Operation for medfødt fistel ved øret (præaurikulær fistel)
Gå direkte til
Operation for medfødt fistel ved øret (præaurikulær fistel)
En præaurikulær fistel er en falsk øregang i "miniudgave". Den åbner sig typisk i huden foran øregangen. Fistlen er en medfødt misdannelse, som er godartet.
Formålet med operation af præaurikulær fistel er en total fjernelse af fistlen. På den måde undgår du, at der opstår sekreter og betændelse.
Vær opmærksom på
Hvis du er forkølet, har feber eller der kommer sekret fra fistlen, kan det være nødvendigt at udsætte operationen. Kontakt afdelingen.
Forbered dig til operationen
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (tabletter a 500 mg)
Ibuprofen (tabletter a 200 mg)
Pillerne fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Der kan være tilfælde, hvor paracetamol er nok, men vi anbefaler, at du tager begge slags smertestillende tabletter.
Hvis der gælder særlige forholdsregler for dig, får du det at vide af personalet.
Rygning nedsætter sårhelingen. Vi anbefaler derfor, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter, hvor såret skal hele.
Du bliver sandsynligvis sendt hjem samme dag, som din operation har fundet sted. Derfor er det vigtigt, at du husker følgende:
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd eller køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen.
Du modtager et indkaldelsesbrev via digital post. Hvis du er fritaget for digital post, kommer brevet med posten.
Du vil dagen før operationen modtage en SMS vedr. mødetidspunkt. Skal du opereres en mandag, skriver vi til dig om fredagen.
Har du spørgsmål vedr. dit forløb er du velkommen til at kontakte afdelingen i vores telefontid.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Inden du møder til operation, skal du
tage bad og vaske hår (evt. aftenen før)
børste tænder
undlade at have makeup og neglelak på
fjerne piercinger og smykker
fjerne hår i operationsområdet, gerne med barbermaskine så du ikke laver rifter i huden
Hvis du bruger kontaktlinser, kan du have dem i, indtil du bliver kaldt ind på operationsstuen. Kontaktlinserne efterlades på sengeafsnittet.
Behageligt tøj
Gode sko (sneakers/flade sko)
Egen medicin
Læsestof
Evt. toiletsager
Evt. briller
Når du ankommer til Øre-, Næse- og Halsklinikken, skal du skanne dit gule sundhedskort eller henvende dig ved sekretærerne.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske og kaldt til operationsstuen, når vi er klar.
Vi modtager også akutte patienter, og der kan derfor være ventetid.
Om operationen
Du vil opleve, at der sker mange ting og der er mange mennesker, når du kommer ind på operationsstuen.
Vi spørger dig eks. om
dit cpr-nummer
du har fastet
du er allergisk over for noget
Derudover vil vi begynde at lægge dig til rette på operationslejet. Her vil du selv kunne hjælpe med til, at du kommer til at ligge bedst muligt.
Du må ikke være kold, når operationen starter. Det er derfor vigtigt, at du fortæller os det, hvis du fryser.
Vi fjerner fistlen via en åbning i huden, typisk foran øret, i enten fuld eller lokalbedøvelse, afhængig af din alder og fistlens omfang. Det aftaler du med lægen ved forundersøgelsen.
Hvis du skal opereres i lokalbedøvelse, får du sprøjtet lokalbedøvelse ind svarende til, hvor fistlen sidder. Du vil kunne mærke, at du får lokalbedøvelsen, men derefter gør det ikke ondt.
Læs nedenfor, hvordan det foregår, hvis du skal være i fuld bedøvelse.
Ved operationens afslutning syr lægen åbningen sammen, og du får lagt plastre over såret.
I fuld bedøvelse sover du dybt under hele operationen og mærker ingen smerter under operationen.
Bedøvelsen kan gives på to måder:
Den sprøjtes ind i blodet via et drop, oftest i håndryggen (venflon).
Den indåndes via luften fra en maske.
Det er bedøvelseslægen, der bestemmer, hvilken måde det skal gives til netop dig.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for "generel anæstesi".
