Vending af barnet i livmoderen

Når fødslen nærmer sig, ligger ca. 3-4 % af børnene med numsen nedad. Det kalder vi, at de står i underkropsstilling eller sædestilling.

Da den sikreste måde at føde på er, hvis barnet har hovedet nedad, vil vi typisk tilbyde dig et vendingsforsøg, hvis dit barn har numsen nedad, når du når til graviditetsuge 36-37. 

Før du siger ja til et vendingsforsøg, er det vigtigt, at du læser vores vejledning. Her beskriver vi, hvordan et vendingsforsøg foregår, og hvad du selv kan gøre for at få barnet til at vende sig.

Fødsel af et barn i underkropsstilling

Hvis dit barn stadig står i underkropsstilling, når du er tæt på din termin, skal du beslutte, om du vil føde barnet vaginalt eller have et planlagt kejsersnit. Der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til, hvad der er det bedste valg for dig. Vi tilbyder dig undersøgelser og en samtale med en fødselslæge eller en jordemoder, inden du bestemmer dig.

Derudover er det vigtigt, at du læser vores vejledning, hvor vi beskriver fordele og ulemper ved henh. en vaginal fødsel og et kejsersnit.