Nedtrængningsfasen
Barnet er nu på vej ned gennem fødselskanalen, og det varer ikke længe, før du skal til at føde barnet. Læs om, hvad der sker i nedtrængningsfasen.
Det sker i nedtrængningsfasen
Fødselskanalen
Når livmodermunden er ved at være helt åben, skal barnet trænge ud af livmoderen, ned gennem bækkenet og ud af skeden. Man kalder vejen, som barnet skal passere ned igennem for fødselskanalen.
Fødselskanalen en smal passage, som består af bækkenets knogler - den hårde fødselsvej, og bækkenets muskler, ledbånd, skeden og mellemkødet - den bløde fødselsvej.
Barnet vej gennem fødselskanalen
Ved fødslens begyndelse står barnet med sit hoved i bækkenets indgang og kan nemt føles af jordemoderen, når hun mærker efter på maven. Barnets hoved er bredest mellem pande og nakke og smallere mellem ørene, og barnet vil ofte ligge med sin ryg ud mod mors ene side og næsen mod den anden side, da bækkenet er mest rummeligt "på tværs".
Veerne presser barnet længere ned i bækkenet. Ca midtvejs er pladsen i bækkenet størst på skrå, så barnet er nødt til at rotere sit hoved, for at komme forbi.
Ved bækkenets udgang er der mest plads på langs, og barnet må fortsætte rotationen for til sidst at have nakken fortil under kønsbenet og næsen ned mod halebenet. Således vil barnet lige før pressefasen have roteret sit hoved ca. 90 grader fra udgangspunktet.
Se animation af nedtrængning og fødsel på YoutubeVarighed af og stillinger i nedtrængningsfasen
Varighed
Denne fase af fødslen tager for mange førstegangsfødende et par timer, men i nogle fødsler går det langt hurtigere og andre gange kan det tage endnu længere tid, at få barnet helt derned på bækkenbunden, hvorfra det kan presses ud.
Sådan hjælper du barnet på vej
I nedtrængningsfasen er samspillet mellem veerne, barnets hoved og dets rotation samt fødselskanalens pladsforhold meget afgørende for varigheden af fasen.
Ofte vil du blive opfordret til at komme op at stå, ned at sidde på hug, rundt på alle 4 eller ud af sidde på toilettet i denne fase. Formålet er at udnytte tyngdekraften til at hjælpe barnet helt ned på bækkenbunden.
Der findes flere stillinger, som er kendt for at øge pladsen i bækkenet, og de vil komme i spil, hvis ikke vekraften i sig selv hjælper barnet ned.
Smertelindring
Ligesom i fødslens andre faser er der mulighed for at anvende smertelindring, men effekten er ofte ikke så god på dette tidspunkt, da det gradvist er andre nerver, der bliver påvirket, og smerterne mere udtalt kommer fra bækkenet.
Hvis alle smerterne lindres, vil det også fjerne trangen til at presse. Pressetrangen er nødvendig, for at barnet kan fødes, og derfor er det ikke hensigtsmæssig at bedøve den helt væk.
På vej ind i pressefasen
Pressetrangen kommer ofte snigende i takt med, at barnet kommer længere og længere ned mod bækkenbunden. Bækkenbunden er den muskelgruppe, der understøtter underlivsorganerne og sammensnørrer skede, urinrør og endetarm og dermed normalt lukker bækkenet.
Bækkenbundsmusklerne er hæftet op på halebenet, siderne af bækkenet ved inderlårerne og på kønsbenet. Når barnets hoved står ned mod bækkenbunden, er det lige synligt udefra mellem kønslæberne.
Barnets hoved presser nu mod endetarmen, og pressetrangen føles som en trang til at komme på toilettet og lave afføring. I starten kan man bare fornemme følelsen, men når barnet er helt nede på bækkenbunden, vil trangen ofte være kraftig, og du vil opleve, at veerne ændrer sig og pludselig "presser" helt af sig selv.