Lungefunktionsundersøgelse, evt. med reversibilitetstest
Læs om undersøgelsen og eventuelle forberedelser, hvis du skal have foretaget en lungefunktionsundersøgelse, evt. med reversibilitetstest.
Gå direkte til
En lungefunktionsundersøgelse, som vi også kalder en spirometri, bruges, når vi har brug for at vurdere din lungefunktion ved at måle, hvor meget luft du kan puste ud af lungerne, og hvor hurtigt det sker.
Hvis undersøgelsen viser, at du har en forsnævring af luftvejene, skal du have foretaget en reversibilitetstest. Det gør vi for at se, om det at inhalere medicin, der udvider luftvejene, kan åbne luftvejene og øge lungefunktionen.
Undersøgelsen foretages med henblik på at undersøge, om du har astma.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du er forhindret i at deltage i undersøgelsen, er det vigtigt, at du kontakter Lungeklinikken og melder afbud. Vi vil herefter tilbyde dig en ny tid til undersøgelsen i forbindelse med dit afbud.
Du kan kontakte Lungeklinikken ved at ringe til os. Se kontaktoplysninger under afsnittet "Kontakt".
På undersøgelsesdagen
Før undersøgelsen skal du holde pause med den inhalationsmedicin, du evt. tager. Al anden medicin må du tage, som du plejer, medmindre du har aftalt andet.
De sidste 24 timer før undersøgelsen
Hold pause med:
Airflusal
Anoro
Atectura
Atimos
Bevespi
Bufomix
Duaklir
Duoresp
Enerzair
Flutiform
Formo
Formoterol
Innovair
Onbrez
Oxis
Relvar
Salflumix
Seretide
Serevent
Spiolto
Striverdi
Symbicort
Trelegy
Trimbow
Trixeo
Ultibro.
De sidste 6 timer før undersøgelsen
Hold pause med:
Airomir
Airsalb
Berodual
Bricanyl
Buventol
Ventoline.
Vær udhvilet og udsæt dig ikke for større fysisk anstrengelse op til undersøgelsen
Om undersøgelsen
Ved undersøgelsen anvender vi et måleapparat med et mundstykke. Måleapparatet hedder et spirometer.
Når du blæser gennem mundstykket, registrerer det hastigheden af luftstrømmen og den mængde luft, som strømmer igennem apparatet.
Når undersøgelsen er færdig, skriver vi resultatet ud. Ofte tegner apparatet en kurve, som viser hastigheden af luftstrømmen gennem hele udåndingen. Du skal puste flere gange gennem mundstykket, for at målingerne bliver så korrekte som muligt.
Før selve undersøgelsen vil du få instruktion om, hvordan du skal puste. Blandt andet er det vigtigt at fylde lungerne helt op med luft og holde læber og tænder tæt rundt om mundstykket.
Hvis lungefunktionsundersøgelsen, viser, at der er en forsnævring i dine luftveje, skal du have foretaget en reversibilitetstest.
Forud for testen skal du inhalere medicin, der udvider dine luftveje.
Efter 15-30 min. skal du gennemføre en ny lungefunktionsundersøgelse.
Du kan også få foretaget en reversibiltetstest, efter at du i 1-2 uger har fået tabletter med Prednisolon (binyrebarkhormon), eller du har inhaleret binyrebarkhormon i cirka 3-4 uger.
Undersøgelsen varer i alt ca. ½-1 time
Risici og bivirkninger
Undersøgelsen kan medføre forbigående åndenød, svimmelhed og hoste. Du vil dog opleve, at det går hurtigt over igen.
Du kan opleve hurtig puls, rysten og hovedpine, hvis du skal have eller får Ventoline.
Bivirkningerne går over, men vi kan ikke sige præcis hvor lang tid der går, da det vil være individuelt.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den afdeling/læge, der har henvist dig
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/1415652
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.