Hvad er en suttebrik?
En suttebrik er en tynd blød silikonebrik, der er formet som en brystvorte. Suttebrikken er allergitestet og findes i tre størrelser.
Børn, der er født for tidligt, og syge nyfødte børn kan i en periode have brug for suttebrik til hjælp ved amning.
Det kan i en periode også være nødvendigt at bruge suttebrik, hvis man har indadvendte brystvorter, smerter ved sår og revner samt til suttesvage børn, der har svært ved at danne vacuum, når de spiser.
Brug af suttebrik kan nedsætte mælkerproduktionen. Der er derfor en god idé at tale med os, før du anvender suttebrik.
Sådan bruger du suttebrikken
- Fugt kanten af brikken med koldt vand eller modermælk, så den ikke glider af brystet.
- Anbring suttebrikken så vorten er placeret lige i midten af spidsen.
- Træk let i brikken fra alle sider, så den slutter tæt
- Husk at vende brikken, så udskæringen på brikken er ved barnets næse, og barnet dermed får hudkontakt med sin mor og kan lugte mors hud.
Barnet skal have hele spidsen i munden, og læberne skal hvile på brystet.
Mange mødre kan have et langt og godt ammeforløb med suttebrikken.
Enkelte mødre får i løbet af deres ammeforløb problemer med at producere nok mælk til barnet. Hvis det sker, anbefaler vi, at man forsøger at afvænne suttebrikken.
Særligt for for tidligt fødte med suttebrik
Vi anbefaler, at du, når I er kommet hjem, stadig malker ud et par gange dagligt, da det for tidligt fødte barn kan have svært ved at opretholde mælkeproduktionen, fordi det har færre kræfter og ikke sutter direkte på brystet.
Rengøring af suttebrik
Suttebrikken skal gøres ren hver gang, den har været brugt.
Rengøres med sulfo, skylles under rindende vand, overhældes herefter med kogende vand. Lad den stå i vandet i 5 minutter og hæld vandet fra.
Opbevaring af suttebrik
Hav suttebrikken liggende i en tør og ren boks med låg.
Afvænning fra suttebrikken
Inden du forsøger at amme uden suttebrik, er det vigtigt, at du selv er klar, og at dit barn er vågent og interesseret i at blive ammet.
Hvis dit barn ikke kan få fat uden suttebrikken, starter du med at fjerne den midt i et måltid, så barnet slutter amningen med vorten i munden.
Lykkes det ikke, sætter du brikken på igen og prøver at fjerne den ved næste amning.
Efterhånden fjerner du brikken tidligere og tidligere i måltidet. Til sidst kan du lægge barnet til uden suttebrikken.
Hvis dit barn ikke tager på i vægt
Hvis barnet ikke tager på, skal du starte med at lægge barnet hyppigere til brystet.
Hvis det ikke hjælper, anbefaler vi, at du stimulerer brystet med håndudmalkning eller elektrisk brystpumpe efter hver amning.
Hvis du er i tvivl, om dit barn tager på og trives, når I er kommet hjem, kan du kontakte din sundhedsplejerske.