Sår og revner
Hvis der er opstået sår og revner på brystvorterne, kan følgende råd måske hjælpe dig:
- Hold en god hygiejne omkring amningerne. Vask og sprit hænder ofte.
- Vask brysterne med vand og neutral sæbe 2 gange dagligt.
- Smør gerne brystvorterne med råmælk/modermælk efter endt amning og lad dem lufttørre. Modermælken har en lindrende og helende effekt. Du kan også købe salve på apoteket med lanolin i, som ligeledes virker lindrende og helende.
- Få tjekket barnets teknik af din sundhedsplejerske eller af os, hvis du er indlagt, så problemet ikke fortsætter længere end højst nødvendigt.
Brystspændinger og brystbetændelse
Det er helt normalt at opleve brystspændinger, når mælken falder til. Hvis du oplever, at det spænder i brystet, kan følgende hjælpe:
Amning
Læg barnet til brystet så ofte som muligt, så barnet kan hjælpe med at tømme brystet. Læg gerne barnet til i forskellige ammestillinger, så barnet får tømt brystet.
Se de forskellige ammestillinger på hjemmesiden Ammeasistenten
Kolde omslag, lymfedrænage og brystgymnastik
Du kan med fordel lave det, vi kalder lymfedrænage, mellem amningerne, hvis du har kraftig brystspænding med smerter og ophobning af væske i vævet omkring mælkekirtlerne (ødem).
Lymfedrænage med kolde omslag
Læg kølige omslag på brystet i form af en opvreden kold vaskeklud i 10-20 minutter. Derefter laver du 10 cirkelbevægelser over kravebenet, 10 cirkelbevægelser i armhulen. Afslut med blide strøg væk fra vorten op mod kravebenet og armhule. Du kan med fordel ligge ned under drænagen, da det letter tilbageløbet af lymfen.
Du kan se billeder af, hvordan du skal lave bevægelserne herunder:
Trin 1: Cirkelbevægelser over kravebenet
Trin 2: Cirkelbevægelser i armhulen
Trin 3: Strøg væk fra brystvorten
Hvis drænagen ikke hjælper
Du kan prøve brystgymnastik for at dræne væsken og dermed fjerne spændingerne, hvis lymfedrænagen ikke virker. Vær opmærksom på, at man ikke anbefaler en dyb massage af brystet, da det kan ødelægge brystvævet.
Se video fra Region Nordjylland om brystgymnastik (rn.dk)
Cottermansgreb
Hvis barnet stadig har svært ved at få fat om vorten, kan du prøve at bruge det, der kaldes enten cottermansgreb eller tulipangrebet.
Ved cottermansgreb ledes væsken væk fra brystvorten med faste tryk på det brune område omkring brystvorten (areola) ind mod brystkassen, se foto ovenfor.
Trykkene skal være af mindst 1 minuts varighed, og du kan gentage trykkene, indtil væsken er flyttet væk fra brystvorten. Når væsken er ledt væk, er brystet blødere, og det er nemmere for barnet at få fat.
Varme og bade
For at få mælken til at løbe oplever nogle kvinder, at det er rart og behageligt at få varme på brystet. Du kan også tage et varmt bad.
Smertestillende og antiinflamatorisk behandling
Du må også gerne tage smertestillende medicin i form af ibumetin 2 gange 200 mg hver 8. time og paracetamol 2 gange 500 mg hver 6. time. Den smertestillende medicin kan især anbefales, hvis du mistænker, at dine brystspændinger er ved at blive til en brystbetændelse, da smertestillende medicin også virker antiinflammatorisk.
Video om brystspændinger
Se vores sygeplejerske Helle fortælle om den fysiologiske brystspænding, som du kan opleve i dagene efter fødslen:

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Benyt forskellige ammestillinger
Du kan forebygge brystbetændelse ved at variere ammestillinger. Barnet tømmer brystet der, hvor dets hage er på brystet. Så brug gerne en stilling, hvor hagen er ud for det ømme område. Når mælken er løbet til. anbefaler man, at du ammer fra ét bryst pr. amning.
Vær opmærksom på barnets sutteteknik
Vær opmærksom på, om dit barn her en korrekt sutteteknik. En dårlig sutteteknik kan give dig sår og revner i brystet, og sår og revner kan være adgangsport for bakterier og derfor medføre større risiko for brystbetændelse.
Du kan læse mere om ammestillinger, sår, revner og korrekt sutteteknik i din digitale forløbsguide/emento-app under ’Generelt om amning’ eller:
Læs om sår, revner, smerter mm. ved amning på hjemmesiden Ammeassistenten
Varme og bade
Du kan med fordel enten tage et brusebad eller bruge varme omslag (en varm klud) inden amningen for at få mælken til at løbe.
