I forbindelse med din operation er der blevet indsat en eller flere k-tråde. En k-tråd er en lille metalpind, som holder den brækkede knogle på plads, så den kan vokse sammen i den rigtige stilling.
K-tråden stikker ud (se eksempel på ovenstående foto), så den er nemmere at trække ud, når knoglen er vokset sammen. K-trådene fjernes i Ortopædkirurgisk Klinik.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Her kan du få vejledning i, hvordan du kan få din computer eller mobil til at læse tekst op.
Forbered dig til fjernelsen
Fortæl barnet, hvad der skal ske
Det er en rigtig god idé, at I sammen med jeres barn ser videoen og kigger på billederne i denne vejledning og snakker om, hvad der skal ske.
Da I kender barnet bedst, ved I selv, hvor meget information der er godt for jeres barn.
Nogle børn skal informeres lang tid før, andre børn kun et par dage forinden.
Giv smertestillende 1 time før
Vi anbefaler, at barnet får smertestillende i form af paracetamol 1 time før, I skal møde i klinikken.
Dosering er efter vægt, hvilket står på indlægssedlen i pakken.
Medbring underholdning til barnet
Det er en god idé at medbringe et stykke legetøj, en ipad eller tablet, som jeres barn kan sidde med under fjernelsen af k-tråden.
Lad barnet holde fri efter fjernelsen af k-tråden
Besøget i klinikken vil typisk vare fra 1-1½ time. Vi anbefaler, at barnet holder fri resten af dagen.
Spørg, hvis I er i tvivl
Stemning betyder meget for børn, og jeres barn vil reagere på den stemning og de følelser, I som forældre udstråler.
Hvis I er usikre eller har spørgsmål omkring fjernelse af k-tråd, er I velkomne til at kontakte Ortopædkirurgisk Klinik.
Om fjernelse af k-tråde
Først fjerner sygeplejersken gipsen. Når gipsen er fjernet, er der et plaster eller en forbinding over k-trådene, som også fjernes.
Når plasteret eller forbindingen er fjernet, kan du se k-trådene og sårskorperne omkring.
Sygeplejersken lægger herefter noget lokalbedøvende creme (emla/tryllecreme) omkring k-trådene.
Cremen bedøver huden omkring k-trådene og løsner sårskorperne. For at holde cremen på plads bliver der lagt et plaster over.
Røngtenbilledet tages i Røntgen og Skanning ved Efter røntgenbilledet er taget, kommer du tilbage til Ortopædkirurgisk Klinik.
Hvis der på røntgenbilledet er tegn på heling, fjerner vi k-tråden.
I nogle tilfælde har lægen vurderet, at det ikke er nødvendigt med et røntgenbillede.
Hvis dit barn ikke skal have taget et røntgenbillede
Hvis dit barn ikke har brug for at få taget et røntgenbillede, skal I vente i venteområdet, indtil den bedøvende creme virker.
Lægen bruger en tang (fladtang) til at fjerne tråden. Tangen sættes på k-tråden, og lægen trækker forsigtigt k-tråden ud i en glidende bevægelse. Det tager få sekunder at trække den ud.
Du kan måske mærke det, lige når k-tråden slipper knoglen. Det plejer ikke at være slemt, og det er hurtigt overstået. For mange ser det mere voldsomt ud, end det er.
Fladtang, der griber fat om k-tråden
Du får plaster på, når tråden er fjernet
Efter k-tråden er trukket ud, vil der være et lille hul i huden, som kan bløde en smule. Du får et plaster på, som du kan tage af efter 2-3 dage.
Plaster efter fjernelse af k-tråde
De fleste oplever det som mærkeligt, lige når gipsen og k-tråden er fjernet. Det er helt normalt og skyldes, at du ikke har kunnet bruge armen/benet som normalt, mens du har haft gips på.
Følelsen og slapheden forsvinder i takt med, at du begynder at bruge armen/benet igen.
Hvis du har brug for genoptræning
Nogle kan have brug for genoptræning. Hvis det gælder dig, skal du tale med vores ergo- eller fysioterapeut, før du tager hjem.
Når du kommer hjem
Du må gerne gå i brusebad og vaske armen eller benet, hvor plasteret sidder, men du skal huske at skylle sæben godt af.
Hvis plasteret bliver vådt, skal du sætte et tørt plaster på. Du skal bruge plaster, indtil hullerne er lukkede.
For at undgå, at der går betændelse i de små huller, må du ikke bade i svømmehal, swimmingpool eller i badekar, før hullerne er vokset sammen, og sårskorperne er faldet af.
Symptomer på betændelse kan være:
Rødme
Hævelse
Varme
Feber
Tiltagende smerte
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt
Ortopædkirurgisk Klinik Regionshospitalet Randers Skovlyvej 15 Indgang A - gå til A1
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/708096
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.