Byggepladsen er etableret og arbejdet godt i gang. 

Byggehegnet er sat op, og der er fuld gang i forskellige aktiviteter på byggepladsen, hvor vi opfører det moderne hospitalsbyggeri - Vita.  

Et af de næste store skridt bliver at udføre fem minde prøver med spuns, som vil blive vibreret ned i jorden. Spuns er de jernplader, som skal sikre, at jorden i byggeområdet ikke skrider, og ofte bliver de hamret ned i jorden.  

- Mange har nok hørt lyden af en stor hammer, der banker spunsvægge ned på andre byggepladser. Vi håber, at vi kan vibrere pladerne i jorden i stedet, da det er en mere skånsom metode i forhold til hospitalets drift.  Det er det, vi nu vil teste med prøver på fem udvalgte steder på byggepladsen, siger Karina Rodbjerg Jacobsen, projektchef på byggeriet.  

Prøverne skal således afklare om jordforholdene er egnede til metoden med vibration, når den egentlige spuns skal i jorden. Det bliver sidst på året og løber forventeligt lidt ind i 2027. 

Fem prøvespuns

De fem prøver tager cirka én times tid hver og kommer til at foregå fra mandag den 17. august til og med onsdag den 19. august.  

- Vi kommer ikke udenom, at der skal spuns i jorden for at holde på jord og vand i byggefeltet, og at det nok kan høres uden for hospitalet. Det håber vi, at alle har forståelse for. Vi håber, at prøverne viser, at vi kan gå med vibrerings-metoden, når den ”rigtige” spunsning går i gang. Den foregår i en forholdsvis kort periode hen over efterår og vinter, siger Karina Rodbjerg Jacobsen.

Læs mere om Vita-byggeriet. 

Her kan du også abonnere, så du får en mail, når vi lægger noget nyt på siden.