Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Tryg Fonden har for en række år siden udarbejdet 10 gode råd til patienter og deres pårørende om patientsikkerhed.
1. Spørg hellere for meget end for lidt: Det er vigtigt, at du forstår, hvad du skal undersøges for, hvad lægerne har fundet ud af indtil nu, og hvilken behandling du får. Accepter ikke svar, du ikke forstår! Se forslag til gode spørgsmål på www.godtduspoer.dk.
2. Fortæl os om dine vaner: Det er godt at informere personalet om, hvad du får af medicin, også alternativ behandling, kosttilskud, naturprodukter og om du følger særlige kostråd. Du skal også sige til, hvis du er overfølsom over for medicin, mad eller andet.
3. Skriv ned undervejs: Før gerne dagbog over det, du oplever, mens du er syg. Ofte er det også en god idé at skrive dine spørgsmål ned, så du husker at stille dem til personalet.
4. Flere ører hører bedre: Tag gerne dine pårørende med, når du skal til samtale om undersøgelser og resultater. Det er en fordel, at flere har hørt, hvad lægen siger, så alle nuancer kommer med.
5. Lad eventuelt en anden tage samtalen: Hvis du selv mangler overskud, er du velkommen til at bede personalet om at gennemgå din sygdom og dine behandlinger med en af dine pårørende.
6. Godkend dig selv: Tjek dit navn og personnummer sammen med personalet hver gang du skal undersøges, behandles eller have medicin.
7. Hør om operationen: Hvis du skal opereres, er det en god idé at tale det, der skal ske, igennem med lægen. Nogle gange er det også en fordel, at lægen lige inden operationen med en spritpen markerer det sted på din krop, der skal opereres.
8. Sig til, hvis det gør ondt: Det er vigtigt, at vi kender alle dine symptomer. Også hvis de opstår andre steder end netop dér, hvor du er syg.
9. Spørg hvordan behandlingen skal fortsætte: Når du skal hjem, er det en god idé at spørge, hvordan behandlingen skal fortsætte, og hvad du selv skal gøre.
10. Kend din medicin: Du skal vide, hvad din medicin hedder, hvordan den virker, og hvordan og hvor længe du skal tage den. Sørg også for at kende medicinens eventuelle bivirkninger og spørg om særlige typer mad eller drikkevarer kan påvirke behandlingen negativt.
Se dine sundhedsdata på www.sundhed.dk.
Du kan bl.a. se din journal, oversigt over din receptpligtige medicin, vaccinationer, blodprøvesvar mm.