96 timer efter indlæggelse
Fra 1. januar har vi her på Regionshospitalet Randers – sammen med regionens øvrige hospitaler – et udvidet behandlingsansvar i dagene efter udskrivelse.
Det gælder for somatiske og psykiatriske patienter, der har været indlagt i mere end 24 timer og er færdigbehandlede på hospitalet.
Det betyder, at hospitalet i de første 96 timer efter udskrivelse er til rådighed med faglig rådgivning til sundhedsprofessionelle i kommunerne, almen praksis og lægevagten, hvis der opstår spørgsmål i forlængelse af indlæggelsen.
Den afdeling, der har udskrevet patienten, er i perioden tilgængelig for henvendelser om patientens videre forløb. For patienter ændrer ordningen ikke, hvem man kontakter efter udskrivelse.
Tryg overgang fra hospital til kommune
Formålet med ordningen er at skabe en mere tryg og sammenhængende overgang fra hospitalsindlæggelse til det videre forløb i kommunen – særligt for ældre og sårbare patienter.
Ordningen skal styrke samarbejdet mellem hospital, kommune og praktiserende læger og være med til at forebygge unødige genindlæggelser.
Det udvidede behandlingsansvar gælder for patienter, der udskrives til kommunal sygepleje – både i eget hjem, på plejehjem, på midlertidige pladser og på socialpsykiatriske botilbud.