Du skal selv bestille tid til undersøgelsen. Det gør du ved at ringe til os. Se kontaktoplysninger nederst i vejledningen.
Hvis du er nødt til at ændre eller aflyse din tid, er det vigtigt, at du hurtigst muligt ringer til os. Det giver os muligheden for at tilbyde tiden til en anden.
Se kontaktoplysninger nedenfor.
De sidste tre dage før undersøgelsen skal du sørge for at spise normal blandet kost og have et normalt aktivitetsniveau.
Du skal faste fra kl. 22 dagen før. Det betyder ingen mad, drikke, rygning, slik, tyggegummi eller lignende efter kl. 22 aftenen før og indtil undersøgelsen er overstået.
På undersøgelsesdagen
Hvis du får medicin, der skal tages om morgenen, skal du vente med at tage den til efter undersøgelsen.
Det er vigtigt, at du kontakter os, hvis du har feber eller føler dig syg på undersøgelsesdagen, da vi i så fald kan blive nødt til at udsætte undersøgelsen.
Hvis du er meget tørstig om morgenen på undersøgelsesdagen, må du godt drikke et enkelt glas postevand.
Du må ikke motionere (eks. cykle eller løbe) 2 timer før undersøgelsen.
Undersøgelsen varer ca. 2 timer. Det meste af tiden sidder du stille. Det kan derfor være en god idé at medbringe læsestof eller noget andet for at fordrive tiden.
Skan dit sundhedskort (det gule kort) på ankomststanderen. Så ved vi, at du er ankommet.
Om undersøgelsen
Begyndende sukkersyge kan vise sig ved, at blodsukkeret bliver usædvanlig højt, når man indtager druesukker (glukose), og det forbliver højt i længere tid end normalt.
Derudover kan undersøgelsen også bruges til at se, om man har tendens til at få for lavt blodsukker (dyk) i timerne, efter at man har indtaget druesukker.
Du starter med at hvile i 15 minutter. Derefter skal du drikke en sukkeropløsning i løbet af max. 5 minutter. Vi kan evt. tilsætte citron for at tage lidt af den søde smag. Efter sukkeropløsningen må du drikke en lille smule vand.
Nu skal du forholde dig i ro i ca. 2 timer. Du må hverken spise, drikke eller ryge. Vi holder løbende øje med, hvordan du har det, og hvis du mod forventning får det dårligt, bliver du tilset af en læge.
Når der er gået 2 timer, tager vi en blodprøve i armen. Dermed er undersøgelsen overstået, og du kan tage hjem.
Varighed af undersøgelsen
Undersøgelsen varer i alt ca. 2½ time.
Efter undersøgelsen
Du kan godt blive lidt mat efter undersøgelsen. Vi anbefaler, at du spiser og drikker lidt, inden du forlader hospitalet.
Hvis du har medbragt en madpakke, kan du spise den. Alternativt har vi en kantine og en kiosk på hospitalet.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/637689
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.