Læs om, hvad du skal drikke, og hvordan du gør, hvis du har stomi pga. tarmsvigt og har brug for væskebehandling.
Gå direkte til
Væskebehandling ved tarmsvigt med V-blanding
Når dit stomioutput er højt, dvs. når stomiposen bliver fyldt meget hurtigt, skal du drikke mindre samt vælge væsker, som tarmen kan optage. Tarmen optager bedst væsker, der indeholder salt og lidt sukker.
Vær opmærksom på
Ved tarmsvigt er det en udfordring at opretholde kroppens væske- og saltbalance. Når et stykke af tarmen ikke fungerer eller er fjernet ved operation, er der risiko for store tab af væske og salte gennem tarmen.
Det kan give diarré eller højt stomioutput og derefter væsketab, som medfører dehydrering (nedsat vandindhold i kroppen). Ved dehydrering mangler kroppen vand og salte, som kan give problemer for blandt andet nyrerne, nervesystemet og hjertets funktion.
Et højt væske- og salttab gennem tarmen afhænger både af, hvad man indtager, og hvor meget væske og salt, tarmen udskiller.
Hvis man indtager rent vand, vil tarmen udskille mere salt, og det vil ofte øge det samlede væsketab. Et øget indtag af rent vand vil derfor forværre væske- og salttabet. Det gælder også, hvis man primært drikker danskvand, kaffe og te.
Man bør ikke drikke mere end 1 liter rent vand pr. døgn, hvis man har et stort væsketab gennem tarmen, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at reducere mængden yderligere.
Derudover skal man også være opmærksom på væsker med et højt indhold af sukker. De vil ”trække” vand ud af tarmen og kan også forværre et væsketab. Væsker med sukker er f.eks. juice, sød saftevand og sukkerholdig sodavand.
Tarmen optager bedst drikke med en sammensætning af sukker og salt, der svarer til koncentrationen i kroppen. Derfor er såkaldt V-drik/V-blanding, andre hydreringsdrikke samt mælk de bedste drikke for dig med tarmsvigt.
V-blanding eller V-drik er en hydreringsdrik, som du selv kan blande. Se opskriften under Sådan gør du.
Andre hydreringsdrikke kan købes på apoteket. Se navne på hydreringsdrikke under Sådan gør du.
Mælk er dog også godt, da det har et lavt indhold af sukker og også indeholder lidt salt. Samtidig giver mælk vigtige næringsstoffer som protein og kalk. Drik derfor mælk hver dag.
Når du er indlagt, vil du selvfølgelig få hydreringsvæske udleveret på afsnittet. Når du er hjemme, skal du enten selv blande eller købe hydreringsvæske.
Sådan gør du
Drik, så du genopretter væskebalancen
Hvis stomi-outputtet er for højt, taber kroppen væske og salt. Hvis kroppen mangler væske og salt, vil den begynde at holde på væsken, og du vil tisse mindre. Du bliver samtidig tørstig og drikker mere.
Jo mere du drikker – især af drikke med meget sukker og ingen salt som f.eks. juice og sodavand, jo mere kommer der i stomiposen og jo mindre kan du tisse.
Løsningen er derfor, at du
Drikker mindre
Drikker langsomt
Vælger de rigtige drikke.
På den måde kan tarmen nå at optage væsken, og så vil kroppen ikke længere mangle væske.
Tips til at slukke din tørst uden at drikke for meget
Du vil formentlig opleve, at du føler dig tørstig. Her er nogle råd, der kan hjælpe dig:
Drik din væske, også V-blanding - langsomt gennem hele dagen
Brug små glas og kopper
Sut på små bolcher eller pastiller
Sut på isterninger eller små sodavandsis, som en del af dit væskeindtag
Hold dig beskæftiget, så du ikke tænker for meget på at skulle drikke.
Plan for væskeindtag på en almindelig dag
1 liter V-blanding. Det kan også være hydreringsvæske, som du køber i form af Revolyt eller Resorb Sport
1 liter mælk (minimælk, sødmælk, kærnemælk eller lignende)
Højst 0,5 liter vand, tynd saft, light læskedrik, light sodavand, te eller kaffe
Ingen juice, saft, sodavand med sukker eller alkohol.
Ingredienser til 1 liter V-blanding
1 liter vand 20 gram sukker 3,5 g fint salt (natriumklorid) 2,5 g natron (natriumbikarbonat) Evt. ¼ -½ dl koncentreret sukkerfri læskedrik fx Fun Light
Obs. brug aldrig ”frugtsaft uden tilsat sukker”, da frugtsaft i sig selv indeholder sukker.
Sådan laver du blandingen
Afvej sukker, salt og natron nøjagtigt på en brevvægt*
Tilsæt en del af vandet og rør rundt
Tilsæt resten af vandet og lad blandingen stå, til salt og sukker er helt opløst
Tilsæt evt. koncentreret sukkerfri læskedrik.
Bland gerne 1 liter om morgenen og hav det stående i køleskabet. Medbring V-blandingen i en drikkedunk, når du går ud.
*Det er vigtigt, at du kan afveje ingredienserne meget nøjagtigt. Derfor anbefaler vi, at du benytter en brevvægt
V-blanding smager bedst, når den er kold
Du kan tilsætte isterninger lavet af V-blanding. Brug aldrig isterninger af rent vand, da de fortynder blandingen.
V-blanding kan fryses og serveres som ”slush”, eller du kan drikke den med et sugerør.
På apoteket kan du købe forskellige brusetabletter og pulver, der opløses i vand, og som fungerer som hydreringsdrikke.
Obs. For nogle er det rarere at købe hydreringsprodukter fremfor at lave dem selv. Vær dog opmærksom på, at det altid er billigere selv at lave sin egen V-blanding. En hjemmelavet V-blanding koster ca. 2 kroner pr. liter.
Produkter, du kan købe på apoteket
Revolyt: Indeholder lidt mindre salt end den hjemmelavede V-blanding. Kan evt. tilsættes sukkerfri saft for at give smag. Pris pr. liter: ca. 13 kroner.
Resorb Sport: Indeholder halvt så meget salt som den hjemmelavede V-blanding. Smager af citrus. Pris pr. liter: ca. 32 kroner.
Produkter, du kan købe på nettet (typisk via tyske hjemmesider)
Elotrans-pulver: Har samme saltindhold som V-blanding. Pris pr. liter: ca. 19 kroner.
Du kan se, om du får nok væske – om du er i væskebalance - ved at lægge mærke til, hvor meget du tisser. Hvis du tisser 5-6 gange i døgnet, det svarer til i alt mindst 1000 ml, så er du i væskebalance.
På hospitalet måler vi også, om der er natrium i urinen. Når der er natrium i urinen, så får du tilstrækkelig med væske og salt.
Kontakt
Kontakt Klinik for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme
Østervangsvej 54 Indgang C - gå til C7 8930 Randers NØ
Kontakt sekretærerne Receptfornyelse, ændring eller aflysning af tid: Tlf. 78 42 28 15 Telefontid: alle hverdage kl. 9-12
Kontakt sygeplejersken i klinikken Tlf. 78 42 28 52 Telefontid: alle hverdage kl. 8-9 og 12-12.30
Kontakt sygeplejersken i daghospitalet Tlf. 78 42 28 65 Telefontid: alle hverdage kl. 8-9 og 13-14
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/1353955
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.