Sundheds- og hospitalsdirektør Henrik Larsen og HR-medarbejder Helle Dahl (til højre) tager imod CSR-certifikatet fra Randers Kommune. Foto: Helle Brandstrup Larsen
CSR står for Corporate Social Responsibility, og i år er Regionshospitalet Randers for fjerde gang tildelt certifikatet.
- CSR-certifikatet er en anerkendelse af virksomheder, der tager et aktivt medansvar for et arbejdsmarked med plads til flere. Virksomhederne gør en vigtig forskel ved at skabe muligheder for mennesker, som har brug for en ekstra hånd ind på arbejdsmarkedet eller støtte til at fastholde deres tilknytning til arbejdslivet, siger Henrik Hove, formand for Erhvervs- og Planudvalget i en pressemeddelelse.
Certifikatet, som blev overrakt på hospitalet ved en lille ceremoni i sidste uge, kommer til at hænge ved indgang A, sammen med de tre CSR-certifikater, hospitalet tidligere har modtaget i henholdsvis 2018, 2022 og 2025.
- Vi er meget stolte over, at vi igen i år modtager Randers Kommunes CSR-certifikat. Det er nu fjerde gang, vi kan tage imod beviset på, at vi her på hospitalet tager et socialt ansvar og er med til at gøre en forskel for en gruppe borgere, som ikke har haft et arbejde i længere tid, og som får en chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet her hos os, siger sundheds- og hospitalsdirektør Henrik Larsen.
Hospitalets CSR-indsats vokser støt og roligt år for år
Region Midtjylland har en målsætning om, at de arbejdspladser, som har et HMU, skal ansætte to personer på særlige vilkår. Regionshospitalet Randers er lige nu ved at ansætte endnu en person i en CSR-stilling, så vi i alt kommer op på 11 personer.
- Det er en win-win situation, at det har kunnet lade sig gøre at ansætte så mange på særlige vilkår. Vores erfaring er, at det er gode, stabile og engagerende medarbejdere, og de giver udtryk for, at de er glade for at være kommet i arbejde igen, siger HR-medarbejder Helle Dahl, som sammen med den ansættende afdeling står for ansættelserne.
Ud over CSR-stillingerne har vi også et ret stort antal ansatte på flexordninger. Det kan være medarbejdere, som typisk har været ansat på normale vilkår, men som af den ene eller anden årsag ikke længere er i stand til at have en fuldtidsstilling. Det er vigtigt for hospitalet at skabe plads til fleksjobbere.
Medarbejdere i CSR-stillingerne og fleksjobstillinger arbejder typisk ikke på fuld tid, men under 18 timer om ugen.
Sådan udvælges SCR-virksomhederne
Randers Kommune udvælger de 20 CSR-virksomheder ud fra tre politiske bestemte kriterier:
- Virksomheden rekrutterer, igangsætter udviklingsforløb og praktiserer fastholdelse af medarbejdere i samarbejde med Randers Kommunes arbejdsmarkedsforvaltning (jobcenter).
- Virksomheden tilbyder CSR- eller fleksjobansættelse.
- Virksomheden engagerer sig i opkvalificering og uddannelsesmuligheder til både unge og voksne.
Med i Randers Kommunes kvalifikationsgrundlag lyder det desuden at:
Som CSR-arbejdsplads er I med til at understøtte formålet om et øget arbejdskraftudbud, lavere sygefravær, bedre trivsel på arbejdspladsen og flere jobtyper, der kan varetages af flere. Undersøgelser viser, at virksomheder med en socialt ansvarlig profil har lettere ved at rekruttere nye medarbejdere og tiltrække nye kunder. CSR-arbejdspladser mindsker personaleudskiftning og sikrer bedre fastholdelse af de nuværende medarbejdere.