Du skal opereres for grå stær. Læs om, hvordan du skal forberede dig, hvordan operationen foregår, og hvad du skal være opmærksom på efter operationen.
Gå direkte til
Du har været til en forundersøgelse
Inden operationen skal du have været til en forundersøgelse. Hvis du endnu ikke har været til forundersøgelse, så start med at læse Forundersøgelse for grå stær (randers.rm.dk/1744804)
Forbered dig til operationen
Ring til os, hvis du får betændelse i øjnene, bliver forkølet eller ramt af anden sygdom i dagene op til operationen.
Vi vil vurdere, om det er nødvendigt at udsætte operationen.
Du skal regne med at være på klinikken i op til to timer.
Selve operationen tager typisk 15-30 minutter afhængig af, hvor meget grå stær du har.
Der kan være ekstra ventetid.
Til forundersøgelsen fik du en recept på øjendråber. Husk at hente øjendråberne på apoteket. Øjendråberne kan komme i forskellige pakninger.
Køb også gerne smertestillende tabletter (paracetamol), så du har nogle, du kan tage, hvis du får behov for det.
Du kan eventuelt også købe bomuldsvat eller gaze til at tørre dig omkring øjnene med efter operationen.
Inden du møder op på operationsdagen, skal du:
tage bad og vaske hår, så du er ren til operationen. Du behøver ikke at gå i bad samme dag, som du skal opereres, det kan godt være aftenen før.
tage rent tøj på
undgå at bruge makeup og creme i øjenområdet - både dagen før og på selve operationsdagen.
Hvis du bruger kontaktlinser, skal du tage kontaktlinsen ud hjemmefra på det øje, der skal opereres. Hvis begge øjne skal opereres, skal du tage begge kontaktlinser ud.
Du kan godt bruge briller, indtil du skal opereres.
Hvis du har skæl og skorper i vippekanten, er det vigtigt, at du vasker vipperne inden operationen. Det kan du nemt gøre ved at lægge en vaskeklud på øjet i nogle minutter, massere øjet og herefter blidt fjerne skæl og skorper.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Det er kun dit øje, der skal bedøves. Du skal derfor ikke faste, men kan spise, som du plejer.
Hvis du har sukkersyge (diabetes) er det vigtigt at tage lidt mad med. Du skal være på klinikken i op til to timer.
På operationsdagen
Tag din sædvanlige medicin, før du tager hjemmefra - dog ikke vanddrivende tabletter.
Vanddrivende tabletter må først tages efter operationen.
Hvis du fik udleveret en beroligende tablet til forundersøgelsen, skal du tage den 2 timer før, du skal møde i øjenklinikken. Det er en depottablet, det vil sige, at den først virker 2 til 2,5 timer efter, at du har taget den.
Medicinen er angstdæmpende og virker mod den uro og nervøsitet, du kan opleve i forbindelse med operationen. Du vil sikkert føle dig lidt træt, døsig og måske lidt beruset.
Kør ikke bil
Tablettens virkning er i kroppen i op til 10 timer. Du må derfor ikke køre bil i det tidsrum. Det kan være en god ide at få nogen til at følge dig til klinikken og hente dig igen.
Mød op i klinikken til aftalt tid.
Skan dit sundhedskort ved ankomststanderen, der står ved indgangen til øjenklinikken. Du får tildelt et nummer.
Tag herefter plads i venteområdet, som ligger længere nede ad gangen på højre hånd. Du er velkommen til at tage noget at drikke fra vandautomaten.
Hold øje med ankomstskærmen og gå til det angivne rum, når dit nummer dukker op på skærmen.
Du bliver kaldt ind i et klinikrum. Her vil en sygeplejerske dryppe dit øje med lokalbedøvende dråber og andre former for øjendråber, der forbereder dig til operationen.
Herefter vil sygeplejersken følge dig ind i et andet rum, hvor du kan sidde og slappe af, mens dråberne virker.
Du bliver hentet af en læge eller en sygeplejerske, når du skal opereres.
Om operationen
Du bliver hentet i forberedelsesrummet og fulgt over på en operationsstue.
På operationsstuen er der en operationsstol, som ligner en tandlægestol. Du skal lægge dig godt til rette i stolen.
Herefter fortæller sygeplejersken eller lægen, hvad der skal ske.
