Du/I kan læse mere om skanninger og undersøgelser af det ufødte barn i pjecen fra Sundhedsstyrelsen, som findes på 6 sprog: dansk, arabisk, engelsk, farsi, polsk og somali:
Når du er informeret om, hvad ultralydsundersøgelserne drejer sig om, kan du tage stiling til, om du ønsker dem eller ej.
Du kan sige nej til information om risiko for fostermisdannelser, fx. ud fra tanken om, at det er bedst at lade naturen råde, eller måske blot i tillid til, at du får et raskt barn.
Du kan sige ja til information. Vær opmærksom på, at du med et ja til undersøgelserne ikke kun siger ja til at få større vished for et sundt og raskt barn. Du siger også ja til en lille usikkerhed, ventetid på prøvesvar, større indsigt og en meget lille risiko for at få en alvorlig diagnose. Du siger også ja til, at du skal tage stilling til, om en misdannelse af fosteret skal have konsekvenser fx. i form af en provokeret abort.
På undersøgelsesdagen
Nakkefoldsskanningen udføres bedst, når der er urin i blæren.
Husk at medbringe din vandrejournal og dit gule sygesikringskort
Tag kun én ledsager med til undersøgelserne
Det kræver ro og koncentration at skanne.
Mindreårige børn forstår slet ikke skanningsbillederne, og i de få tilfælde hvor skanningen viser, at det ufødte barn måske er sygt, kan det være svært som forældre at rumme både denne besked og samtidig tage sig af medbragte børn.
Det er ikke tilladt at fotografere eller videofilme under skanningerne
Hvis du ønsker at købe et ultralydsbillede, bedes du sige det ved undersøgelsens start.
Betaling for ultralydsbilleder foregår med MobilePay.
Indtægten fra salg af billeder går til uddannelse af personale.
Husk at melde afbud i god tid, hvis du er forhindret i at komme
Om undersøgelsen
Undersøgelsen varer ca. 20 minutter og udføres ved skanning på din mave eller gennem skeden
Da Regionshospitalet Randers er et uddannelsessted, kan der være en anden person til stede ved undersøgelsen. Det kan fx. være en læge-, sygepleje- eller jordemoderstuderende.
Selv personale med stor erfaring i ultralydsskanning har jævnligt behov for at skanne sammen med en kollega. Hvis der er den mindste tvivl om fortolkningen af et ultralydsbillede, vil den, der skanner dig, tilkalde en kollega.
Der er derfor ingen grund til at tro, at der er noget galt med fosteret, hvis der bliver tilkaldt en kollega. Det vil kun sjældent være tilfældet.
Ultralydsskanninger skader hverken den gravide eller fosteret
Mere information
Ultralyd er lydbølger med en særlig høj frekvens, der ikke kan høres af det menneskelige øre.
Ultralydsskanning af gravide har været anvendt i mere end 30 år.
Ved ultralydsskanning kan man ikke finde alle sygdomme
Hvis du er overvægtig, vil billedkvaliteten være forringet. Derfor kan det i nogle tilfælde være vanskeligt at se væsentlige detajler.
Det kan være psykisk belastende, hvis undersøgelsen giver mistanke om noget unormalt.
Hvis ultralydsskanningen viser en alvorlig misdannelse hos fosteret, kan du komme i et dilemma i forhold til, om du ønsker at afbryde graviditeten eller ej.
Kontakt
Kontakt
Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet Østervangsvej 54 Indgang C eller A Gå til C3 8930 Randers NØ
Telefon 78 42 10 69
Telefontid Mandag - fredag fra kl. 8.00-10.00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/845555
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.