
Oversygeplejerske Lise Elsberg har fokus på bæredygtighed her med plakaten, hvor man kan tilføje gode forslag. Foto Helle Brandstrup Larsen.
I Dagkirurgien kommer der ofte forslag til, hvordan vi kan tænke og arbejde mere bæredygtigt. Nogle af initiativerne viser sig at have mindre klimamæssig effekt, mens andre faktisk kan rykke en del i det store billede.
- Vi er optaget af aktivt at dele gode idéer med hinanden. Når et initiativ fungerer hos os, giver vi det videre til kolleger, både her i Randers og på tværs af hospitalerne i regionen. Og vi udveksler jævnligt gode idéer med vores regionale kolleger, siger oversygeplejerske i Dagkirurgien Lise Elsberg.
Et eksempel, som flere i kirurgien i regionen bruger, er at give patienter, der skal opereres, en kvalmestillende tablet. Hidtil har de fået et præparat givet ved indsprøjtning. Nu sparer man både plastikkanyler og plastiksprøjter og desuden spares sygeplejerskernes tid og ressourcer.
Når patienterne skal opereres i Dagkirurgien, skal de af med briller, telefon og ur, som vi tidligere har opbevaret i en såkaldt nyrebakke, som er et engangsprodukt af pap. Nu har vi udfaset den grå nyrebakke, og i stedet for bruger vi et stykke ren emballage, vi har modtaget varer i, som alligevel bare skal smides ud. På den måde får nogle produkter flere funktioner og vi mindsker engangsforbrug. Det samme gør vi ved større operationer, hvor patienten skal have opbevaret sit tøj.
- Jeg oplever, at vi alle er meget opmærksomme på bæredygtighed, og at vi er gode til at handle på idéer for at afprøve, om de i praksis er bæredygtige og fungerer, siger Lise Elsberg.
Initiativrigdommen tilskyndes yderligere i forbindelse med Country Overshoot Day den 20. marts, af vores bæredygtighedskonsulent Tine Rolapp, som deler plakater ud med opfordring til at vi får delt vores tanker om og idéer til, hvad der kan gøres anderledes.
|
Engangs "nyrebakke" af pap |
Kanyle og sprøjte er nu skiftet ud med tabletter |
God grund til at arbejde videre med bæredygtighed
Det er ikke uden grund, at vi arbejder med bæredygtighed på hospitalet, da det sker på et dystert bagtæppe. I oversigten over Country Overshoot Day, ses det tydeligt, hvornår verdens lande har brugt deres andel af jordens ressourcer. Danmark rammer dagen allerede nu, så der er hårdt brug for, at vi sparer yderligere på ressourcerne.
- Her på hospitalet er bæredygtighed ikke kun noget, der står i vores strategi, men noget, vi aktivt arbejder med. Vi undersøger kontinuerligt, hvordan vi kan mindske vores forbrug af ressourcer, lige fra at undvære et forbrug helt, til at skifte fra engangs- til flergangsudstyr, og nedbringe mængden af vores affald. Og vi er på rette vej, og altid uden at gå på kompromis med patientsikkerhed, siger sundheds- og hospitalsdirektør Henrik Larsen.
Netop reduktion af affald ses tydeligt i vores opgørelser. I 2022 havde vi i alt 690 ton affald – heraf 412 ton restaffald, som ikke genanvendes. I 2025 var de tal faldet til 605 ton affald og 303 ton restaffald.
- Det går helt sikkert den rigtige vej, og hele huset trækker os i den rigtige retning. Alle afdelinger har udvalgt bæredygtighedsambassadører, som har særligt fokus på bæredygtighed. De understøtter omstillingen i egen afdeling, fortæller bæredygtighedskonsulent Tine Rolapp.
Flere fakta
Engangsnyrebakker og at mindske forbruget af kanyler og sprøjter er kun to eksempler på bæredygtighedstiltag. Vi kan også nævne:
- I udgangspunktet undlade at give patienter hue på til operationer, når de skal opereres: Det kan sænke vores forbrug af operationshuer med lidt færre end 20.000 huer, i Randers, svarende til 1,2 ton CO2e eller 68 kg. affald.
- Undlade brug af lejepapir – det tynde blå papir, der rulles ud på briksen, inden patienten lægger sig til undersøgelse. Briksen skal altid rengøres med eller uden papir: I 2025 sparede vi dermed klimaet for 8,8 ton CO2e eller 3.847 kg. affald.
- Skift fra engangs- til flergangsinstrumenter af metal: Kan potentielt spare 5 ton CO2e eller 500 kg. affald.
- Kraftig reduktion af engangskrus (endnu ikke helt i mål med udfasning): Kan spare 3319 kg. affald.
Vi fortsætter naturligvis indsatsen – skridt for skridt – for vi er ikke i mål endnu.

