En folkesygdom

Ortopædkirurgisk cheflæge, Michael Tjørnild, speciallæge i Medicinsk Afdeling, Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme, Lise Sofie Bislev og cheflæge i Røntgen og Skanning, Thomas Bjerre, står samlet ved DEXA-skanneren.
Fra venstre: Ortopædkirurgisk cheflæge, Michael Tjørnild, speciallæge i Medicinsk Afdeling, Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme, Lise Sofie Bislev og cheflæge i Røntgen og Skanning, Thomas Bjerre, samlet ved DEXA-skanneren. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Helt op mod hver 3. kvinde og hver 6. mand over 50 år rammes af knogleskørhed. Det er derfor ikke uden grund, at knogleskørhed bliver betegnet som en folkesygdom.

- Knogleskørhed betyder, at knoglerne afkalkes, og man nemmere brækker knoglerne. Man kan ikke mærke, at man har sygdommen, før der opstår et brud. Det er vigtigt, at vi opdager sygdommen så tidligt som muligt, så vi kan medvirke til at reducere antallet af fremtidige brud, fortæller speciallæge i Medicinsk Afdeling, Lise Sofie Bislev, og uddyber:

- Mange danskere går rundt med uerkendt knogleskørhed og ved derfor ikke, at de er i øget risiko for at få brud. Det vil vi gerne ændre på, og vi har i dag rigtig gode behandlingsmuligheder.

Tværfagligt tilbud

På Regionshospitalet Randers findes der nu et tværfagligt tilbud kaldet FLS, Frakturer Liaison Service, der er en systematisk opsporing af knogleskørhed hos patienter, der har haft et knoglebrud. Det sker i samarbejde mellem Skadestuen, Røntgen og Skanning og Medicinsk Afdeling - Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme.

Det er nærmere bestemt patienter over 50 år, der har pådraget sig et såkaldt ”lavenergibrud” i form af brud i ryg, hofte, bækken, under- eller overarm, som får tilbud om at blive undersøgt for knogleskørhed. Patienter over 65 år med hoftenære frakturer indgår dog i et andet tilbud, hvor de bliver behandlet under indlæggelse.

- Når skadestuen tager imod patienter over 50 år med lavenergibrud, bliver disse patienter tilbudt en skanning i Røntgen og Skanning. Viser det sig, at patienten har knogleskørhed, laver vi en behandlingsplan og henviser enten til egen læge eller tilbyder behandling i samarbejde med Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme, forklarer speciallæge Lise Sofie Bislev.

I 2024 blev der på hospitalet i Randers behandlet knap 1600 af ovenstående brud hos patienter over 50 år.