1/3 af alle børn ligger med numsen nedad i løbet af graviditeten. Når terminen nærmer sig, vender de fleste børn sig spontant, så deres hoveder står ned i bækkenet. Dette er en fordel, da fødsel af et barn i hovedstilling er den mest ukomplicerede fødselsmåde.
Har barnet ikke selv vendt sig, når du ser din jordemoder i graviditetsuge 35-36, vil hun henvise dig til skanning og vendingsforsøg på Fødeafsnittet.
50% af vendingsforsøgene er vellykkede. Et vendingsforsøg kan gentages flere gange, hvis det ikke lykkes i første omgang.
Der findes en del bud på, hvad man selv kan gøre for at få barnet i livmoderen til at vende sig. Ingen af buddene er veldokumenterede.
Forskellige hvilestillinger og strækøvelser kan måske hjælpe dig med at skabe optimale forhold for, at barnet kan vende sig.
Inden vendingsforsøget vil du blive skannet, for at man præcist kan se, hvordan barnet ligger, og hvor meget fostervand, der er i livmoderen.
Du vil få kørt en CTG-kurve (kurve over barnets hjerterytme) i 20-30 minutter, der viser, om barnet har det godt.
Du vil typisk blive bedt om at ligge med hovedet lavt og bagdelen højt, så tyngdekraften kan hjælpe barnets numse op af bækkenet.
Du får en indsprøjtning i låret med medicin (Ventoline eller Bricanyl), der vil få din livmodermuskulatur til at slappe af. Det gør det nemmere at vende barnet.
Medicinen kan give dig hjertebanken, varmefølelse og uro i kroppen, hvilket er ufarligt for dig og dit barn, og ofte varer det kun kort tid.
Vendingsforsøget foregår ved, at lægen med sine hænder på din mave forsøger at få barnet til at slå en halv kolbøtte. Først løftes barnets numse op af bækkenet. Derefter skubber lægen gradvist barnet rundt, og til sidst ledes barnets hoved ned i bækkenet. Nogle gange skannes der undervejs.
Illustration: Grafisk Service
Vendingsforsøget taget ca. 5 minutter.
Det kan være forbundet med ubehag at få sit barn vendt. Bliver det for ubehageligt for dig, stopper vi vendingsforsøget.
Efter vendingsforsøget vil barnets hjertelyd igen blive kontrolleret med CTG i 20-30 minutter.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer med blødning og påvirkning af barnets hjertelyd i forbindelse med et vendingsforsøg. I de tilfælde kan et akut kejsersnit komme på tale.
Barnets stilling kontrolleres med en skanning efter vendingsforsøget, og der aftales tid til stillingskontrol.
Når man laver vendingsforsøg, lykkes det halvdelen af gangene at vende barnet til hovedstilling. Hvis det ikke lykkes, kan man forsøge igen en anden dag.
Hvis det stadig ikke lykkes at vende barnet anden gang, vil du blive tilbudt en samtale, hvor du sammen med en læge skal planlægge, hvordan barnets skal fødes - vaginal fødsel eller kejsersnit.
Videre forløb
Efter et vellykket vendingsforsøg sker det indimellem, at barnet vender sig tilbage, så det igen ligger med numsen nedad.
Sker det, kan man endnu engang forsøge at vende barnet. Man kan i princippet blive ved med at forsøge at vende barnet, indtil det lykkes, men ofte forsøger man max 2-3 gange.
I nogle tilfælde vælger man at sætte fødslen i gang ved at prikke hul på fostervandet, når barnet er vendt til hovedstilling. Det forudsætter selvfølgelig, at din krop er moden til det, og at du er ved termin.
Hvis dit barn står med numsen nedad, men ikke står indstillet i bækkenet, eller hvis barnet står på tværs eller på anden måde ustabilt, skal du lægge dig ned og blive liggende, hvis fostervandet går.
Dette skyldes en lille risiko for, at en slynge af navlesnoren kan blive afklemt mellem barnet og bækkenet. Ved at ligge ned mindskes presset nedadtil og dermed også risikoen for afklemning.
Du skal ringe til Fødeafsnittet. Vi sender bud efter en ambulance, der kan køre dig liggende til Fødeafsnittet.
Hvis du begynder at få veer, skal du ligeledes kontakte Fødeafsnittet. Alt afhængig af den individuelle plan, der er lagt for din fødsel - vaginal fødsel eller planlagt kejsersnit - vil du blive vejledt i forhold til det videre forløb.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/700652
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.