Højt forbrug af engangsartikler

Personalet på Regionshospitalet Randers har serveret millioner af engangskrus med rød saft gennem årene, men fremover bliver det et sjældent syn. Hospitalet udfaser nemlig brugen af både engangskopper og lejepapir som et led i indsatsen med at skabe en mere bæredygtig hospitalsdrift.

Frem mod 2030 arbejder Regionshospitalet Randers sammen med Region Midtjylland på at reducere det samlede CO2-aftryk med 30 procent. Størstedelen af regionens CO2-udledning sker som følge af et høj forbrug på hospitalerne. Regionens klimaregnskab viser, at hele 84% af den samlede CO2-udledning fra Region Midt kommer fra Indkøb af varer og tjenesteydelser. Til sammenligning udgør eksempelvis al energiforbruget i Region Midt kun 3%.

Derfor er fokus rettet på at nedbringe det samlede forbrug, hvoraf engangsartikler udgør en betydelig del.

Siden 2018 har Regionshospitalet Randers nedbragt forbruget af engangskopper fra godt en million stk. årligt til knap 300.000 stk. sidste år.

- Hospitalerne har et rigtig stort forbrug af engangsartikler, og vores erfaring indtil nu viser, at vi godt kan lykkes med at reducere det forbrug uden at forringe kerneydelsen, som er god sundhedsfaglig behandling til borgerne. Flere steder på hospitalet er forbruget af engangskopper og lejepapir kraftigt reduceret, og vi tror på, at vi kan bringe det endnu længere ned, siger sygeplejefaglig direktør, Mette Bærentsen.

Bodil Philipsen, social- og sundhedsassistent og bæredygtighedskoordinator på Medicinsk Sengeafsnit B, fjernede for halvandet år siden engangskopperne i sit afsnit. Nu er der kun glas og krus, som vaskes op og bruges igen. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Sengeafsnit fjernede kopperne

Ét af de afsnit, som har bidraget til at reducere brugen af engangskopper er Medicinsk Sengeafsnit B. Her valgte afsnittets bæredygtighedsambassadør, social- og sundhedsassistent Bodil Philipsen, allerede for halvandet år siden at fjerne engangskopper fra personalets indkøbssystem.

- Jeg ser det som en tvungen opgave, at vi bakker op om den grønne dagsorden. For mig var den eneste løsning helt at fjerne engangskopperne. Det var måske en lidt hård tilgang, men jeg talte selvfølgelig med mine kolleger om det, og de har taget pænt imod det, fortæller Bodil Philipsen.

Tidligere var engangskopper fast inventar i personalestuen og på gangene, hvor de blev brugt som kaffekopper til pårørende. Nu drikker både personale og pårørende i stedet kaffe i glas eller krus, som vaskes op og bruges igen.

Og det er den mest bæredygtige fremgangsmåde. Det bekræfter en analyse, foretaget af Aarhus Universitetshospital og Miljøstyrelsen i 2020. Analysen viser, at kopper til flergangsbrug samlet set udleder væsentlig mindre CO2 end engangskopper, også når der tages højde for produktion og opvask af krus til flergangsbrug.

Fødeafsnittet savner ikke lejepapir

Lejepapir er hyppigt brugt som et beskyttende lag mellem patienten og lejebriksen, men faktisk kan det ofte undværes. Papiret udgør nemlig ikke en hygiejnefunktion, idet lejebriksen skal rengøres mellem hver patient, uanset om der anvendes lejepapir eller ej.

Tidligere brugte Fødeafsnittet lejepapir både i modtagelsen og ved ambulante tjek, men afsnittet har nu flere måneders erfaring med at undvære det.

- Lejepapiret suger ikke ret meget, så vi var ofte nødt til at supplere med et sugende underlag. Det bruger vi stadig ved behov, men lejepapiret har vi helt udeladt, og hverken mine kolleger eller de gravide spørger efter det, fortæller jordemor og bæredygtighedsambassadør Cecilie Sørensen.

Lykkes det at fjerne al forbrug af lejepapir og engangskopper, vil det sænke hospitalets årlige CO2-aftryk med henholdsvis ca. 6 og 3,5 ton.

Det er dog forventningen, at der kan ske en mindre stigning i forbruget af sugende underlag, hvor lejepapiret fjernes, ligesom engangskopper vil være at finde enkelte steder på hospitalet, hvor det ikke er muligt at erstatte.