Ting, du bør undgå
Undgå enhver ting, der kan forhindre, at mælken løber til, f.eks. stramt tøj eller hård massage af brystet.
Smertestillende og antiinflamatorisk behandling
Du må også gerne tage smertestillende medicin i form af ibumetin 2 gange 200 mg hver 8. time og paracetamol 2 gange 500 mg hver 6. time. Den smertestillende medicin kan især anbefales, hvis du mistænker, at dine brystspændinger er ved at blive til en brystbetændelse, da smertestillende medicin også virker antiinflammatorisk.
Symptomer på brystbetændelse
De klassiske symptomer på brystbetændelse er
- Kulderystelser
- Udmattethed
- Hovedpine
- Influenzasymptomer
- Feber over 38,5.
Herudover kan du opleve symptomer som
- Rødme
- Smerter og ømhed i brystet, i starten ofte som knuder, men ellers generelt i brystvævet.
Man får ofte kun brystbetændelse i det ene bryst, men man kan opleve at få det i begge.
Kontakt din praktiserende læge eller vagtlægen, hvis du oplever de nævnte symptomer.
Behandlingens forskellige dele
Behandlingen af brystbetændelse består af flere dele:
1. Amningen fortsættes
Hvis du ikke ammer, skal du malke ud med hånden eller bruge en brystpumpe.
Hvis du ammer, skal du være særligt opmærksom på:
- Det er ikke et mål, at brystet skal tømmes helt.
- Nogle oplever, at mælken løber bedre ved varme omslag umiddelbart, inden barnet lægges til.
- Vær opmærksom på sutteteknikken og skift ammestillinger. Brug gerne den tilbagelænede ammestilling (se link nedenfor), da det er påvist, at den kan reducere risikoen for inflammation og infektion i brystet
- Minimer brug af brystpumpe, hvis du ammer
- Mærk efter knuder og forsøg gerne at tømme brystet det sted, hvor knuden er, så barnet har hagen ud for det ømme område
- Brug cottermansgreb, hvis brystet er meget hævet, og barnet har svært ved at få fat (se foto og læs mere under Brystspændinger - når mælken løber til)
- Lav gerne lymfedrænage og brystgymnastik, men undgå dyb massage af brystet (læs og find link i afsnittet under Brystspændinger - når mælken løber til)
- Undgå suttebrik og begræns brugen af sut
- Brug gerne en god ammebh, men undgå stramt tøj
Se den tilbagelænede ammestilling på hjemmesiden Ammeassistenten
2. Smertestillende og antiinflammatorisk behandling
I denne del af behandlingen skal du:
- Tage paracetamol 2 gange 500 mg hver 6. time og ibuprofen 2 gange 200 mg hver 8. time for at reducere smerter og for at opnå en antiinflammatorisk reaktion
- Bruge kølige omslag (våd kold klud) efter amningerne, gerne i 10-20 minutter, da det reducerer hævelsen i brystvævet.
3. Antibiotika
Du skal muligvis tage antibiotika. Det vil dog kun være tilfældet, hvis du har en bakteriel brystbetændelse.
4. Støtte og opbakning
Mange oplever, at det kan være hårdt at have et lille barn og håndtere en brystbetændelse samtidig. Det er derfor vigtigt, at du får så meget hjælp og støtte som muligt. Inddrag gerne din partner eller familie, der kan støtte dig og sørge for, at du får tilstrækkelig hvile, mad og væske.
Svampeinfektion hos mor og barn
Svampe findes naturligt i kroppen og på huden, i naturlig balance med mikroorganismer (bakterier).
Balancen mellem svampe og bakterier er en vigtig del af kroppen forsvar mod infektioner mv..
I visse situationer kan kroppen ikke holde svampen i skak, eks. i forbindelse med sygdom eller psykisk pres. Typiske situationer kan være efter en fødsel og især under eller lige efter en antibiotikabehandling.
I de situationer er kroppens naturlige forsvar svækket, og symptomerne på en svampeinfektion kan begynde at vise sig.
Symptomerne på svamp er:
- En brændende, kløende og sviende smerte i brystet under og/eller mellem amningerne. Smerterne kan stråle ind i brystet især efter amningen
- I nogle tilfælde kan du se rødme samt skinnende, skællende hud/eller eksemforandringer omkring brystvorterne
- Dårlig sårheling, selv små sår eller revner er unormalt længe om at hele
- Der kan være skedekatar evt. med hvide belægninger eller rødme af huden omkring endetarmen
- Der kan også være meget stærke smerter, men uden at man kan se noget på brystet
Der sker smitte frem og tilbage mellem mor og barn. For at bryde smitten er det vigtigt, at begge bryster behandles og at både mor og barn behandles.
