Læs om de potentielle seksuelle udfordringer, du kan opleve som nyresyg, og find information om, hvordan du kan håndtere disse problemer.
Gå direkte til
Seksualitet og nyresygdom
Ikke alle, der har nyresygdom, oplever, at deres seksualitet påvirkes, men det er mere almindeligt, end de fleste forventer.
Du kan stå over for både små og store udfordringer, både midlertidige og mere vedvarende.
Nyresygdom kan påvirke din seksualitet direkte, men også indirekte ved at skabe bekymringer omkring sygdommen, hvilket igen kan påvirke din lyst til sex og din generelle seksualitet.
Nyresygdom påvirker ikke blot den syge, men også partneren, og kan sætte parforholdet under pres.
Nogle oplever, at sygdommen bringer dem tættere sammen, mens den samtidig kan være årsag til stress og konflikter.
Sygdommen kan ændre rollerne i parforholdet, da den syge måske ikke kan bidrage så meget i dagligdagen som før. Dette kan føre til øget irritation, følelser af tristhed eller skuffelse.
Seksualitet vedrører også dig, der er single. Hvis du har nyresygdom, kan din seksualitet blive påvirket.
Vær ikke bange for at bringe spørgsmål vedrørende din seksualitet op med personalet under dialysebehandlingen.
Nogle undrer sig måske over, om det er sikkert at have samleje, når man har nyresygdom. En god tommelfingerregel er, at hvis du kan klare at gå op ad trapper til anden sal, så er du også fysisk i stand til at gennemføre et samleje.
Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, er det altid en god idé at tale med din læge eller personalet i Dialysen. De er der for at hjælpe og besvare eventuelle spørgsmål, du måtte have.
Vær opmærksom på
Kropslige forandringer kan påvirke din seksualitet
Nyresygdom kan både medføre vægtøgning og vægttab. Disse ændringer kan påvirke dit fysiske udseende og kan have indvirkning på, hvordan du opfatter dig selv, hvilket igen kan påvirke din seksualitet.
Vægtøgning, enten som følge af sygdommen selv eller den medicin, du tager, kan resultere i væskeophobning i ansigtet og kroppen.
Nyresygdom kan også medføre vægttab, enten fordi din appetit nedsættes, eller fordi du oplever kvalme.
Det hyppigste symptom på nyresygdom er træthed.
Sammen med din partner kan I finde tidspunkter, hvor trætheden er mindst fremtrædende, og hvor der er mest energi til at være intime og seksuelle sammen.
Mange patienter med nyresygdom oplever kvalme.
Kvalme kan påvirke lysten til sex og generelt lysten til at være sammen med andre mennesker.
Når nyrerne ikke fungerer, som de skal, kan der opstå en ophobning af affaldsstoffer i kroppen, og det kan give en særlig kropslugt.
Den ændrede kropslugt kan påvirke, hvordan du oplever dig selv og din følelse af at være attraktiv for din partner.
Din nyresygdom kan medføre ubalancer i kroppens hormoner.
Dette kan resultere i faldende niveauer af hormoner som testosteron og prolaktin, hvilket potentielt kan føre til udfordringer med rejsning hos mænd og forstyrrelser i menstruationscyklussen hos kvinder.
Sygdommen kan efterlade synlige ar på din krop, for eksempel hvis du gennemgår en nyretransplantation eller får indopereret en dialyseadgang. Disse ar kan påvirke din selvopfattelse.
Nogle mennesker ønsker ikke, at deres ar berøres eller at være nøgne, så arret er synligt. Det er vigtigt at kommunikere åbent med din partner om, hvordan du føler dig med hensyn til dit ar. Prøv at invitere din partner til at røre ved arret på et tidspunkt, hvor I ikke er i en seksuel sammenhæng, for at skabe åbenhed og forståelse.
At have en fistel eller en form for kateter kan skabe usikkerhed omkring din seksualitet og ændre din selvopfattelse. Det er helt normalt at føle bekymring for at forårsage skade på kateteret eller fistlen. Tag dig tid til at dele disse bekymringer åbent med din partner.
Det er vigtigt at vide, at det ikke udgør nogen risiko at have samleje, selv når du har et kateter eller en fistel. Ved at kommunikere åbent med din partner og forstå dine egne følelser kan I sammen bevare intimiteten og styrke forbindelsen i jeres forhold.
Lyt til din krop og mærk efter, om du har energi og lyst.
Efter behandlingen varierer energiniveauet fra person til person – nogle føler sig måske trætte, mens andre føler sig mere friske.
Hvis du oplever seksuelle bivirkninger af din medicin, kan de ofte forbedres ved at justere dosis eller skifte til en anden type.
Tal altid med personalet på Dialysen, hvis du tror, at medicinen kan være årsagen til problemet.
