Mange børns hud kan blive lidt gullig - også kaldet gulsot - i løbet af de første 2-4 dage efter fødslen.
Det skyldes en helt naturlig reaktion i barnets krop, hvor en større mængde røde blodlegemer skal nedbrydes. Det er leveren, der sørger for, at affaldsstofferne bliver udskilt af kroppen, men fordi barnets lever endnu ikke er helt moden i de første dage efter fødslen, sker der en ophobning i kroppen.
Det er det, man kan se som den gule farve i huden. Gulfarvningen starter som regel i ansigtet og breder sig ned over kroppen.

Hvis der er brug for at få barnet undersøgt, kan vi foretage en måling direkte på barnets hud eller tage en blodprøve fra hælen.
Hold øje med barnets adfærd
Hvis dit barn har gulsot, er det vigtigt, at du er opmærksom på, om dit barn ændrer adfærd.
Kontakt det afsnit, du er udskrevet fra, eller din sundhedsplejerske, hvis barnet:
- bliver sløvt
- skal vækkes til måltiderne
- ikke vil spise
- bliver gul indenfor 1. levedøgn

Du kan være blevet udskrevet fra Familieafsnittet, Fødeafsnittet, Kvindesygdomme og Barsel Sengeafsnit eller Børn og Unge Sengeafsnit for Nyfødte.