Ustabilt skulderled - stabiliserende operation i skulderen
Gå direkte til
Ustabilt skulderled - stabiliserende operation i skulderen
Du har et ustabilt skulderled, og vi tilbyder dig en operation med det formål at genskabe funktionen og stabiliteten i skulderleddet uden smerter.
Du kan risikere, at du efter operationen ikke kan bevæge dit skulderled lige så godt, som før du fik problemer med ustabilt skulderled.
Hvis du får en kikkertoperation, er risikoen for et nyt ledskred i skulderen 10 %. Ved en åben operation er risikoen for nyt skred under 5 % på lang sigt.
Skulderleddet er kroppens mest bevægelige del. Selve leddet er omkranset af en ledkapsel og en ledlæbe, og derudover løber der muskler og ledbånd tæt omkring leddet. Der stilles store krav til ledlæbe, ledbånd og muskler, da de skal sørge for at opretholde stabiliteten i leddet.
Ustabilt skulderled opstår, når overarmsknoglens hoved ”glider” rundt i ledskålen.
Knoglen kan forvolde skade, når den kommer ud over ledskålens kanter, hvilket oftest går udover ledkapsel og ledlæbe samt det eller de ledbånd, der ligger tættest på selve leddet.
Ledskred i skulderen er den hyppigste form for ledskred og sker oftest efter et traume, f.eks. hvis du er faldet eller har fået et hårdt ryk i armen, hvor ledhovedet tvinges ud af ledskålen.
Nogle har en medfødt slap ledlæbe, der ikke er i stand til at opretholde stabiliteten og dermed holde ledhovedet i ledskålen.
Desuden kan hele kapsel- og ledlæbestrukturen blive slap på grund af en masse små bristninger over tid.
Symptomer
Symptomer på et ustabilt skulderled er smerter. Du mærker smerterne i det område og den retning, hvor ledhovedet har tendens til at ”hoppe” ud af ledskålen.
Her kan du få vejledning i, hvordan du kan få din computer eller mobil til at læse tekst op.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du læser denne vejledning grundigt og følger den. Du skal være opmærksom på, at der kan være informationer både om tiden før og efter operationen, som du skal have styr på, inden du skal opereres.
Møder du op uforberedt, kan der være risiko for, at din operation bliver aflyst.
Hvis du ønsker at blive henvist til et rygestop-kursus i din hjemkommune, vil plejepersonalet hjælpe med at henvise dig.
Varieret og proteinrig kost fremmer sårhelingen, giver mere overskud og begrænser tab af muskelmasse.
Spis kød, fisk, æg, ost og grøntsager (f.eks. bønner og andre grønne grøntsager)
Ved nogle operationer er det nødvendigt at holde pause med den blodfortyndende medicin.
Tjek den del af din krop, der skal opereres, for sår og rifter og lad være med at barbere dig der.
Kontakt afsnittet, hvis du i dagene op til operationen får noget af nedenstående der, hvor du skal opereres:
sår
rifter
myggestik
bumser
bylder
udslæt
Vi anbefaler, at du har en voksen hos dig den første nat efter operationen.
Ved nogle operationer vil det være et krav. Er det tilfældet, vil du blive informeret om det inden din operation.
Skal du hjem samme dag, som din operation har fundet sted, er det vigtigt, at du husker følgende:
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd eller køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen.
Du skal have et telefonnummer med på den, som skal hente dig
Vedkommende skal kunne hente dig med 1 times varsel.
De fleste kan typisk tage hjem efter 1-2 timer efter operationen, men det er meget individuelt. Afsæt derfor hele dagen til din operation.
Inden din operation, skal du tale med en bedøvelseslæge omkring bedøvelsen og smertelindring.
Du vil blive spurgt til dit helbred
Bedøvelseslægen vil spørge ind til dit helbred, hvilken medicin du plejer at få, højde, vægt, dine tænders tilstand, allergi, har du oplevet kvalme og opkast i forbindelse med tidligere bedøvelser samt dine ryge- og alkoholvaner.
