationen til patienter på www.med-sengeafsnit1.randers.rm.dk

Se velkomstinformationen til pårørende på www.med-sengeafsnit2.randers.rm.dk

Husk at medbringe

Det skal du have med:

  • Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
  • Din faste medicin i original indpakning - husk evt. øjendråber
  • Toiletsager
  • Hjælpemidler, som f.eks. briller eller høreapparat, hvis du bruger det
  • Skridsikre flade sko, der går op omkring hælen (med hælkap)
  • Løstsiddende tøj (vi opfordrer til, at du har dit eget tøj på under indlæggelsen)
  • Evt. computer, læsestof eller anden underholdning
  • Telefon med oplader

Vi opfordrer dig til at lade smykker og andre værdigenstande blive derhjemme, da tyveri desværre kan ske. Det er din indboforsikring, der skal dække, hvis du får stjålet noget på hospitalet.

Se afdelingens patientvejledninger

Find vores information om undersøgelser, behandlinger, velkomstinformation mv.

Patientvejledninger fra Medicinsk Afdeling

Mens du er indlagt

Når du ankommer

Handicaptilgængelighed 

Der er fuld adgang til afsnittet, hvad enten du sidder i kørestol eller har andre særlige behov. Du kan låne en transportstol ved alle større indgange. Se den nærmeste indgang under Kontakt.

Modtagelse

Når du kommer, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som viser dig til rette på stuen og afsnittet.

Sengestue og faciliteter

En- eller flersengsstue

På sengeafsnittet er der både en- og flersengsstuer. Her har hver patient et skab til sit private tøj. 

Vi prøver at finde den bedst egnede plads til dig, men du kan opleve, at vi er nødt til at flytte dig fra en stue til en anden, mens du er indlagt.

Det sker, fordi nogle patienter kan have særlige behov, som gør, at vi må lade andre patienter bytte plads.

En del af vores patienter er indlagt på stuer med både mænd og kvinder. Vi prøver at have særlige stuer for henh. mænd og kvinder, men det kan ikke altid lade sig gøre, da der også er andre hensyn, vi skal tage.

Bad og toilet

Der er bad og toilet på nogle af sengestuerne, og derudover er der toilet og bad på gangen.

TV og fællesrum

Afsnittet har et fælles opholdsrum med fjernsyn. Derudover er der et fjernsyn på alle sengestuer, men på flersengsstuer skal du være indstillet på, at I skal deles om fjernsynet. Læs om internetadgang under Praktisk på hospitalet.

Dagens forløb

Vi forsøger, så vidt det er muligt, at planlægge hverdagen, så du møder det samme plejepersonale og de samme læger, mens du er indlagt. Det kan dog ikke altid lade sig gøre.

Se en oversigt over dagens gang på sengeafsnittet i vores velkomstinformation på www.med-sengeafsnit1.randers.rm.dk

Mad og drikke

Du får tre daglige hovedmåltider og tre daglige mellemmåltider, mens du er indlagt. Derudover har du altid mulighed for at få snacks samt varme og kolde drikke.

Det er vigtigt, at du får rigeligt med næring og proteiner, når du er indlagt. Det er derfor vigtigt, at du siger det til os, hvis du føler dig sulten eller tørstig mellem måltiderne. Du har altid mulighed for at få et mellemmåltid, en snack eller mere at drikke.

Vi tilbyder dig proteindrikke, hvis din appetit er meget lille, eller hvis du har ekstra behov for protein.

Læs hospitalets information om mad og drikke for indlagte patienter 

Vi har mulighed for at tage hensyn til særlige behov som f.eks. allergier eller ønske om vegetarisk/vegansk kost. Spørg personalet, når du kommer, så kan vi hjælpe med at bestille den rette kost.

Vær aktiv, når du kan

Jo mere aktiv du kan være, jo hurtigere kommer du dig. 

Aktivitet, mens du er indlagt, kan være:

  • at tage tøj på om morgenen
  • at sidde oppe engang imellem i en stol f.eks. ved måltiderne
  • at gå en tur på gangen

At være aktiv, når du kan, er med til at bevare din muskelkraft. 

