I Dialysen tilbyder vi alle patienter en livsamtale for at afdække dine ønsker til livet med en kronisk nyresygdom.
Gå direkte til
Vi anbefaler, at du tager imod vores tilbud om en livssamtale.
Undersøgelser, der blandt andet omfattede dialysepatienter, har vist en meget stor tilfredshed, ligesom livssamtaler kan skabe større tryghed og åbenhed mellem dig, dine pårørende og sygeplejerske/læge.
Både Etisk Råd og Dansk Selskab for Patientsikkerhed anbefaler også at afholde livssamtaler.
Om samtalen
Når du lever med en kronisk fremadskridende nyresygdom, kan du opleve, at tanker, bekymringer og håb kan fylde meget i hverdagen. Livssamtalen er vigtig, for at sygeplejerskerne kan hjælpe dig med at afdække, hvilke ønsker og forventninger du har til din pleje og behandling med udgangspunkt i dine tanker og bekymringer.
Samtalen vil også dreje sig om, hvem der skal være dit talerør, hvis du ikke selv kan udtrykke dine ønsker ved forværring i din sygdom.
Vi vil også komme ind på, om du/I har gjort dig/jer tanker om genoplivning ved eventuelt hjertestop og respiratorbehandling ved svært påvirket vejrtrækning. Denne del af samtalen vil blive gentaget af en læge i forbindelse med almindelig stuegang eller ambulant kontrol, og dette vil blive skrevet i journalen separat.
Livssamtalerne afholdes som udgangspunkt én gang om året.
Du eller dine pårørende er altid velkomne til at efterspørge en livssamtale.
Livssamtalen kan afholdes:
Når du har brug for det.
Hvis der opstår en situation, der medfører, at der er behov for at afholde samtalen oftere.
Livssamtalens varighed afhænger af, hvor meget du har på hjertet.
Livssamtalen kan dog maksimalt vare en time.
Hvis du vælger, at samtalen skal afholdes under dialysen, vil den forgå på 4-sengsstue med afskærmning, så der skabes et roligt rum for samtalen.
Forbered dig til samtalen
Når dine pårørende er med til samtalen, er der flere, som hører dine ønsker og behov. Det kan både hjælpe til:
At de pårørende får en større forståelse for dit liv og dine tanker.
At de pårørende kan genfortælle, hvis du ikke kan huske nogle af de ting, der blev talt om.
Mere information
Livssamtalen bliver skrevet ind i din elektroniske patientjournal (EPJ). Det bliver den fordi:
Det giver fagpersonalet et godt indblik i de ønsker, værdier og forventninger, du har til din pleje og behandling.
Det giver fagpersonalet de samme forudsætninger for at handle ud fra dine ønsker, værdier og forventninger.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/1486810
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.