Bedøvelseslægen vurderer hvilken bedøvelsesform, der egner sig bedst til dig
Ud fra de oplysninger, som du har givet lægen under forundersøgelsen, vurderer lægen, hvilken form for bedøvelse, der egner sig bedst til dig og den operation, som du skal have foretaget.
Samtalen foregår ved fysisk fremmøde.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din morgenmedicin på undersøgelsesdagen/operationsdagen, som du plejer.
Hvis du tager blodfortyndende medicin eller medicin for sukkersyge, skal du være særligt opmærksom på de aftaler, der er lavet ved forundersøgelsen forud for din undersøgelse/operation.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Til dig, der får tabletter for din sukkersyge
Hvis du skal møde før kl. 12.00
Spis et måltid (fast føde og mælkeprodukter) 6 timer før din undersøgelse/operation, f.eks. omkring midnat.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation.
Du skal ikke tage din tablet for sukkersyge om morgenen.
Hvis du skal møde efter kl. 12.00
Spis morgenmad (fast føde og mælkeprodukter) inden kl. 6.00.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation
Du skal tage din tablet mod sukkersyge om morgenen (med mindre andet er aftalt med bedøvelseslægen).
Til dig, der får insulin for din sukkersyge
Hvis du skal møde før kl. 12.00
Spis et måltid (fast føde og mælkeprodukter) 6 timer før din undersøgelse/operation, f.eks omkring midnat.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation.
Du skal ikke tage din insulin for sukkersyge om morgenen.
Hvis du skal møde efter kl. 12.00
Spis morgenmad (fast føde og mælkeprodukter) inden kl. 6.00.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation.
Du skal tage din vanlige insulin for din sukkersyge om morgenen (med mindre andet er aftalt med bedøvelseslægen).
Du skal børste tænder samt tage et grundigt bad med sæbe om morgenen på din operationsdag.
Brug ikke creme, parfume og make-up
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume og make-up.
Smykker, briller, høreapparat, piercinger mm.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på, når du bliver opereret.
Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme. Det er på eget ansvar, hvis du har værdigenstande med på hospitalet.
Hvis du har en piercing, er det vigtigt, at du før din operationsdag sikrer dig, at den kan fjernes.
Du kan have briller, tandprotese og høreapparat på, lige indtil du skal bedøves.
Områder, der skal vaskes særligt grundigt
Vask grundigt i alle hudfolder. Vær opmærksom på de markerede områder på illustrationen.
Hvorfor er grundig vask vigtig?
På huden findes mange forskellige bakterier, og så længe de er uden på kroppen, er de ikke årsag til infektioner.
Når du skal opereres, kan der trænge bakterier ind i din krop via operationssåret. Det er derfor vigtigt, at du har så få bakterier på huden som muligt den dag, du skal opereres.
Sørg for at have bekvemt, varmt, løst tøj på. Tag gerne hjemmesko og en varm trøje med.
Når du skal opereres
Ved nogle operationer skal du have dit eget tøj eller noget af dit eget tøj på, mens du ved andre operationer får hospitalstøj på.
Hvis du har dit eget tøj på, skal du vide, at din hud bliver vasket af med gul sprit, som kan smitte af på dit tøj.
Der kan forekomme tyverier på hospitalet. Værdigenstande opbevares på eget ansvar.
Du skal møde ind på Dagkirurgien på plan 4, Indgang C.
Når du ankommer, skal du scanne dit sundhedskort og tage plads i venteværelset.
Du vil kort efter blive kaldt ind af sygeplejersken til en modtagesamtale.
Herefter følger sygeplejersken dig ned på plan 3, hvor omklædning, operation og opvågning foregår.
I omklædningsrummet er der et aflåst skab til dine ejendele.
Inden du bliver kaldt ind til operationen, vil kirurgen, som skal operere dig, komme og tale med dig. Her har du mulighed for at stille spørgsmål.
Du kan ikke forvente at komme til i samme rækkefølge, som du er mødt. Der kan opstå ventetid, så medbring gerne en trøje, så du ikke sidder og fryser samt en bog eller lignende til tidsfordriv.
