Indgang C lukker
Fra den 1. juni 2026 og flere år frem vil indgang C være lukket, fordi der bliver etableret en stor byggeplads til det kommende Vita-byggeri foran indgangen.
Indgang C er en central indgang for hospitalet, men der er lavet en nøje plan for, hvordan vi hjælper alle videre og ind ad indgang A og frem til deres destination på hospitalet.
Indgang A
Brug indgang A og ikke C uanset indkaldelsesbrev
Der vil være skiltning på hospitalet, som guider alle frem til der, hvor de skal møde. Som patient skal du være opmærksom på, at hvis du allerede er indkaldt, kan der i dit indkaldelsesbrev stå, at du skal benytte indgang C.
Den rigtige indgang efter den 1. juni er indgang A. Det kan du også se i appen ”Mine aftaler” eller på booking.rm.dk.
Hvis du er indkaldt til at benytte indgang B, skal du fortsat bruge indgang B.
Parkering og transporthjælp
Kommer du i bil, kan du med fordel parkere i parkeringshuset på Kirketerpsvej, når du skal benytte indgang A. Som patient eller pårørende kan du finde plads her i ”stueplan”. Bemærk, at det er betalingsparkering.
Er du gangbesværet, er der mulighed for, at
- Du kan blive sat af ved indgang A, hvor der er fire p-pladser, som kan bruges til formålet. Her kan kun parkeres kortvarigt.
- Du kan låne en grøn kørestol i parkeringshuset til at blive kørt til indgang A i den. Der er cirka 200 meter mellem indgang A og parkeringshuset.
Har du brug for hjælp til at blive transporteret i kørestol fra indgang A og op på den afdeling, du har en aftale på, kan du henvende dig i informationen ved indgang A. De kan hjælpe med at tilkalde en servicemedarbejder, der kan køre dig til afdelingen. Ved indgang A er der etableret et venterum i lokalet ved siden af kiosken, hvor du kan vente, indtil du bliver hentet.
På samme måde kan den afdeling, du har en aftale hos, tilkalde en sevicemedarbejder, der kan køre dig retur til indgang A, når du skal hjem igen.
Tag afsted i god tid
Du skal være forberedt på, at det kan tage længere tid at nå frem til den afdeling, du har en aftale hos. Derfor anbefales det, at du sætter ekstra tid af, så du ikke kommer for sent til din aftale.