Her kan du få vejledning i, hvordan du kan få din computer eller mobil til at læse tekst op.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du læser denne vejledning grundigt og følger den. Du skal være opmærksom på, at der kan være informationer både om tiden før og efter operationen, som du skal have styr på, inden du skal opereres.
Møder du op uforberedt, kan der være risiko for, at din operation bliver aflyst.
Hvis du ønsker at blive henvist til et rygestop-kursus i din hjemkommune, vil plejepersonalet hjælpe med at henvise dig.
Ved nogle operationer er det nødvendigt at holde pause med den blodfortyndende medicin.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (tabletter a 500 mg)
Ibuprofen (tabletter a 200 mg)
Pillerne fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Der kan være tilfælde, hvor paracetamol er nok, men vi anbefaler, at du tager begge slags smertestillende tabletter.
Hvis der gælder særlige forholdsregler for dig, får du det at vide af personalet.
Skal du hjem samme dag, som din operation har fundet sted, er det vigtigt, at du husker følgende:
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd eller køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen.
Du skal have et telefonnummer med på den, som skal hente dig
Vedkommende skal kunne hente dig med 1 times varsel.
De fleste kan typisk tage hjem efter 1-2 timer efter operationen, men det er meget individuelt. Afsæt derfor hele dagen til din operation.
Tjek den del af din krop, der skal opereres, for sår og rifter og lad være med at barbere dig der.
Kontakt afsnittet, hvis du i dagene op til operationen får noget af nedenstående der, hvor du skal opereres:
sår
rifter
myggestik
bumser
bylder
udslæt
Inden din operation, skal du tale med en bedøvelseslæge omkring bedøvelsen og smertelindring.
Du vil blive spurgt til dit helbred
Bedøvelseslægen vil spørge ind til dit helbred, hvilken medicin du plejer at få, højde, vægt, dine tænders tilstand, allergi, har du oplevet kvalme og opkast i forbindelse med tidligere bedøvelser samt dine ryge- og alkoholvaner.
Bedøvelseslægen vurderer hvilken bedøvelsesform, der egner sig bedst til dig
Ud fra de oplysninger, som du har givet lægen under forundersøgelsen, vurderer lægen, hvilken form for bedøvelse, der egner sig bedst til dig og den operation, som du skal have foretaget.
Samtalen foregår ved fysisk fremmøde.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du skal børste tænder samt tage et grundigt bad med sæbe om morgenen på din operationsdag.
Brug ikke creme, parfume og make-up
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume og make-up.
Smykker, briller, høreapparat, piercinger mm.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på, når du bliver opereret.
Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme. Det er på eget ansvar, hvis du har værdigenstande med på hospitalet.
Hvis du har en piercing, er det vigtigt, at du før din operationsdag sikrer dig, at den kan fjernes.
Du kan have briller, tandprotese og høreapparat på, lige indtil du skal bedøves.
Områder, der skal vaskes særligt grundigt
Vask grundigt i alle hudfolder. Vær opmærksom på de markerede områder på illustrationen.
Hvorfor er grundig vask vigtig?
På huden findes mange forskellige bakterier, og så længe de er uden på kroppen, er de ikke årsag til infektioner.
Når du skal opereres, kan der trænge bakterier ind i din krop via operationssåret. Det er derfor vigtigt, at du har så få bakterier på huden som muligt den dag, du skal opereres.
Sørg for at have bekvemt, varmt, løst tøj på. Tag gerne hjemmesko og en varm trøje med.
Når du skal opereres
Ved nogle operationer skal du have dit eget tøj eller noget af dit eget tøj på, mens du ved andre operationer får hospitalstøj på.
Hvis du har dit eget tøj på, skal du vide, at din hud bliver vasket af med gul sprit, som kan smitte af på dit tøj.
Der kan forekomme tyverier på hospitalet. Værdigenstande opbevares på eget ansvar.
Du skal have et telefonnummer med på den, som skal hente dig.
Vedkommende skal kunne hente dig med 1 times varsel.
De fleste kan typisk tage hjem efter 1-2 timer efter, at de er ankommet.
Du skal møde ind på Dagkirurgien på plan 4, Indgang C.