Kan man vågne under operationen?
Måske har du hørt om patienter, som er vågnet under en operation. Det sker meget sjældent, men kan forekomme. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at det skal ske. Skulle du efter operationen have oplevelsen af at huske noget fra selve operationen, kan du via plejepersonalet kontakte Operation og Intensiv.
Du er altid velkommen til at have en pårørende hos dig, indtil du er bedøvet. Mens du bliver opereret, kan dine pårørende opholde sig i det sengeafsnit, du kommer hen til, når du er vågnet efter operationen.
Risici og bivirkninger
Der er en lille risiko for smerter, føleforstyrrelser i huden og at fistlen gendannes
Der kan i sjældne tilfælde opstå infektion/betændelse i det område, hvor du er blevet opereret.
Infektion viser sig ved, at huden omkring såret bliver rød, varm, øm, spændt og du får feber.
Hvis du får symptomer på infektion, skal du kontakte Øre-, Næse- og Halsklinikken eller Lægevagten.
Se under Kontakt.
Der kan forekomme en sivende blødning fra arret.
Forsøg at presse/trykke på arret. Brug eksempeltvis is/frosne grøntsager, med et stykke stof imellem huden og det frosne. Derudover kan man evt. forstærke forbindingen.
Der er en lille risiko for, at der kommer en skade på dine tænder, hvis du skal være i fuld bedøvelse ved den operation/undersøgelse, du skal have foretaget.
Hospitalet melder en evt. skade til Patienterstatningen. Du vil dog skulle betale en del af tandlægeregningen selv. Læs mere på www.erstatning.rm.dk.
Efter operationen
Når operationen er slut, bliver du vækket, flyttet over i din seng og fulgt til vores observationsafsnit.
Du kan føle dig døsig og omtumlet efter operationen
I timerne efter du er vågnet, kan du føle dig døsig og omtumlet. Nogle oplever smerter eller kvalme og opkastning. Det vil vi forsøge at lindre.
Vi holder øje med dig
Efter operationen er der hele tiden en sygeplejerske, som holder øje med dig. Sygeplejersken observerer dig for eventuelle smerter og komplikationer til operationen.
Når du er klar til det, tilbyder vi dig noget at spise og drikke.
Du skal som udgangspunkt selv arrangere din transport til og fra hospitalet.
Enkelte patienter kan blive kørt til og fra hospitalet, og enkelte kan få tilskud til transporten.
Du skal regne med at være sygemeldt ca. 1 uge efter operationen. Det kommer dog an på, hvilket job du har. Du aftaler, hvad der gælder for dig, ved forundersøgelsen.
Du skal være oppegående, men du skal undgå fysisk anstrengelse og sport i de første 7 dage efter operationen.
Du kan have smerter i området, hvor du er opereret. Det vil være meget individuelt, hvor store smerter man får.
Hvis du har behov for det, anbefaler vi, at du tager smertestillende medicin medicin som eksempelvis Panodil og/eller Ibuprofen.
Paracetamol 2 x 500 mg max. 4 gange dagligt
Ibuprofen 200 mg max. 3 gange dagligt (Afhængig af din vægt skal du måske tage 2 x 200 mg Ibuprofen. Spørg lægen, hvis du er i tvivl.)
Du kan forvente, at såret er lukket efter ca. 7 dage.
Du kan opleve følelsesløshed og ømhed i det opererede område i flere dage efter operationen.
Efter operationen må du spise og drikke, som du plejer.
Videre forløb
Du får besked ved udskrivelsen, om du skal have fjernet sting.
Kontakt
Kontakt
Kontakt Øre-, Næse- og Halsklinikken, hvis du har spørgsmål til dit forløb.
Øre-, Næse- og Halsklinikken Tlf. 78 42 20 40 Telefontid: Hverdage kl. 9.00-12.00 Udenfor telefontid oplyses et akutnummer til de spørgsmål, der ikke kan vente.
Lægevagten Tlf. 70 11 31 31 Telefontid: Hverdage kl. 16.00-08.00 samt weekend og helligdage
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/790925
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.