Hvad kan du selv gøre
- Ved milde symptomer kan brystvorterne vaskes med danskvand før og efter, at du har ammet. Danskvand har et surt pH, som hæmmer svampevæksten.
- Sørg for, at du får ro og aflastning
- Sørg gerne for at brysterne får luft og lys - det kan måske hæmme svampevæksten
- Brug et nyt ammeindlæg efter hver amning, mens du bliver behandlet
- Hvis du bruger en brystpumpe, skal alle dele rengøres og koges dagligt i 10 minutter
- Brug gerne bomuldsbh frem for en bh af kunststof
- Bh, sengetøj og håndklæder vaskes ved mindst 60 grader i behandlingsperioden
- Sørg for omhyggelig håndvask efter toiletbesøg og bleskift
- Vi anbealer, at du er tilbageholdende i forhold til at spise søde sager
- Indtag gerne syrnede mælkeprodukter (f.eks. yoghurt naturel) og/eller mælkesyrebakterier (f.eks. som tabletter). Det kan medvirke til at genoprette den naturlige bakterieflora, hvis du f.eks. er blevet behandlet med antibiotika
Medicinsk behandling af mor
Du smører et tyndt lag nystatin (Mycostatin) på brystvorterne og det brune område omkring brystvorterne efter hver amning (dog højst 8 gange i døgnet) i mindst 14 dage, fortsæt evt. i 14 dage efter at du er symptomfri.
Hvis du ikke får det bedre, selvom du har brugt salven og fulgt de ovenstående råd i længere tid, går man over til behandling med tabletter:
I mildere tilfælde skal du have 50 - 100 mg fluconazol dagligt i 1-2 uger.
Hvis infektionen er mere udtalt, får du typisk 200 mg fluconazol første dag og herefter 100 mg i 14 dage.
Mor og barn smitter tit hinanden. For at bryde smitten er det vigtigt, at begge bryster behandles, og at både mor og barn behandles.
Hvad kan I selv gøre
- Belægninger i munden fjernes med lidt våd gaze på en finger. Gazen kan f.eks. være fugtet med danskvand
- Hvis barnet bruger sut og/eller supplerende flaske, skal alle dele koges dagligt i 10 minutter. Når svampen er væk, bør I anskaffe jer nye sutter og flaskesutter
Medicinsk behandling af barnet
- Munden pensles med nystatin mikstur 8 gange daglig efter amningen (Miconazol gel kan også anvendes).
- Man bruger en finger, evt. gaze til at påføre medicinen på indersiden af barnets kind, gummer og tunge.
- Behandlingen fortsættes, så længe mor er i behandling, og også selvom barnet måske ikke viser tegn på at være smittet
- Bleregionen smøres med samme salve, som anvendes til brystet 4 gange i døgnet. Lad gerne barnet ligge lidt uden ble for at der kommer luft til bleområdet
Hjælp til selvhjælp
Det er en god idé at håndudmalke, hvis:
- Barnet ikke kan få fat om brystet, fx hvis brystet er meget spændt
- Du er adskilt fra dit barn
- Barnet ikke viser interesse for brystet
- Barnet er for svagt til at sutte
- Brystvorterne er så ømme eller sårede, at det gør for ondt at lægge barnet til
- Du bruger suttebrik
- Du vil stimulere mælkeproduktionen
Sådan gør du
- Varm gerne brystet op først med en varmepude eller en lun stofble.
- Sæt dig, så du sidder behageligt og læn dig gerne lidt fremover.
- Massér blidt hele brystet med cirkulære bevægelser i 1-2 min.
- Med flad hånd stryges henover brystet med retning mod brystvorten. Brystet stryges hele vejen rundt.
- Start derefter håndudmalkningen som vist i videoen. Brug gerne 10 min. på hvert bryst.
Måske kræver det nogle forsøg, før det lykkes at malke noget ud. Hav tålmodighed! Hvis det lykkes at malke lidt ud, kan det opsamles på en teske eller i et lille bæger, og barnet kan evt. tilbydes mælken med det samme.
Se sygeplejerske Pia fortælle om og vise, hvordan du håndudmalker:

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hør sygeplejerske Helle fortælle om, hvad en suttebrik er og kan hjælpe med, hvis der er ammeproblemer:

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå direkte til
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.