Kør i god tid

Hans Majestæt Kong Frederik kommer til Randers 2. pinsedag og løber Royal Run
Hans Majestæt Kong Frederik kommer til Randers 2. pinsedag og løber Royal Run. Foto: Matthew James Harrison, Royal Run

Der bliver kongeligt besøg og gang i gaderne i Randers i forbindelse med årets Royal Run 2. pinsedag. Men med den festlige begivenhed følger også en række vejafspærringer, lukning af Randers Bro og ændrede adgangsforhold, hvis man skal på hospitalet. Sørg derfor at køre i god tid.

Hvor og hvornår spærres der af?

Randers Bro vil være spærret i tidsrummet 7-21. Det betyder, at man, hvis man kommer sydfra på E45, bliver dirigeret nord om Randers via en skiltet omkørselsrute. Man skal altså ikke køre fra ved Randers S, men i stedet ved Randers C (afkørsel 40).

Nørre Boulevard, Hadsundvej og Dronningborg Boulevard afspærres forventeligt i tidsrummet 12.00-18.00, og i denne periode vil passage til hospitalet kun være mulig gennem afspærringerne på Hadsundvej og Dronningborg Boulevard.

 

Afspærringer Royal Run.png
Tryk på kortet for at se det i større format

Hvordan kommer jeg igennem afspærringerne?

Der står vagter ved afspærringerne på Hadsundvej og Dronningborg Boulevard. Man skal blot gøre vagterne opmærksomme på, at man skal til/fra hospitalet. De er instrueret i at sørge for, at alle der har/har haft et ærinde på hospitalet får lov at passere.

Der kan være lidt ventetid, hvis man skal ud ad Hadsundvej i, men man kan som udgangspunkt køre frit ud ad Dronningborg Boulevard og Østervangsvej. Nørre Boulevard vil være helt spærret.

Kan jeg komme med offentlig transport?

Det vil på dagen være muligt at tage by-, lokal- og regionalbusser. Der er sat ekstra afgange ind i anledningen af Royal Run. Vær opmærksom på, at busserne kører på helligdagsplaner (med flere afgange end normalt), og at der er omkørsler på alle busruter, da busserne ikke kører over Randers Bro og til busterminalen.

De busser, der går til hospitalet, holder ved Udbyhøjvej ved “Politi-Rundkørslen” Dragonvej/Østervangsvej/Rosenørnsgade. Her kan man tage 2A (Øst) og 237 og 238. Forbindelse til de øvrige busruter kan opnås ved at gå til en af de andre satellit-busterminaler, der bliver oprettet på dagen.

  • Krydset Grenåvej/Århusvej ved Tronholmparken. Her kan du tage rute 1A (Syd for Gudenåen), 3 (Syd for Gudenåen), 118, 211, 212, 217 og 223.
  • Vestervold/Vestergade. Her kan du tage 1A (Nord for Gudenåen), 2A (Vest), 3 (Nord for Gudenåen).
  • Randers Station. Her kan du tage rute 62, 73, 231 og 235.

Flextur kan være et alternativ til buskørslen, fordi busterminalen er lukket på dagen og omstigning mellem busserne ikke er mulig, medmindre man går mellem satellitterne.

Der er et Flextur-knudepunkt ved indgang A ved hospitalet, som sikrer, at alle borgere kan køre til lav takst med Flextur fra egen hoveddør. Se hvordan man bestiller Flextur.

Hvor kan jeg få mere information?

Du kan læse meget om Royal Run på Randers' Kommunes hjemmeside.