Information om narkosebehandling for voksne (over 15 år) - Regional Specialtandpleje
Gå direkte til
Du er henvist til tandbehandling i narkose i Afdeling for Regional Specialtandpleje. I denne vejledning finder du vigtig information i forhold til tandbehandling i narkose.
Vær opmærksom på
Der er ventetid på tandbehandling i narkose. Hvis du får smerter eller behov for tandbehandling i venteperioden, skal du kontakte din egen tandlæge.
Forbered dig til behandlingen
Vi sender din tid til narkosebehandling via e-Boks. Hvis du ikke er tilmeldt e-Boks, modtager du et brev med posten med mindre andet er aftalt.
Når du har modtaget dit indkaldelsesbrev, skal du kontakte afdelingen for at bekræfte din aftale.
Kør hjemmefra i god tid – morgentrafikken er tæt i Viborg/Randers.
Tidspunktet i indkaldelsesbrevet er din mødetid. Vær dog forberedt på, at der kan være ventetid.
Behandlingen er ambulant. Det betyder, at du kommer hjem samme dag, men du skal afsætte hele dagen.
Du skal ledsages hjem fra behandlingen og må ikke selv køre bil.
Du skal selv betale for din transport til og fra klinikken.
Medbring eventuelt skiftetøj. Du har dit eget tøj på under behandlingen.
Af hensyn til din sikkerhed er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.
6 timer før: Du må ikke spise, eller drikke juice med frugtkød eller mælkeprodukter i de sidste 6 timer før din mødetid. Det gælder også, hvis du får sondemad.
2 timer før: Du må gerne drikke vand, saftevand og kaffe/te uden mælk indtil 2 timer før din mødetid.
Vær også opmærksom på
For at mindske ubehag efter narkosen, bør du 2 timer før din mødetid drikke 1-2 glas sukkerholdig saftevand (diabetikere bør drikke 1-2 glas vand).
Herefter skal du være fuldstændig fastende. Det betyder, at du overhovedet ikke må drikke og spise noget som helst.
Om behandlingen
En sygeplejerske og den tandlæge, som skal behandle dig, taler med dig, inden du skal behandles. Hvis du skal have beroligende medicin, får du det i venteværelset eller andet sted efter aftale.
Efter behandlingen fortæller tandlægen dig eller din ledsager, hvilken behandling der er blevet udført, og informerer dig eller ledsageren om et eventuelt behov for smertestillende medicin.
Du bliver først udskrevet fra afdelingen, når narkoselægen vurderer, at du er klar til det.
Kontakt
Afdeling for Regional Specialtandpleje Regionshospitalet Viborg
Søndersøparken 14B 8800 Viborg
Tlf. 7844 6700
Afdeling for Regional Specialtandpleje Regionshospitalet Randers
Østervangsvej 54 8930 Randers NØ Indgang , gå til
Tlf. 7844 6780
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/727937
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.