Kikkertundersøgelse af lungerne (bronkoskopi) i lokalbedøvelse
Ved en kikkertundersøgelse kan lægen kigge ned i det indre af dine lunger, hente slimprøver og evt. tage celle– og vævsprøver.
Gå direkte til
Forbered dig til undersøgelsen
I forbindelse med din samtale i Lungeklinikken, vil du modtage en tid til at få udført blodprøver og et elektrokardiogram (EKG) ved Blodprøvetagningen.
Blodprøvetagningen Kirketerpsvej 9 Indgang , gå til 8930 Randers NØ
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Da du skal hjem samme dag, som din undersøgelse har fundet sted, er det vigtigt, at du husker, at du ikke må færdes i trafikken på egen hånd eller køre bil i 24 timer efter undersøgelsen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen.
På undersøgelsesdagen
Du skal tage al din vanlige medicin, også inhalationsmedicin, medmindre andet er aftalt
Undlad at ryge den dag, du skal undersøges
Forud for undersøgelsen vil du modtage et indkaldelsesbrev med oplysninger om mødedato og tidspunkt for undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Du får ved ankomsten
patientarmbånd på
udleveret hospitalstøj og kommer i en seng
målt blodtryk, puls, temperatur og iltning i blodet
lagt en kanyle i hånden, hvor der bliver givet noget saltvand
Selve undersøgelsen foregår i klinikken Kikkertundersøgelser
Din hals bliver lokalbedøvet med en spray, og du får noget medicin i kanylen i hånden, der vil få dig til at sove let under undersøgelsen.
Lægen fører kikkerten ned i dine lunger via det ene næsebor. Kikkerten er så tynd, at du sagtens kan få luft ved siden af.
I det andet næsebor vil du få en lille skumgummiprop, som vi giver dig ilt igennem.
Lægen undersøger dine lunger og tager evt. prøver.
Undersøgelsen tager ca. ½ time
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen bliver du kørt tilbage til Lungeklinikken til observation. Du vil blive observeret 1-2 timer
Du kan være irriteret i halsen, hæs og hoste, men det forsvinder som regel i løbet af et døgn
Er der taget vævsprøve, kan der være blod i det slim, du hoster op. Det holder op af sig selv
Når du er nogenlunde frisk og vågen, må du tage hjem
Du må IKKE selv køre bil eller andet transportmiddel hjem
Når du kommer hjem
Sørg for, at du ikke er alene, når du kommer hjem og den første nat efter undersøgelsen
Hvis du
begynder at bløde
får feber
oplever at få det dårligere
skal du kontakte os på det telefonnummer, der står på dit kontaktkort.
NB. Husk at oplyse, at du har fået lavet en bronkoskopi.
Du kan fjerne dit plaster efter et døgn. Det er tilladt at bade med plasteret på
Videre forløb
Inden du skal hjem, aftaler du med sygeplejersken, hvordan du får svar på undersøgelsen
Kontakt Lungeklinikken
Telefon til forløbskoordinator 78 42 17 39
Telefontid Alle hverdage mellem kl. 8 - 15
Ved symptomer på bivirkninger aften, nat og weekend, der ikke kan vente til næste hverdag
Telefon til Akutafdelingen 78 42 03 21
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/700380
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.