Formålet med søvnmonitorering er at undersøge vejrtrækning og puls under søvn for at finde ud af, om du har søvnapnø. Undersøgelsen foregår med CRM-udstyr.
Gå direkte til
Søvnmonitoriering med CRM-udstyr er en måling af vejrtrækning, ilt og puls. CRM er en forkortelse for Cardio Respiratorisk Monitorering.
Forbered dig til undersøgelsen
Det er vigtigt, at du får undersøgt forholdene i din næse og dit svælg, hvis du oplever problemer med luft passagen i næsen. Bestil gerne tid, når du modtager din indkaldelse til søvnundersøgelsen.
Fortæl øre-næse-hals-lægen, at du er indkaldt til undersøgelse for søvnapnø i Lungeklinikken i Randers.
På undersøgelsesdagen
Du kommer til en samtale hos sygeplejersken i Lungeklinikken. Samtalen tager cirka 30-40 minutter.
Du bliver vejledt i at påsætte CRM-udstyret, så du selv kan sætte det på derhjemme, inden du går i seng.
Om undersøgelsen
Du skal tage udstyret oven på en tætsiddende T-shirt eller undertrøje.
Sæt apparatet fast på brystkassen ved hjælp af de to klemmer.
Bælterne registrerer dine vejrtrækninger.
Brystbæltet skal placeres under armhulerne og sidde stramt nok til ikke at glide ned. Klips bæltet på de yderste knapper bag på apparatet.
Spænd mavebæltet om maven ved navlen eller over navlen, hvis du har lidt mave. Klips bæltet fast på den løsthængende sorte plade fra apparatet.
Sæt pulsmåleren på højre eller venstre håndled. Anbring klemmen omkring fingeren med ledningen opad.
Klemmen måler din puls og iltindholdet i blodet.
Sæt næsekateteret i næsen, om bag begge ører og stram til under hagen, så det sidder fast.
Sæt plaster på begge kinder, så næsekateteret bliver der.
Næsekateteret registrerer dine vejrtrækninger gennem næsen.
Apparatet er kodet, så det tænder automatisk.
Efter undersøgelsen
Du skal tage udstyret af næste dag, når du står op om morgenen.
Udstyret lægges tilbage i konvolutten/tasken.
Udstyret skal afleveres i Lungeklinikken til den aftalte tid.
Hvis du ikke selv kan aflevere det, skal du sørge for, at du har en pårørende, som kan aflevere det.
Videre forløb
Lungeklinikken giver dig svar på undersøgelsen, se dit indkaldelsesbrev.
Direkte link til denne side: randers.rm.dk/1531594
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.