Fortsat høj patienttilfredshed på Regionshospitalet Randers
Patienter og fødende, der er indlagt eller har en aftale på Regionshospitalet Randers, er generelt tilfredse med den behandling, de får på hospitalet.
Et vigtigt redskab
Særligt hos patienter, der bliver undersøgt i Røntgen og Skanning, er tilfredsheden høj.
Det viser den seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som er offentliggjort 13. marts. Undersøgelsen er blevet til med svar fra 11.913 patienter og 491 fødende, der alle har været i kontakt med hospitalet enten planlagt eller akut i løbet af 2024.
Resultaterne glæder Purnima Erichsen (K), der er formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland.
- LUP er et vigtigt redskab i vores arbejde med at udvikle sundhedsvæsenet i Region Midtjylland. Patienternes tilbagemeldinger giver os et stærkt grundlag for at fastholde det, der fungerer, og samtidig arbejde målrettet med de områder, hvor der er plads til forbedring. Den høje patienttilfredshed er først og fremmest en anerkendelse af medarbejdernes store indsats og engagement, siger Purnima Erichsen.
Høj tilfredshed i Røntgen og Skanning
Som noget nyt er tilfredsheden blandt patienter, der undersøges i Røntgen og Skanning, også blevet målt. Patienterne er generelt meget tilfredse med deres besøg i afdelingen. I seks ud af ni spørgsmål er de adspurgte patienter mere tilfredse end landsgennemsnittet.
Det drejer sig f.eks. om patienternes tryghed under undersøgelsen, længden af ventetid fra mødetidspunkt til undersøgelse, og om at personalet opleves som venligt og imødekommende. I de resterende tre spørgsmål er tilfredsheden på linje med landsgennemsnittet.
- Rigtigt mange patienter kommer på et eller andet tidspunkt i deres forløb i kontakt med Røntgen og Skanning, derfor er vi også meget glade for, at tilfredsheden er så høj. Det er en stor cadeau til personalet i Røntgen og Skanning, siger Henrik Larsen, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.
Et vigtigt indblik i hvor vi kan forbedre os
Blandt både indlagte og ambulante patienter er tilfredsheden størst i forhold til deres behandling og i mødet med personalet, som opleves som venligt og imødekommende. Generelt er patienternes tilfredshed på linje med landsgennemsnittet i 31 spørgsmål. I et spørgsmål er tilfredsheden over gennemsnittet, og i fire er den under landsgennemsnittet.
Undersøgelsen viser særligt forbedringspotentialer i dialogen og inddragelsen af patienterne omkring deres tilstand og behandling og i forhold til tilstrækkelig information af patienterne.
- Det er dejligt at se, at patienterne generelt er glade for den indsats kompetente medarbejdere yder hver dag. Derudover vil jeg gerne sige stor tak til alle dem, der har taget sig tid til at besvare undersøgelsen. LUP giver os et meget værdifuldt indblik i, hvor vi gør det godt, og hvor vi har nogle områder, vi skal arbejde med i vores fremtidige kvalitetsarbejde, siger Henrik Larsen.