Divertikler og divertikelsygdom
Divertikler er udposninger i væggen af tyktarmen. De sidder hyppigst i venstre del af tyktarmen, men kan hos enkelte patienter også sidde i højre side af tyktarmen. Hos nogle er der divertikler i hele tarmen. Der kan være få divertikler, men oftest er der mange.
Det er vigtigt at understrege, at divertikler ikke er et forstadie til kræft, og at rigtig mange mennesker har divertikler, selvom de ikke har symptomer eller har fået stillet diagnosen.
Divertikler er en almindelig og hyppig tilstand, der følger med alderen.
Divertikler vil hos de fleste blive opdaget ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen.
Omkring 1 ud af 4 oplever symptomer fra deres divertikler. Det kaldes divertikelsygdom.
Symptomerne på divertikelsygdom kan være:
- Ændringer i afføringen
- Maven kan føles oppustet
- Forbigående smerter i maven
- Blødning fra endetarmen
Divertikulitis (betændelse i udposningerne)
Omkring 5 % af personer, der har divertikler, får betændelse i dem. Det kaldes divertikulitis.
Divertikulitis giver ofte følgende symptomer:
- Feber
- Smerter og ømhed i nedre, venstre del af maven
- Ændret afføring
- Påvirket almentilstand
Kronisk divertikelsygdom
Jo flere tilfælde af divertikulitis, du får, jo mere sandsynligt er det, at du får nye tilfælde.
Risikoen er lille, men enkelte personer med divertikelsygdom udvikler kronisk divertikelsygdom, som kan påvirke livskvaliteten betydeligt.
Symptomerne kan være:
- Hyppige anfald med akut divertikulitis
- Vedvarende gener med eksempelvis afføringsforstyrrelser, oppustethed og smerter i maven
- Udvikling af en fistel. En fistel er en åbning fra tarmen til andre organer. Er fistlen til blæren, kan det give blærebetændelse, og man kan opleve at ”tisse luft”
- Udvikling af en forsnævring i tarmen (stenose), der kan medføre stop for at komme af med afføring og mavesmerter
Eftersom du skal opereres for udposninger på tyktarmen, har du formentlig oplevet et eller flere af ovenstående symptomer, men der kan også være andre symptomer eller årsager til, at man skal opereres.
Du kan læse mere om divertikler og divertikulitis her: www.udposninger2.randers.rm.dk