Personalet hjælper dig i de situationer, hvor du har brug for en hånd.

Stuegang

Der er stuegang i afsnittet hver dag i dagtimerne, dog ikke i weekenden. Der er ikke nødvendigvis stuegang hos dig hver dag.

Stuegang betyder, at en læge og en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent kommer og snakker med dig. Du bliver evt. undersøgt, og lægen vurderer, om der er noget, der skal ændres i forhold til din behandling, eller om du er klar til at komme hjem.

Din pårørende er velkommen til at deltage i stuegang, hvis du ønsker det.

Hjerteovervågning

Nogle af vores patienter skal have hjerteovervågningsudstyr på. Udstyret har begrænset rækkevidde, så vi vil fortælle dig, hvor du må bevæge dig rundt, så længe du har udstyr på. 

Læs om at have hjerteovervågningsudstyr på, mens du er indlagt, på www.fjerntele.randers.rm.dk

Når du skal hjem

Vejledning før udskrivelse

Inden du bliver udskrevet, fortæller vi dig, hvad du skal gøre, når du kommer hjem.

Du får informationer om:

  • Om du skal til komme til kontrol, undersøgelse eller behandling på hospitalet
  • Hvilken medicin, du evt. skal tage derhjemme
  • Hvad du skal gøre, hvis du får det dårligere
  • Om du skal gå til behandling eller opfølgning på et andet hospital eller hos din egen læge.

Du er altid velkommen til at spørge os om din videre plan, hvis du er i tvivl.

Hjælp i hjemmet

Hvis du har behov for hjælp og/eller pleje efter udskrivelsen, eller hvis dine behov har ændret sig i løbet af indlæggelsen, sørger vi for at give besked til hjemmeplejen i din kommune.

Det er din hjemkommune, der bl.a. på baggrund af vores henvendelse vurderer, hvor meget hjælp du kan få. De vurderer også, om du skal have hjælpen i hjemmet eller på en aflastningsplads.

I nogle tilfælde får du besøg af en udskrivningskoordinator, mens du er indlagt. Udskrivningskoordinatoren er ansat i din hjemkommune og sørger for, at kommunen har alle de nødvendige oplysninger, så de kan vurdere dit behov for hjælp.

Brev til din læge

Vi laver et udskrivelsesbrev om din indlæggelse hos os, som både du og din egen læge har adgang til på sundhed.dk.

I brevet kan du finde information om:

  • Dit sygdomsforløb
  • Den behandling, du har fået hos os
  • Resultatet af dine undersøgelser
  • Eventuelle aftaler, vi har lavet med dig

Læs mere om udskrivelse og videre behandling

Første døgn efter udskrivelsen

De første 24 timer, efter at du er blevet udskrevet fra sengeafsnittet, kan du kontakte os, hvis du har spørgsmål i forhold til din indlæggelse.

Når de første 24 timer er gået, skal du kontakte egen læge eller lægevagten ved behov.

Til pårørende

Informationen nedenfor er et uddrag af den information, du kan finde i vores særlige vejledning til pårørende.

Se vejledning til pårørende til patienter på sengeafsnittet

Praktisk på hospitalet

Nedenfor finder du en række praktiske informationer om Regionshospitalet Randers. Du kan finde flere emner og mere uddybende informationer om emnerne på siden Praktisk information.

Kontakt

Telefon

Kontakt afsnittet på 

Tlf. 78 42 17 40

Telefontid 
Alle dage kl. 10-14 og kl. 18.30-07

Afsnitsledelsen 

Oversygeplejerske 
Louise Østergaard

Overlæge 
Henrik Bjørnsgaard Madsen

Kontakt Louise eller Henrik, hvis du har ros, ris eller forslag til forbedringer. Skriv gerne mail via borger.dk.

Adresse

Medicinsk Sengeafsnit C 
Regionshospitalet Randers
Østervangsvej 54 
8930 Randers NØ

Find afsnittet

Benyt indgang C og gå til C5

Se placering på hospitalets webkort

Mail

Skriv en sikker mail til os (Hav dit MitID klar):

Send mail via borger.dk