Umiddelbart inden du skal på operationsafsnittet, vil du blive bedt om at gå på toilettet for at tisse.
Du skal have et telefonnummer med på den, som skal hente dig.
Vedkommende skal kunne hente dig med 1 times varsel.
De fleste kan typisk tage hjem efter 1-2 timer efter, at de er ankommet.
Pårørende, som ønsker at blive på hospitalet under operationen, kan opholde sig i venteværelset på Dagkirurgien, i forhallen ved indgang A eller i Kantinen.
Du vil være fuldt bedøvet under operationen, der varer ca. ½-1 time
Et ustabilt skulderled kan behandles ved en kikkertoperation og kun sjældent ved en åben operation (bankartoperation).
Kikkertoperation
Kikkertoperationen foregår gennem 2-3 små snit i huden. Via de små snit fører lægen en kikkert og instrumenter ind til skulderleddet og syr den afrevne ledlæbe på plads igen. Lægen kan se, hvad der sker ved hjælp af kikkerten, som sender billeder, der vises på en videoskærm.
Syningen af ledlæben foregår ved hjælp af 2-3 små ankre, der sættes fast på ledskålen. Derefter syr lægen ledlæben fast med tråde.
Åben operation
Ved en åben operation lægger lægen et 5-8 cm langt snit på forsiden af skulderen. Ledkapslen åbnes og repareres.
I fuld bedøvelse sover du dybt under hele operationen og mærker ingen smerter under operationen.
Bedøvelsen kan gives på to måder:
Den sprøjtes ind i blodet via et drop, oftest i håndryggen (venflon).
Den indåndes via luften fra en maske.
Det er bedøvelseslægen, der bestemmer, hvilken måde det skal gives til netop dig.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi".
Kan man vågne under operationen?
Måske har du hørt om patienter, som er vågnet under en operation. Det sker meget sjældent, men kan forekomme. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at det skal ske. Skulle du efter operationen have oplevelsen af at huske noget fra selve operationen, kan du via plejepersonalet kontakte Operation og Intensiv.
Under hele operationen vil der være en læge eller en sygeplejerske med speciale i bedøvelse, som holder øje med dig.
Du får overvågningsudstyr på under operationen
Under operationen får du overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet.
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. De væsentligste komplikationer er:
Der er risiko for betændelse, kar- og nerveskade ved operationen. Det er alvorlige komplikationer, men det sker sjældent.
Læs mere om symptomer på betændelse i afsnittet Når du kommer hjem.
Karskade viser sig ved blødning(f.eks. gennemblødt forbinding) eller en blodansamling under huden.
Nerveskader viser sig ved f.eks. føleforstyrrelser, snurren eller sovende fornemmelse i den berørte legemsdel.
Der er en lille risiko for, at der kommer en skade på dine tænder, hvis du skal være i fuld bedøvelse ved den operation/undersøgelse, du skal have foretaget.
Hospitalet melder en evt. skade til Patienterstatningen. Du vil dog skulle betale en del af tandlægeregningen selv. Læs mere på www.erstatning.rm.dk.
Efter operationen
Når operationen er slut, bliver du vækket, flyttet over i din seng og fulgt til vores observationsafsnit.
Du kan føle dig døsig og omtumlet efter operationen
I timerne efter du er vågnet, kan du føle dig døsig og omtumlet. Nogle oplever smerter eller kvalme og opkastning. Det vil vi forsøge at lindre.
Vi holder øje med dig
Efter operationen er der hele tiden en sygeplejerske, som holder øje med dig. Sygeplejersken observerer dig for eventuelle smerter og komplikationer til operationen.
Når du er klar til det, tilbyder vi dig noget at spise og drikke.
Inden du tager hjem, sørger vi for, at dine plastre er i orden. Hvis du får brug for at skifte plastre, skal du selv købe vandafvisende plastre.
Vi fortæller dig, hvilken størrelse plaster du skal bruge, inden du bliver udskrevet. Plastrene kan købes på apoteket.
