Moderne men med klassiske dyder
Det bliver Per Kjær, der sammen med sine kone Dorte fremover skal til at drive kiosken på hospitalet.
Per Kjær er indehaver af en grossistvirksomhed, der til dagligt leverer til kiosker og butikskæder. Og nu griber han så muligheden for selv at stå for driften i samarbejde med Dorte. Sammen vil de gøre deres bedste for at få kiosken godt i gang.
- Jeg vil gerne skabe en moderne kiosk, der bygger på de traditionelle kiosk-dyder, der for mig handler om at have et godt produktudvalg og god service, fortæller han.
- Kiosken skal være et pusterum for patienter og pårørende, hvor de mødes af personlig betjening og tid til en snak, fortsætter han.
Forventningen er, at kiosken bl.a. kommer til at have et bredt udvalg af drikkevarer, snacks, bland-selv-slik, fastfood, magasiner og den mest nødvendige personlige pleje.
Åbningsdagen er endnu ikke fastlagt, men den nye forpagter arbejder på at blive klar, så hurtigt som det kan lade sig gøre.
- Lige så snart vi er klar til at åbne, så gør vi det, siger han.