Du får et sterilt klæde over øjenomgivelserne. Der er godt med luft til både næse og mund.
Øjet lokalbedøves endnu en gang og holdes åbent med en lille bøjle.
Så bliver den uklare linse i dit øje fjernet. Det sker med ultralyd og gennem et lille snit.
Herefter indopererer lægen en ny akrylplastiklinse, som passer til dit øje. Snittet lukker sig som regel af sig selv, men hos nogle kan det være nødvendigt at sy såret sammen med en tråd, der er selvopløselig.
Operationen tager mellem 15 og 30 minutter.
Du skal ligge helt stille
Det er vigtigt at du ligger helt stille under hele operationen. Sig "stop" hvis du pludselig skal hoste eller nyse.
Det er normalt at opleve svien eller trykken, men du skal sige stop, hvis du mod forventning oplever deciderede smerter. Så sørger vi for, at du får mere bedøvelse.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Risici og bivirkninger
Langt de fleste patienter (mere end 95 procent) oplever ingen komplikationer efter operationen.
Meget få patienter (mindre end 1 procent) kan få mere alvorlige komplikationer, som potentielt kan nedsætte synet. Det kan fx være en blødning i øjets indre, betændelse i øjet eller nedhindeløsning.
Det første døgn efter operationen kan du forvente beskedne smerter, som kan mildnes med almindelige smertestillende tabletter (paracetamol). Det er også normalt at øjet er lidt rødt i tiden efter operationen. Det aftager gradvist.
Du skal være opmærksom, hvis du oplever:
tiltagende smerter
tiltagende rødme, varme og hævelse i eller omkring øjet.
pus
pludseligt aftagende syn.
Det kan være symptomer på mere alvorlige komplikationer. Kontakt derfor altid en øjenlæge, hvis du oplever nogle af disse symptomer efter din operation.
Nethindeløsning
Du skal også kontakte en øjenlæge, hvis du oplever symptomer som:
sorte pletter for øjnene
lysglimt
skyggedannelser for øjet.
Det kan være symptomer på nethindeløsning. Alle mennesker har risiko for at få nethindeløsning, men når du er blevet opereret for grå stær, er din risiko en lille smule større end andres. Nethindeløsning kan opstå lige efter operationen og op til flere år efter.
Efter operationen
Efter operationen bliver du fulgt ud i et hvilerum, hvor du kan få lidt vand eller saft.
En sygeplejerske vil vejlede dig i, hvordan du skal forholde dig i tiden efter operationen.
Nogle patienter skal have medicin mod trykstigning. Hvis du skal have medicin mod trykstigning, får du det, mens du sidder i hvilerummet.
Når du får medicinen, kan du opleve at få en snurrende og prikkende fornemmelse i fingre og læber. Fornemmelsen forsvinder igen.
Husk at drikke rigeligt med væske, da medicinen virker vanddrivende. Af samme grund kan det være, at du skal tisse mere end normalt.
Vær opmærksom på, at du kan have svært ved at afstandsbedømme efter operationen.
Få gerne nogen til at følge dig hjem fra hospitalet. Undgå trappen og tag istedet elevatoren ned til hospitalets indgang, når du skal hjem. Vær i det hele taget opmærksom på dørtrin, kantsten og trapper - både på hospitalet og når du kommer hjem.
Når du kommer hjem
Hold dig i ro resten af dagen
Efter din operation må du ikke vaske dine øjenvipper i mindst en uge, da du ikke må trykke på øjet.
Den første uge efter operationen må du ikke gnide eller trykke på øjet. Selvom dit øje kan føles ubehageligt, måske som om der er 'grus' i det, er det meget vigtigt, at du ikke gnider i øjet.
Til forundersøgelsen fik du et øjendrypningsskema, som du skal følge i tiden efter operationen.
Det er vigtigt, at du drypper dine øjne, fordi det modvirker hævelse, irritation og betændelse.
Sådan gør du:
vask hænderne
læg hovedet bagover
hold flaskens åbning tæt på øjet, uden at flaskens spids rører ved selve øjet eller øjenvipperne
kig opad og træk ned i det nederste øjenlåg
tryk forsigtigt på flasken for at få en dråbe ud (se illustration nedenfor)
luk øjet øjeblikkeligt.
