Symptomerne på svamp er:
- En brændende, kløende og sviende smerte i brystet under og/eller mellem amningerne. Smerterne kan stråle ind i brystet især efter amningen
- I nogle tilfælde kan du se rødme samt skinnende, skællende hud/eller eksemforandringer omkring brystvorterne
- Dårlig sårheling, selv små sår eller revner er unormalt længe om at hele
- Der kan være skedekatar evt. med hvide belægninger eller rødme af huden omkring endetarmen
- Der kan også være meget stærke smerter, men uden at man kan se noget på brystet
Symptomerne hos barnet er typisk:
- Nogle gange er der ingen symptomer på svamp hos barnet
- Barnet har evt. hvide belægninger i munden (trøske)
- Barnet virker som om det har det ubehageligt og sutter evt. uroligt, når det bliver ammet
- Udslæt og/eller rødme i bleregionen
Der sker smitte frem og tilbage mellem mor og barn. For at bryde smitten er det vigtigt, at begge bryster behandles og at både mor og barn behandles.
Hvad kan du selv gøre
- Ved milde symptomer kan brystvorterne vaskes med danskvand før og efter, at du har ammet. Danskvand har et surt pH, som hæmmer svampevæksten.
- Sørg for, at du får ro og aflastning
- Sørg gerne for at brysterne får luft og lys - det kan måske hæmme svampevæksten
- Brug et nyt ammeindlæg efter hver amning, mens du bliver behandlet
- Hvis du bruger en brystpumpe, skal alle dele rengøres og koges dagligt i 10 minutter
- Brug gerne bomuldsbh frem for en bh af kunststof
- Bh, sengetøj og håndklæder vaskes ved mindst 60 grader i behandlingsperioden
- Sørg for omhyggelig håndvask efter toiletbesøg og bleskift
- Vi anbealer, at du er tilbageholdende i forhold til at spise søde sager
- Indtag gerne syrnede mælkeprodukter (f.eks. yoghurt naturel) og/eller mælkesyrebakterier (f.eks. som tabletter). Det kan medvirke til at genoprette den naturlige bakterieflora, hvis du f.eks. er blevet behandlet med antibiotika
Medicinsk behandling af mor
Du smører et tyndt lag nystatin (Mycostatin) på brystvorterne og det brune område omkring brystvorterne efter hver amning (dog højst 8 gange i døgnet) i mindst 14 dage, fortsæt evt. i 14 dage efter at du er symptomfri.
Hvis du ikke får det bedre, selvom du har brugt salven og fulgt de ovenstående råd i længere tid, går man over til behandling med tabletter:
I mildere tilfælde skal du have 50 - 100 mg fluconazol dagligt i en til to uger.
Hvis infektionen er mere udtalt, får du typisk 200 mg fluconazol første dag og herefter 100 mg i 14 dage.
Mor og barn smitter tit hinanden. For at bryde smitten er det vigtigt, at begge bryster behandles, og at både mor og barn behandles.
Hvad kan I selv gøre
- Belægninger i munden fjernes med lidt våd gaze på en finger. Gazen kan f.eks. være fugtet med danskvand
- Hvis barnet bruger sut og/eller supplerende flaske, skal alle dele koges dagligt i 10 minutter. Når svampen er væk, bør I anskaffe jer nye sutter og flaskesutter
Medicinsk behandling af barnet
- Munden pensles med nystatin mikstur 8 gange daglig efter amningen (Miconazol gel kan også anvendes).
- Man bruger en finger, evt. gaze til at påføre medicinen på indersiden af barnets kind, gummer og tunge.
- Behandlingen fortsættes, så længe mor er i behandling, og også selvom barnet måske ikke viser tegn på at være smittet
- Bleregionen smøres med samme salve, som anvendes til brystet 4 gange i døgnet. Lad gerne barnet ligge lidt uden ble for at der kommer luft til bleområdet