Her kan du få vejledning i, hvordan du kan få din computer eller mobil til at læse tekst op.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du læser denne vejledning grundigt og følger den. Du skal være opmærksom på, at der kan være informationer både om tiden før og efter operationen, som du skal have styr på, inden du skal opereres.
Møder du op uforberedt, kan der være risiko for, at din operation bliver aflyst.
Hvis du ønsker at blive henvist til et rygestop-kursus i din hjemkommune, vil plejepersonalet hjælpe med at henvise dig.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (tabletter a 500 mg)
Ibuprofen (tabletter a 200 mg)
Pillerne fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Der kan være tilfælde, hvor paracetamol er nok, men vi anbefaler, at du tager begge slags smertestillende tabletter.
Hvis der gælder særlige forholdsregler for dig, får du det at vide af personalet.
Tjek den del af din krop, der skal opereres, for sår og rifter og lad være med at barbere dig der.
Kontakt afsnittet, hvis du i dagene op til operationen får noget af nedenstående der, hvor du skal opereres:
sår
rifter
myggestik
bumser
bylder
udslæt
På operationsdagen
Tag rent tøj på efter at du har været i bad.
Tøjet må gerne være løst. Tænk på, at der skal være plads til din forbinding.
Hvorfor er grundig vask vigtig?
På huden findes mange forskellige bakterier, og så længe de er uden på kroppen, er de ikke årsag til infektioner.
Når du skal opereres, kan der trænge bakterier ind i din krop via operationssåret. Det er derfor vigtigt, at du har så få bakterier på huden som muligt den dag, du skal opereres.
Om operationen
Der er afsat ca. 40 minutter til indgrebet.
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Lægen bedøver dig i det område, hvor du skal opereres.
Operationen foregår gennem et lille snit i huden, hvor lægen fjerner talgkirtler, modermærker, fremmedlegemer eller vorter.
Såret bliver syet sammen med små sting, og du får en forbinding på. Se hvordan du plejer såret i afsnittet Når du kommer hjem.
Det væv, der er blevet fjernet ved operationen, bliver muligvis sendt til undersøgelse. Hvis det sker, får du det at vide med det samme.
Sådan foregår lokalbedøvelse
Nogle mindre operationer foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen sprøjtes ind i det område, hvor du skal opereres. Den kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer i 2-4 timer.
Du må køre bil efter lokalbedøvelse
Efter lokalbedøvelsen må du køre bil, medmindre lokalbedøvelsen eller en evt. anden medicin, som du måske har fået, vil have indvirkning på kørslen.
Der kan være omstændigheder ved dit indgreb, som ikke har noget med bedøvelsen at gøre, der gør, at du ikke må køre bil. I så fald vil det stå i vejledningen, eller du vil blive informeret om det af personalet.
Risici og bivirkninger
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. De væsentligste komplikationer er:
Der er risiko for betændelse ved alle operationer, men det sker sjældent efter denne operation.
Læs hvad du skal være opmærksom på i afsnittet Når du kommer hjem.
Få patienter får en blodansamling i det opererede område.
En blodansamling ligner et blåt mærke og skyldes en blødning efter operationen.
Mindre blodansamlinger forsvinder af sig selv.
Hvis du får en større blodansamling indenfor de første døgn, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Klinik.
Få patienter får beskadiget en følenerve i det opererede område.
En beskadiget følenerve viser sig som følelsesløshed i det opererede område.
Efter operationen
Inden du tager hjem, sørger vi for, at dine plastre er i orden. Hvis du får brug for at skifte plastre, skal du selv købe vandafvisende plastre.
Vi fortæller dig, hvilken størrelse plaster du skal bruge, inden du bliver udskrevet. Plastrene kan købes på apoteket.
Når du kommer hjem
Lokalbedøvelsen varer som regel i nogle timer. Herefter kan der være en smule smerter og ubehag. Dette kan du kan behandle med:
Paracetamol (Pamol á 500 mg, 30 stk.) Dosis: 2 x 500 mg 4 gange pr døgn, dvs. ca. hver 6. time.
Evt. Ibuprofen (Ipren á 200 mg, 20 stk.) Dosis: 2 x 200 mg 3 gange pr. døgn, dvs. ca. hver 8. time.
Pillerne kan fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Det er helt normalt, at det bløder fra såret i de første timer efter operationen.
Hvis forbindingen bliver gennemblødt af væske og blod fra såret inden for det første døgn, skal du kontakte det afsnit, du er blevet opereret på. Se under Kontakt.
Dagen efter operationen skal du fjerne forbindingen og i stedet dække såret med et almindeligt plaster.
Du skal holde såret rent og tørt. Hvis plasteret bliver vådt eller snavset, skal du skifte det.
Hvis plasteret er gennemsivet ca. 2/3, skal det skiftes.
Når sårene har været tørre i 24 timer, dvs. når det ikke har væsket i et døgn, behøver du ikke at have plaster på. Så længe det væsker fra sårene, skal du anvende plaster.
Forbindingen er vandtæt, når den klæber godt til i kanten. Du må derfor godt tage brusebad. Men husk at skifte plasteret, hvis det bliver vådt.
Du må gerne tage brusebad, når der er gået 24 timer efter operationen, men behold plastret på. Plastret er vandafvisende og kan godt tåle et brusebad.
Benyt først karbad og gå i svømmehal, når sårene er helet og uden sårskorper.
Hvis du har en metalpind i hånd/fod, skal den være fjernet, før du går i karbad eller svømmehal.
Symptomer på betændelse kan være:
Rødme
Hævelse
Varme
Feber
Tiltagende smerte
Videre forløb
Trådene fjernes efter 12-14 dage, hvis ikke andet er aftalt.
Der er som udgangspunkt ikke nogen grund til, at du skal være sygemeldt efter operationen.
I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt, at du sygemelder dig, hvis dit arbejde gør, at du ikke kan eller må udføre dit job på grund af såret.
Tal med lægen om, hvad der gælder for dig.
Arret kan være lidt fast og ømt i de første 6-8 uger efter operationen. Du kan få arret blødere og mindre ømt ved at massere det.
Du kan enten bruge englehud (særligt plaster, der kan købes på apoteket), eller en solcreme med høj faktor (50+).
Du får svar på evt. vævsprøver i løbet af 4 uger efter operationen.
Det er lægen, der har opereret dig, der sender svaret til dig via digital post.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt det afsnit, hvor du er opereret, hvis du har brug for at tale med en læge den dag, du er opereret.
Kontakt
Dagkirurgien Tlf. 78 42 35 44 Telefontid: frem til kl. 18.00
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/695832
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.