Baggrunden for projektet
D-vitamin er vitalt for vores sundhed og har blandt andet stor betydning for væksten og immunforsvaret.
Stadig flere studier tyder på, at D-vitaminmangel er en medvirkende årsag til udvikling af visse graviditets-og fødselskomplikationer. Eksempler på komplikationer er svangerskabsforgiftning, for tidlig fødsel, væksthæmning af fosteret og graviditetssukkersyge, men også en øget risiko for udvikling af sygdom hos barnet senere i livet.
I dag anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle gravide kvinder tager 10 mikrogram D-vitamin igennem hele deres graviditet. Vi har i et tidligere studie med 225 gravide kvinder fra Randers vist, at selvom gravide spiser det anbefalede vitamintilskud, har næsten halvdelen af dem stadig D-vitaminunderskud.
Hvorfor så mange ikke får tilstrækkelig glæde af vitamintilskuddet, eller stadig har et tilskudsbehov vides ikke, men noget tyder på, at de nuværende anbefalinger ikke er tilstrækkelige.
Vi vil derfor gennem kombination af et klinisk lodtrækningsstudie og dybdegående biologiske analyser af moderkager undersøge, om øget D-vitamin i graviditeten kan styrke moderkagen og forebygge komplikationer i graviditeten og i forbindelse med fødslen.
I alt 2000 gravide kvinder skal indgå i projektet.
Det vil vi undersøge
Projektet har til formål at undersøge, hvilken betydning D-vitamin har for gravide kvinders og deres børns sundhed.
Det vil vi gøre ved at undersøge:
- D-vitaminniveauet hos danske gravide kvinder
- Om en større daglig D-vitamindosis, end den som i dag anbefales, nedsætter risikoen for graviditets- og fødselskomplikationer som svangerskabsforgiftning, væksthæmning og graviditetssukkersyge
- Om livsstil, kosttilskud og medicinforbrug under graviditeten påvirker, hvordan D-vitamin omsættes i kroppen og i moderkagen, og hvordan disse faktorer dermed påvirker virkningen af D-vitamin
- Sammenhængen mellem D-vitaminniveauet hos gravide kvinder, barnets immunforsvar ved fødslen og risiko for sygdomme i det første leveår
Projektets resultater
Projektet er en del af et ph.d.-projekt og forventes afsluttet i starten af 2023. Herefter vil resultaterne blive offentliggjort.
Projektstøtte
En stor tak til følgende fonde og afdelinger for deres støtte til projektet:
- Aarhus Universitet for økonomiske midler til projektet
- Direktør Emil C. Hertz og hustru Inger Hertz' Fond for økonomiske midler til projektet
- Fonden af 1870 for økonomiske midler til projektet
- Dagmar Marshalls Fond for økonomiske midler til projektet
- Frimodt-Heineke Fonden for økonomiske midler til projektet
- Carl og Ellen Hertz´ Videnskabslegat for økonomiske midler til projektet
- Augustinus Fonden for økonomiske midler til projektet
- Fonden for lægevidenskabens fremme (A.P. Møller) for økonomiske midler til projektet
- Helga og Peter Kornings Fond for økonomiske midler til projektet
Der søges fortsat om støtte til projektet, og listen vil blive opdateret løbende.
De projektansvarlige har ingen økonomiske interesser i de bidragende organisationer.