Her er nogle eksempler på medicin, som man typisk skal tage, når man er i dialyse, men der kan også være tale om yderligere typer medicin, som lige præcis du skal tage. Det vil du i så fald blive informeret om.
Fragmin
Vi anvender Fragmin i dialysebehandlingen for at undgå, at dit blod størkner i den kunstige nyre og slangesystemet.
Fosfatbindere
Fosfatbindere anvendes for at holde fosfatniveauet i blodet inde for normalområdet for dialysepatienter. Der findes forskellige typer fosfatbindere.
OBS! Tabletterne skal tages lige før et måltid. Springer du et måltid over, skal du ikke tage fosfatbindere.
Etalpha/Alfacalcidol
Denne medcin er et D-vitaminpræparat, der er nødvendigt for normal knogledannelse. Som nyresyg kan du oftest ikke selv danne det aktive D-vitamin.
Resonium
Formålet med resonuimbehandling er at holde kalium i blodet inden for normalområdet. For højt eller for lavt kalium i blodet kan give hjertepåvirkning. Resonium binder det kalium, du indtager via maden.
Erythropoietin (EPO)
Som nyresyg kan du oftest ikke selv danne hormonet erytropoietin. EPO er et middel mod lav blodprocent, som medvirker til dannelsen af røde blodlegemer. EPO erstatter dette hormon og gives i forbindelse med dialysebehandlingen.
B- og C-vitaminer samt folinsyre
Dialysepatienter har brug for B- og C-vitaminer og ofte folinsyre. Vitaminerne skal tages før sengetid, da de udskilles under dialysebehandlingen.
Dialysens læger udskriver recepter på vitaminerne.