Her kan du få vejledning i, hvordan du kan få din computer eller mobil til at læse tekst op.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du læser denne vejledning grundigt og følger den. Du skal være opmærksom på, at der kan være informationer både om tiden før og efter operationen, som du skal have styr på, inden du skal opereres.
Møder du op uforberedt, kan der være risiko for, at din operation bliver aflyst.
Hvis du ønsker at blive henvist til et rygestop-kursus i din hjemkommune, vil plejepersonalet hjælpe med at henvise dig.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (tabletter a 500 mg)
Ibuprofen (tabletter a 200 mg)
Pillerne fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Der kan være tilfælde, hvor paracetamol er nok, men vi anbefaler, at du tager begge slags smertestillende tabletter.
Hvis der gælder særlige forholdsregler for dig, får du det at vide af personalet.
Du må gerne være passager i privat bil, tage en taxa eller tage offentlig transport, men du må ikke selv køre bil.
Lav en klar aftale om, at du bliver hentet, når du er klar til at blive udskrevet.
Tjek den del af din krop, der skal opereres, for sår og rifter og lad være med at barbere dig der.
Kontakt afsnittet, hvis du i dagene op til operationen får noget af nedenstående der, hvor du skal opereres:
sår
rifter
myggestik
bumser
bylder
udslæt
På operationsdagen
Tag rent tøj på efter at du har været i bad.
Tøjet må gerne være løst. Tænk på, at der skal være plads til din forbinding.
Hvorfor er grundig vask vigtig?
På huden findes mange forskellige bakterier, og så længe de er uden på kroppen, er de ikke årsag til infektioner.
Når du skal opereres, kan der trænge bakterier ind i din krop via operationssåret. Det er derfor vigtigt, at du har så få bakterier på huden som muligt den dag, du skal opereres.
Om operationen
Operationen varer ca. ½ time.
Lægen laver et lille snit i huden, fjerner seneknuden og syr såret med små sting.
Du får plaster på såret samt en ekstra forbinding for at forebygge hævelse.
Din bedøvelse
Operationen kan foregå enten i lokal- eller fuld bedøvelse, afhængig af seneknudens størrelse og placering:
Sådan foregår lokalbedøvelse
Nogle mindre operationer foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen sprøjtes ind i det område, hvor du skal opereres. Den kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer i 2-4 timer.
Du må køre bil efter lokalbedøvelse
Efter lokalbedøvelsen må du køre bil, medmindre lokalbedøvelsen eller en evt. anden medicin, som du måske har fået, vil have indvirkning på kørslen.
Der kan være omstændigheder ved dit indgreb, som ikke har noget med bedøvelsen at gøre, der gør, at du ikke må køre bil. I så fald vil det stå i vejledningen, eller du vil blive informeret om det af personalet.
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. De væsentligste komplikationer er:
Der er risiko for betændelse ved alle operationer, men det sker sjældent efter denne operation.
Læs hvad du skal være opmærksom på i afsnittet Når du kommer hjem.
Få patienter får en blodansamling i det opererede område.
En blodansamling ligner et blåt mærke og skyldes en blødning efter operationen.
Mindre blodansamlinger forsvinder af sig selv.
Hvis du får en større blodansamling indenfor de første døgn, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Klinik.
Få patienter får beskadiget en følenerve i det opererede område.
En beskadiget følenerve viser sig som følelsesløshed i det opererede område.
Efter operationen
Du må ikke selv køre hjem efter operationen. Læs afsnittet Planlæg din hjemtransport
Inden du tager hjem, sørger vi for, at dine plastre er i orden. Hvis du får brug for at skifte plastre, skal du selv købe vandafvisende plastre.
Vi fortæller dig, hvilken størrelse plaster du skal bruge, inden du bliver udskrevet. Plastrene kan købes på apoteket.
Når du kommer hjem
Det er helt normalt, at det bløder fra såret i de første timer efter operationen.
Hvis forbindingen bliver gennemblødt af væske og blod fra såret inden for det første døgn, skal du kontakte det afsnit, du er blevet opereret på. Se under Kontakt.
Lægen afgør, hvor lang tid du skal have den store forbinding på. På operationsdagen fortæller lægen dig, hvordan du skal forholde dig.
Når du har fjernet den store forbinding, dækker du såret med et almindeligt plaster.
Hvis plasteret er gennemsivet ca. 2/3, skal det skiftes.
Når sårene har været tørre i 24 timer, dvs. når det ikke har væsket i et døgn, behøver du ikke at have plaster på. Så længe det væsker fra sårene, skal du anvende plaster.
Forbindingen er vandtæt, når den klæber godt til i kanten. Du må derfor godt tage brusebad. Men husk at skifte plasteret, hvis det bliver vådt.
Lokalbedøvelsen varer som regel i nogle timer. Herefter kan der være en smule smerter og ubehag. Dette kan du kan behandle med:
Paracetamol (Pamol á 500 mg, 30 stk.) Dosis: 2 x 500 mg 4 gange pr døgn, dvs. ca. hver 6. time.
Evt. Ibuprofen (Ipren á 200 mg, 20 stk.) Dosis: 2 x 200 mg 3 gange pr. døgn, dvs. ca. hver 8. time.
Pillerne kan fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du kan gå i brusebad dagen efter operationen, men det er vigtigt, at forbindingen ikke bliver våd. Dæk den med en pose.
Når forbindingen er fjernet, må du tage brusebad og bruse såret med rent vand. Du må ikke bruge sæbe på såret. Efter badet skal du duppe såret tørt med et rent håndklæde. Tag til sidst et rent og tørt plaster på.
Benyt først karbad og gå i svømmehal, når sårene er helet og uden sårskorper.
Hvis du har en metalpind i hånd/fod, skal den være fjernet, før du går i karbad eller svømmehal.
Symptomer på betændelse kan være:
Rødme
Hævelse
Varme
Feber
Tiltagende smerte
Sørg for at bevæge hånd og fingre eller fod så meget som muligt. Det mindsker risikoen for hævelse og gør, at hånden eller foden hurtigere kommer til at fungere normalt igen.
Videre forløb
Du må først køre bil igen, når din hånd/fod fungerer fuldt ud, og du kan køre på samme måde som før.
Trådene fjernes efter 12-14 dage, hvis ikke andet er aftalt.
Hvor længe du skal være sygemeldt fra dit arbejde, kommer an på, hvilket arbejde du har. Tal med lægen om, hvad der er aktuelt for dig.
Arret kan være lidt fast og ømt i de første 6-8 uger efter operationen. Du kan få arret blødere og mindre ømt ved at massere det.
Du kan enten bruge englehud (særligt plaster, der kan købes på apoteket), eller en solcreme med høj faktor (50+).
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt det afsnit, hvor du er opereret, hvis du har brug for at tale med en læge den dag, du er opereret.
Kontakt
Dagkirurgien Tlf. 78 42 35 44 Telefontid: frem til kl. 18.00
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/695708
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.