Når du ankommer, skal du scanne dit sundhedskort og tage plads i venteværelset.
Du vil kort efter blive kaldt ind af sygeplejersken til en modtagesamtale.
Herefter følger sygeplejersken dig ned på plan 3, hvor omklædning, operation og opvågning foregår.
I omklædningsrummet er der et aflåst skab til dine ejendele.
Inden du bliver kaldt ind til operationen, vil kirurgen, som skal operere dig, komme og tale med dig. Her har du mulighed for at stille spørgsmål.
Du kan ikke forvente at komme til i samme rækkefølge, som du er mødt. Der kan opstå ventetid, så medbring gerne en trøje, så du ikke sidder og fryser samt en bog eller lignende til tidsfordriv.
Umiddelbart inden du skal på operationsafsnittet, vil du blive bedt om at gå på toilettet for at tisse.
Pårørende, som ønsker at blive på hospitalet under operationen, kan opholde sig i venteværelset på Dagkirurgien, i forhallen ved indgang A eller i Kantinen.
Lægen laver et zig-zag snit i huden, og det fortykkede væv bliver fjernet. Såret bliver syet, og du får en stor forbinding på for at forebygge hævelse og gennemsivning.
Under hele operationen vil der være en læge eller en sygeplejerske med speciale i bedøvelse, som holder øje med dig.
Du får overvågningsudstyr på under operationen
Under operationen får du overvågningsudstyr på, som måler blodtryk, puls og iltindhold i blodet.
Du får en armslynge på for at forebygge hævelse og smerter i hånden.
Pga. forbindingen og armslyngen kan du ikke selv køre hjem efter operationen, så det er vigtigt, at du får lavet aftaler om at blive hentet på hospitalet.
Din bedøvelse
Hvilken type bedøvelse du skal have, drøfter du med narkoselægen. Det vil enten være fuld narkose eller en lokalbedøvelse af hele armen:
I fuld bedøvelse sover du dybt under hele operationen og mærker ingen smerter under operationen.
Bedøvelsen kan gives på to måder:
Den sprøjtes ind i blodet via et drop, oftest i håndryggen (venflon).
Den indåndes via luften fra en maske.
Det er bedøvelseslægen, der bestemmer, hvilken måde det skal gives til netop dig.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi".
Kan man vågne under operationen?
Måske har du hørt om patienter, som er vågnet under en operation. Det sker meget sjældent, men kan forekomme. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at det skal ske. Skulle du efter operationen have oplevelsen af at huske noget fra selve operationen, kan du via plejepersonalet kontakte Operation og Intensiv.
Sådan foregår bedøvelse med nerveblokade
Ved nerveblokade bliver bedøvelsen sprøjtet ind i nærheden af nerverne til det sted, hvor du skal opereres.
Du vil mærke virkningen af bedøvelsen inden for kort tid
Når det bedøvende middel er sprøjtet ind, vil du inden for 10-30 minutter opleve, at det bedøvende område føles tungt, og du ikke helt kan styre det. Måske vil du mærke en sovende, prikkende fornemmelse. Det er ikke sikkert, området bliver helt følelsesløst, men du vil ikke opleve smerte.
Det kan ske, at blokaden ikke virker tilstrækkeligt
Mindre operationer kan fint udføres i nerveblokade alene.
I enkelte tilfælde kan det ske, at nerveblokaden skal suppleres med afslappende/smertestillende medicin eller fuld bedøvelse. Derfor skal du være fastende.
Du kan lytte til musik under operationen
Du vil ikke kunne se selve operationen, men vil kunne høre, hvad der foregår. Derfor er du velkommen til at lytte til musik undervejs.
Du skal selv medbringe musik.
Efter operationen vil du selv kunne gå direkte tilbage til sengeafsnittet.
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. De væsentligste komplikationer er:
Der er risiko for betændelse ved alle operationer, men det sker sjældent efter denne operation.
Læs hvad du skal være opmærksom på i afsnittet Når du kommer hjem.