Inden du kommer hjem, vil du få information om din operation. Vi vil genopfriske, hvordan du skal tage smertestillende, og hvordan du skal skifte plastre/forbindinger og forebygge infektioner.
Når alt er i orden, bliver du udskrevet og kan tage hjem
Vi kan desværre ikke på forhånd fortælle dig præcis, hvornår du kan tage hjem igen.
De fleste kan typisk tage hjem 1-2 timer efter operationen, men det er meget individuelt. Afsæt derfor hele dagen til din operation.
Genoptræning
Se øvelsesvejledning
Efter operationen skal du følge et øvelsesprogram. Du finder det på www.fys32.randers.rm.dk.
Når du kommer hjem
Vi anbefaler, at du holder dig i ro det første døgn for at mindske risikoen for blødning og hævelse.
Det er helt normalt, at det bløder fra såret i de første timer efter operationen.
Hvis forbindingen bliver gennemblødt af væske og blod fra såret inden for det første døgn, skal du kontakte det afsnit, du er blevet opereret på. Se under Kontakt.
Hvis plasteret er gennemsivet ca. 2/3, skal det skiftes.
Når sårene har været tørre i 24 timer, dvs. når det ikke har væsket i et døgn, behøver du ikke at have plaster på. Så længe det væsker fra sårene, skal du anvende plaster.
Forbindingen er vandtæt, når den klæber godt til i kanten. Du må derfor godt tage brusebad. Men husk at skifte plasteret, hvis det bliver vådt.
Symptomer på betændelse kan være:
Rødme
Hævelse
Varme
Feber
Tiltagende smerte
Har du et af nedenstående problemer, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen:
Blødning
Hævelse (inden for det første døgn efter operationen kan hævelse være tegn på blødning)
Smerter, der ikke kan dæmpes af den anbefalede medicin
Det er normalt at have smerter efter operationen. Det er vigtigt, at du efter operationen er tilstrækkeligt smertedækket, da smerterne ellers kan forhindre genoptræningen. Smerterne kan i nogle tilfælde vare 2-4 måneder.
Vi anbefaler:
2 x 500 mg Pamol/Pinex/Panodil højst 4 gange i døgnet – altså hver 6. time
2 x 200 mg ipren højst 3 gange i døgnet – altså hver 8. time. Vær opmærksom på om du kan tåle ipren
Hvis du har en anden aftale med din læge, er det den, du skal rette dig efter.
For at nedsætte smerter og eventuel hævelse kan du lægge ispakning på skulderen i 10-20 minutter af gangen cirka hver tredje time. Husk altid at lægge et håndklæde eller lignende mellem hud og ispakning.
Du vil få udleveret en armslynge. Armslyngen skal bruges efter behov og fortrinsvis aflaste din skulder, når du færdes udendørs i den første uge efter operationen.
Du kan opleve at have "skvulpelyde" i skulderen i den første tid efter operationen. Det er normalt og forsvinder efter nogle dage.
Benyt først karbad og gå i svømmehal, når sårene er helet og uden sårskorper.
Hvis du har en metalpind i hånd/fod, skal den være fjernet, før du går i karbad eller svømmehal.
Videre forløb
Trådene skal fjernes efter 10 dage, hvis ikke andet er aftalt.
Du må køre bil, når du har kontrol over armen og kan køre på forsvarlig vis uden smerter – typisk ca. 6 uger efter operationen.
Hvor lang tid du skal være sygemeldt afhænger af dit arbejde. Spørg lægen.
Vær opmærksom på, at der vil være en del restriktioner for brug af armen de første måneder.
2-3 måneder efter operationen bliver du ringet op af den læge, der opererede dig. Lægen vil i løbet af samtalen vurdere om dit efterforløb er gået som forventet.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt Dagkirurgien Tlf. 78 42 35 44 Telefontid: frem til kl. 18
Svarer vi ikke, skal du kontakte den ortopædkirurgiske forvagt på tlf. 78 42 32 71.
Ved tvivl eller spørgsmål til din operation kan du dagen efter operationen kontakte en sygeplejerske i Dagkirurgien. Kontakt
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/692145
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.