En blokade består af en blanding af lokalbedøvelse og binyrebarkhormon (steroid). Formålet er at dæmpe en betændelsestilstand (inflammation) i en bestemt del af kroppen. Det kan f.eks. være en overanstrengt sene, en irriteret slimsæk eller et irriteret led.
Her kan du få vejledning i, hvordan du kan få din computer eller mobil til at læse tekst op.
Om behandlingen
Umiddelbart efter blokaden kan du opleve en bedring på grund af lokalbedøvelsen. Det betyder, at blokaden er lagt det rigtige sted, og at diagnosen er rigtig.
Når bedøvelsen er holdt op med at virke efter 2-8 timer, kan der komme en del smerter på grund af lokal irritation forårsaget af binyrebarkhormonet.
Smerterne kan vare et til to døgn, og det kan være en god ide at tage noget smertestillende, f.eks. pamol og ibuprofen.
Virkningen af blokade begynder typisk først efter en uges tid og sætter langsomt ind.
Det kan vare fra 6-8 uger, før man kan vurdere, hvordan blokaden har virket.
Risici og bivirkninger
Binyrebark er kendt for sine mange bivirkninger, men når man giver det lokalt, er de meget beskedne.
Der er dog bivirkninger til al medicin, også blokade. De væsentligste er:
Lokal irritation, misfarvning og let indtrækning af huden
En del får tendens til blussende varme og rødme i ansigtet et par dage, men det forsvinder af sig selv.
Patienter med diabetes kan opleve, at blodsukkeret stiger, men det er normalt ikke nødvendigt at ændre blodsukkerbehandlingen.
Det anbefales, at du løbende kontrollerer blodsukkeret, og hvis der opstår en større blodsukkerstigning, kan det være nødvendigt at øge blodsukkerbehandlingen. Tal med din læge om det.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du aflaster det område, hvor du har fået blokaden, de næste 3-4 dage. På den måde opnår du den bedste virkning af blokaden.
Hvis det drejer sig om en overbelastning i forbindelse med arbejdet, er det vigtigt at ændre på det ved arbejdet, der overbelaster dig.
Hvis det er idræt, som har udløst overbelastningen, skal du justere på træningsaktiviteten. Det kan være en hjælp med øvelser, som optræner de muskler, der ikke er overbelastede.
Du kan evt. kombinere blokadebehandlingen med en kur med gigtmedicin (tal med din læge om det).
Videre forløb
Man kan som regel give op til 2-3 blokader det samme sted indenfor et år.
Hvis symptomerne bliver ved med at komme igen, er det et spørgsmål om, hvorvidt
diagnosen er korrekt
overbelastningen ikke er tilstrækkeligt reduceret
der er behov for operation
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, efter du er kommet hjem, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt
Ortopædkirurgisk Klinik Regionshospitalet Randers Skovlyvej 15 Indgang A - gå til A1
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/695882
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.