Hvis du er i tvivl, om dråben er kommet i øjet, skal du dryppe igen. Vær opmærksom på, at der kun kan være 1/5 dråbe i øjet. Overskydende væske løber ned af kinden, når øjet lukkes.
Få hjælp til øjendrypning
Bed eventuelt nogen om at hjælpe dig med at dryppe øjne. Hvis du får hjælp fra en hjemmesygeplejerske, kan det være, at vedkommende kan hjælpe dig.
Start med de tynde øjendråber og brug derefter de mere tyktflydende.
Mange øjendråber indeholder stoffer som polyvinylalkohol, hydroxyethylcellulose eller methylcellulose. Det gør dråberne lidt tykkere og hjælper dem med at blive længere tid i øjet.
Afslut med øjensalve, da den virker i længere tid.
Hold 5 minutters pause mellem hver dråbe
Hvis du bruger flere forskellige øjendråber eller øjensalver, skal du holde mindst 5 minutters pause mellem hver type. Så får hver dråbe tid til at virke, og du undgår, at den næste dråbe skyller den første væk.
Husk altid at læse indlægssedlen.
Du må gerne gå i bad og vaske hår, undgå dog at få vand ned i ansigtet og øjnene. Læg eventuelt forsigtigt en vaskeklud over det opererede øje, mens du skyller sæbe ud af håret.
Pas på, at du ikke kommer til at trykke på det opererede øje.
Du må gerne læse og se tv efter operationen
Du må ikke bruge makeup den første uge efter operationen
I den første uge efter operationen må du højest løfte 2 kilo med hver hånd. Undgå derfor tunge løft, at grave have, skovle sne m.m.
Det er vigtigt, at du ikke har hovedet for meget ned ad, men du må gerne tage sko på eller lige hurtigt samle noget op fra gulvet.
Hvis du har fået en klap for øjet, må du ikke køre bil i en periode efter operationen.
Sygemelding
Det kan være, at du skal være sygemeldt i en periode efter operationen. Det har du talt med lægen om til forundersøgelsen.
Sport
I den første uge efter operationen må du ikke dyrke sport, fx gymnastik. I de første 2 uger efter operationen, skal du undgå svømning - både i svømmehal og havvand.
Du må gerne tage ud at rejse, og du må også gerne flyve. Du skal bare huske at fortsætte med at dryppe dine øjne, som planlagt ved forundersøgelsen.
Vær også opmærksom på, at du ikke må bade i hverken hav eller svømmebassin i de første 2 uger efter operationen.
Det er de færreste, der får et fuldt tilfredsstillende syn efter operationen. De fleste har som minimum behov for en læsebrille.
Du må gerne bruge dine gamle briller til at læse og se tv efter operationen - vær dog opmærksom på, at de måske ikke længere passer til dig.
Dit behov for briller vil sikkert ændre sig en del i den første tid efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du venter med at købe nye briller. Vent gerne 6 uger efter operationen, før du får lavet nye brilleglas.
I mellemtiden kan du eventuelt købe en billig læsebrille, som du kan bruge, indtil du kan få lavet nye briller.
Operation af det andet øje
Operation af andet øje forløber på samme måde som operation for første øje.
Kontrolforløb
Efter operationen skal du komme til kontrol på hospitalet. Det kan enten være dagen efter eller ugen efter operationen. Vi vil fortælle, hvad der gælder for dig.
Nogle patienter skal herudover gå til opfølgende kontrol hos egen øjenlæge.
Cirka 10-15 procent af alle, der er blevet opereret, udvikler efterstær. Efterstær er et tyndt, gråt slør bag plastiklinsen. Hos nogle går der uger til måneder, før det sker, mens det hos andre kan ske flere år efter operationen.
Hvis du udvikler efterstær
Hvis du udvikler efterstær, og det generer dit syn, kan du blive behandlet med en smertefri laserbehandling.
Det er din egen øjenlæge, der vurderer, om du vil have gavn af behandlingen, og som kan henvise dig til behandlingen.
Kontakt Aarhus Universitetshospital på tlf. 78 45 46 00. Bed om at tale med vagthavende på Øjensygdomme.
Hvis du bor i Region Nordjylland
Kontakt Aalborg Universitetshospital på tlf. 97 66 00 00. Bed om at tale med vagthavende på Øjenafdelingen.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: randers.rm.dk/707537
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.