Undgå udeblivelser og aflysninger

Et hold bestående af 4 medarbejdere står klar på stuen  til at foretage en kikkertundersøgelse, men patienten mangler.
Hvis en patient udebliver fra en aftale, risikerer hospitalet at stå med en tom stue som her i Kikkertundersøgelser, hvor et helt hold står klar. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Flere afsnit på hospitalet er i gang med at afvikle ekstra aktivitet for at nedbringe ventelisterne.

Desværre oplever personalet, at en del patienter enten ikke dukker op til deres aftale på hospitalet, eller melder afbud så tæt på aftaletidspunktet, at tiden ikke kan tilbydes en anden patient.

- Det er jo ærgerligt både for de patienter, som venter på en undersøgelse, og for personalet, som kunne have behandlet en anden patient, siger oversygeplejerske i Kikkertundersøgelser, Hanne Hvam.

Vær fleksibel

Mange afbud betyder, at sekretærerne ofte booker den samme tid flere gange, og at dagsprogrammet må overbookes i forsøg på at undgå tomme stuer.

 

- Sekretærerne gør alt, hvad de kan, for at finde nye tider, som passer patienterne bedst muligt. Men det er også vigtigt, at vi får fyldt programmerne, så vi kan overholde tidsfristerne for kræftpakkeforløb, kontroller og screening, fortæller oversygeplejerske i Kikkerundersøgelser, Hanne Hvam.

 

Hjælp os med at hjælpe dig og husk følgende, når du har en aftale på hospitalet:

 

- Læs hele dit indkaldelsesbrev. Der står ofte vigtig information om, hvordan du skal forberede dig til din aftale på hospitalet.

 

- Mød op til din aftale.

 

- Meld afbud i god tid, hvis du er forhindret.