Nedenfor ses en liste over de anvendte typer medicin til patienter med nyresygdom, der kan have indvirkning på seksualiteten:
Amlodopin Bivirkning: Rejsningsbesvær
Bloxazoc Bivirkning: Rejsningsbesvær
Citalopram Bivirkninger: Manglende orgasme hos kvinder, for tidlig eller for sen sædafgang, rejsningsbesvær og nedsat sexlyst
Gabapentin Bivirkning: Rejsningsbesvær
Ramipril Bivirkning: Rejsningsbesvær
Spiron Bivirkninger: Ændret slimhindefugtning, rejsningsbesvær og nedsat sexlyst
Prednisolon Bivirkninger: Tørhed i skeden og rejsningsbesvær
Pregabalin Bivirkninger: Rejsningsbesvær og nedsat sexlyst
Seksuelle problemer du kan opleve
Træthed og kvalme som følge af nyresygdom kan reducere din lyst til at være sammen med din partner. Samtidig kan bekymringer om din sygdom også påvirke din lyst.
Desuden kan visse medicinpræparater bidrage til nedsat lyst.
Seksuel lyst drejer sig ofte om mere end blot samleje; overvej derfor alternative måder, I kan udtrykke jeres seksualitet på.
Forskning viser, at 71 % af mænd med nyresygdom (eGFR på under 60) oplever rejsningsproblemer. Årsagerne kan være både fysiske og psykiske. Det er derfor vigtigt, at du åbent diskuterer dette med både din partner og personalet på Dialysen.
Rejsningsproblemer kan ofte forbedres ved at justere den medicin, du tager, eller ved at ordinere noget specifik medicin.
Alternativt kan der også overvejes andre løsninger såsom indsprøjtninger eller indoperering af en penispumpe. Disse muligheder kan du drøfte med din egen læge, som kan henvise dig til relevant behandling.
Smerter ved samleje skyldes ofte fysiske årsager. Det kan være forårsaget af en infektion, der fremkalder smerter eller svie i kønsorganerne.
Bivirkninger af den medicin, du tager, kan også gøre huden mere tynd eller tør, hvilket øger risikoen for revner. Det er afgørende at undgå at vaske kønsorganerne med andet end vand eller sæbe, der er beregnet til dette formål.
Hvis du oplever vedvarende smerter ved samleje, anbefales det at drøfte det med personalet i Dialysen.
Nyresygdom og den tilhørende behandling kan medføre udfordringer med at opnå orgasme. Hele 56 % af kvinder i dialyse oplever vanskeligheder, mens 59 % af mænd i dialyse rapporterer om problemer med at opnå orgasme.
Desuden kan medicin gøre det mere udfordrende at opnå orgasme. Derfor anbefales det at drøfte muligheder for medicinjustering med personalet på Dialysen.
Det kan du gøre
Det er vigtigt, at både du og din partner er opmærksomme på behovet for at tale om problemer, når de opstår. Tegn på, at det er tid til at tage disse samtaler, kan være øget irritation, følelser af tristhed eller skuffelse.
Åbenhed omkring jeres individuelle følelser er nødvendig og kan styrke trygheden i jeres parforhold. Det er vigtigt at anerkende, at I måske har forskellige behov for at diskutere både nyresygdommen og jeres parforhold samt seksualitet.
Det kan være en god ide på forhånd at aftale, hvornår I skal tale sammen. Aftal også hvad I skal tale om, om det er følelsesmæssige eller praktiske ting.
Du skal vide, at du altid kan tale om eventuelle udfordringer vedrørende din seksualitet, når du kommer til dialyse eller har samtaler med lægen eller sygeplejersken.
Selvom det kan være svært at tale om seksualitet, er det afgørende, at vi sammen finder løsninger eller finder ud af, hvor du kan få den nødvendige hjælp.
Tænk på, om det kunne være en god idé at invitere din partner med til næste samtale, så I sammen kan tale om det.
Forbered dig inden samtalen ved at tænke over følgende spørgsmål og skrive dine svar ned:
Oplever du specifikke problemer, eller føler du, at din seksualitet generelt er udfordret?
Har du gjort dig tanker over årsagerne til de udfordringer, du oplever?
Hvad ønsker du hjælp til?
Din nyresygdom og den medicin, du tager, påvirker, hvilken form for prævention der er mest passende for dig. Det er vigtigt at diskutere valg af præventionsmetode med din læge I Dialysen.
Ofte vil du have valget mellem følgende præventionsformer:
Spiral (kan give øget risiko for infektion)
Kondom (beskytter mod kønssygdomme)
P-piller (kan påvirke sexlysten)
Sammen med din læge kan du finde den bedste løsning, der tager hensyn til både din nyresygdom og dine individuelle behov.
Nedsat nyrefunktion kan påvirke fertiliteten og dermed muligheden for at blive gravid. Jo mere nedsat nyrefunktion, desto mere påvirkes fertiliteten.
Hvis du overvejer at blive gravid, bør du drøfte det så tidligt som muligt med din læge i Dialysen, da visse medicinpræparater kan medføre skader på fosteret.
Graviditeten skal yderligere planlægges, da den kan påvirke din nyrefunktion yderligere, og der er en øget risiko for svangerskabsforgiftning og for tidlig fødsel.
En vellykket nyretransplantation kan normalisere fertiliteten, men visse transplantationsmediciner kan forårsage fosterskader. Derfor kræver en graviditet ændringer i den medicinske behandling under graviditeten. Efter fødslen er det muligt at genoptage den medicinske behandling og amme dit barn.
Mere information
Du kan finde mere information om seksualitet hos Nyreforeningen.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/1417487
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.