Der er desuden risiko for:
Føleforstyrrelser i fingrene
Blodansamling i håndfladen
Områder med død hud i håndfladen
Stivhed i fingrene
Der er en lille risiko for, at der kommer en skade på dine tænder, hvis du skal være i fuld bedøvelse ved den operation/undersøgelse, du skal have foretaget.
Hospitalet melder en evt. skade til Patienterstatningen. Du vil dog skulle betale en del af tandlægeregningen selv. Læs mere på www.erstatning.rm.dk.
Efter operationen
Når operationen er slut, bliver du vækket, flyttet over i din seng og fulgt til vores observationsafsnit.
Du kan føle dig døsig og omtumlet efter operationen
I timerne efter du er vågnet, kan du føle dig døsig og omtumlet. Nogle oplever smerter eller kvalme og opkastning. Det vil vi forsøge at lindre.
Vi holder øje med dig
Efter operationen er der hele tiden en sygeplejerske, som holder øje med dig. Sygeplejersken observerer dig for eventuelle smerter og komplikationer til operationen.
Når du er klar til det, tilbyder vi dig noget at spise og drikke.
Inden du kommer hjem, vil du få information om din operation. Vi vil genopfriske, hvordan du skal tage smertestillende, og hvordan du skal skifte plastre/forbindinger og forebygge infektioner.
Når alt er i orden, bliver du udskrevet og kan tage hjem
Vi kan desværre ikke på forhånd fortælle dig præcis, hvornår du kan tage hjem igen.
De fleste kan typisk tage hjem 1-2 timer efter operationen, men det er meget individuelt. Afsæt derfor hele dagen til din operation.
Det er helt normalt, at det bløder fra såret i de første timer efter operationen.
Hvis forbindingen bliver gennemblødt af væske og blod fra såret inden for det første døgn, skal du kontakte det afsnit, du er blevet opereret på. Se under Kontakt.
Når bedøvelsen aftager, kan du få smerter i såret. Du kan mindske smerterne og undgå hævelse ved at holde den opererede hånd i ro og over hjertehøjde de første 2-3 dage efter operationen.
Derudover kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin, hvis du har brug for det.
Vi anbefaler:
2 x 500 mg Pamol/Panodil/Pinex højst 4 gange i døgnet – altså hver 6 time.
2 x 200 mg Ipren/Ibuprofen/Ibumetin højst 3 gange i døgnet – altså hver 8. time, hvis du har meget ondt. Vær opmærksom på om du kan tåle Ibuprofen.
Har du brug for yderligere smertebehandling, skal du kontakte din egen læge.
Forbindingen skal du beholde på, indtil du kommer til sårkontol 3 dage efter operationen. Armslyngen må du tage af om natten.
Til sårkontrollen får du en mindre forbinding på samt instruktion i, hvordan du træner fingrene og evt. en skinne, som du skal bruge om natten.
Efter besøget i Fysio- og Ergoterapien 3 dage efter operationen, må du gerne tage brusebad og få vand på såret. Husk at tørre forsigtigt.
Benyt først karbad og gå i svømmehal, når sårene er helet og uden sårskorper.
Hvis du har en metalpind i hånd/fod, skal den være fjernet, før du går i karbad eller svømmehal.
Symptomer på betændelse kan være:
Rødme
Hævelse
Varme
Feber
Tiltagende smerte
Videre forløb
Du må først køre bil igen, når din hånd fungerer fuldt ud, og du kan køre på samme måde som før.
Trådene skal fjernes i Ortopædkirurgisk Klinik ca. 14 dage efter operationen.
Du skal regne med at være sygemeldt i mindst 14 dage.
Derefter kommer det an på, hvilket arbejde du har. For håndværkere o.l. kan det betyde en sygemelding på mindst 6 uger.
Arret kan være lidt fast og ømt i de første 6-8 uger efter operationen. Du kan få arret blødere og mindre ømt ved at massere det.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt Dagkirurgien Tlf. 78 42 35 44 Telefontid: frem til kl. 18
Svarer vi ikke, skal du kontakte den ortopædkirurgiske forvagt på tlf. 78 42 32 71.
Ved tvivl eller spørgsmål til din operation kan du dagen efter operationen kontakte en sygeplejerske i Dagkirurgien. Kontakt
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/694425
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.