
De frivillige fra Hjerteforeningen var på et første besøg i sidste uge, for at blive budt velkommen af oversygeplejerske Louise Østergaard. Foto: Helle Brandstrup Larsen.
Kommer jeg stadig til at kunne passe mine børnebørn og hvad med trapperne op til lejligheden?
Spørgsmålene og bekymringerne kan være mange, når man har fået en diagnose som hjertepatient og lægerne kan måske ikke svare på det hele. Derfor er seks frivillige fra Hjerteforeningen nu tilknyttet Medicinsk Sengeafsnit på Regionshospitalet Randers, hvor hjertepatienterne er indlagt. Dem kan patienterne stille den slags spørgsmål til.
- For mange patienter er det et kæmpe chok pludselig at blive hjertesyg, og hurtigt melder der sig en række spørgsmål om livet som hjertepatient. Vi sundhedsprofessionelle kan svare på alt med behandling og medicin, men vi kan komme til kort, når det handler om bekymring for hverdagen med en hjertesygdom. Derfor tror jeg bestemt, at de frivillige bliver guld værd som støtte til patienterne, siger oversygeplejerske Louise Østergaard.
Med viden fra en ligesindet kan patienterne få indblik i, at man sagtens kan leve et godt og aktivt liv til trods for sygdommen.
Personalet giver patienterne en brochure om tilbuddet. Ønsker de besøg af en frivillig, kommer de på en liste, som de frivillige får, når de er i afdelingen om torsdagen.
De frivillige er ikke fageksperter men eksperter i egen sygdom
De seks frivillige kommer ikke til at besvare faglige spørgsmål. Til gengæld kan de lytte og tale med patienterne om livet med en hjertesygdom med baggrund i deres egne oplevelser. De ved bedre end nogen anden, hvad det vil sige at være hjertepatient, og tager gerne snakken om de bekymringer og måske angst, der kan fylde.
Pia Jakobsen blev hjertesyg og indlagt her på hospitalet for tre år siden. Nu vil hun gerne give noget tilbage, og begynder derfor som frivillig hos os nu.
- Jeg har valgt at bliver frivillig, fordi jeg selv godt kunne have brugt en at tale med, da jeg blev hjertepatient. Da jeg blev udskrevet, tænkte jeg – hvad skete der lige der – og blev bange. Jeg ville gerne have haft en at vende mine tanker med, så nu vil jeg gerne være den person, som jeg selv manglede, Jeg glæder mig helt vildt til kontakten med patienterne, for jeg tror, at det giver noget godt til både dem og mig selv, siger Pia Jakobsen.

Pia Jakobsen glæder sig til at begynde som frivillig og til snakkene med hjertepatienterne. Foto: Helle Brandstrup Larsen.
Nogle patienter føler, at de bebyrder deres pårørende ved at tale meget om deres bekymringer. Med de frivillige på sidelinjen kan de dele deres bekymringer med dem, og samtalen kan blive naturlig, fordi de frivillige kan sætte sig i patientens sted.
Ordningen med de frivillige er kommet i stand via Hjerteforeningen. Har man brug for støtte fra en frivillige efter man igen er blevet udskrevet fra hospitalet, kan man kontakte Hjerteforeningen. De tilbyder desuden mange forskellige tilbud om støtte. Se mere på deres hjemmeside.