Viser øget livskvalitet

En tryggere hverdag, færre akutindlæggelser og bedre mestring af egen sygdom. Det er nogle af de resultater, som regioner og kommuner forventer af det første landsdækkende tilbud om telemedicin, der er på vej ud til borgerne.

Tilbuddet kan hjælpe borgere, som lever med den kroniske sygdom KOL i svær grad, med at øge livskvaliteten. Fra 8. januar er tilbuddet tilgængeligt for borgere i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner.

11 kommuner og Region Nordjylland har allerede testet tilbuddet, og resultaterne viser det store potentiale: 11 procent færre indlæggelser, 20 procent kortere indlæggelser sammenholdt med kontrolgruppe, 62 procent oplevede øget kontrol med sygdommen, og 72 procent oplevede øget tryghed og at mestre sygdommen bedre.

Patienten måler selv værdier

Med telemedicin måler og registrerer KOL-patienter selv vægt, puls og iltmætning, mens en sygeplejerske fra kommune eller hospital er i løbende dialog med borgeren og tager kontakt og inddrager lægen, hvis borgeren får det værre. Målingen og dialogen kan gøre patienten mere tryg i hverdagen, bedre til at tage hånd om egen sygdom og forebygge unødige indlæggelser på hospitalet.  

- Tilbuddet vil gøre livet lidt lettere for de patienter, som ikke behøver at komme ind i Lungeklinikken, men som kan holde kontakten med os hjemmefra. Det vil skabe en øget tryghed for patienten, siger Pernille Dyhrberg, udviklingssygeplejerske i Medicinsk Afdeling.

Er du i målgruppen, kan du tale om tilbuddet med din egen læge eller med Lungeklinikken, hvis du i forvejen er tilknyttet.

 

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.