For at forebygge forstoppelse skal du drikke 1½ liter væske om dagen og spise fiberrig kost.
Det er vigtigt at blive ved med at forebygge forstoppelse efter operationen.
Det er også en god idé at tygge tyggegummi i 30 minutter 3 gange om dagen. Dette kan hjælpe din mave til hurtigere at komme i gang efter en operation.
Skal du hjem samme dag, som din operation har fundet sted, er det vigtigt, at du husker følgende:
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd
Du må ikke færdes i trafikken på egen hånd eller køre bil i 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen.
Du skal have et telefonnummer med på den, som skal hente dig
Vedkommende skal kunne hente dig med 1 times varsel.
De fleste kan typisk tage hjem efter 1-2 timer efter operationen, men det er meget individuelt. Afsæt derfor hele dagen til din operation.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Til dig, der får tabletter for din sukkersyge
Hvis du skal møde før kl. 12.00
Spis et måltid (fast føde og mælkeprodukter) 6 timer før din undersøgelse/operation, f.eks. omkring midnat.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation.
Du skal ikke tage din tablet for sukkersyge om morgenen.
Hvis du skal møde efter kl. 12.00
Spis morgenmad (fast føde og mælkeprodukter) inden kl. 6.00.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation
Du skal tage din tablet mod sukkersyge om morgenen (med mindre andet er aftalt med bedøvelseslægen).
Til dig, der får insulin for din sukkersyge
Hvis du skal møde før kl. 12.00
Spis et måltid (fast føde og mælkeprodukter) 6 timer før din undersøgelse/operation, f.eks omkring midnat.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation.
Du skal ikke tage din insulin for sukkersyge om morgenen.
Hvis du skal møde efter kl. 12.00
Spis morgenmad (fast føde og mælkeprodukter) inden kl. 6.00.
Drik vand indtil 2 timer før din undersøgelse/operation.
Du skal tage din vanlige insulin for din sukkersyge om morgenen (med mindre andet er aftalt med bedøvelseslægen).
Du skal børste tænder samt tage et grundigt bad med sæbe om morgenen på din operationsdag.
Brug ikke creme, parfume og make-up
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume og make-up.
Smykker, briller, høreapparat, piercinger mm.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på, når du bliver opereret.
Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme. Det er på eget ansvar, hvis du har værdigenstande med på hospitalet.
Hvis du har en piercing, er det vigtigt, at du før din operationsdag sikrer dig, at den kan fjernes.
Du kan have briller, tandprotese og høreapparat på, lige indtil du skal bedøves.
Områder, der skal vaskes særligt grundigt
Vask grundigt i alle hudfolder. Vær opmærksom på de markerede områder på illustrationen.
Hvorfor er grundig vask vigtig?
På huden findes mange forskellige bakterier, og så længe de er uden på kroppen, er de ikke årsag til infektioner.
Når du skal opereres, kan der trænge bakterier ind i din krop via operationssåret. Det er derfor vigtigt, at du har så få bakterier på huden som muligt den dag, du skal opereres.
Du skal møde ind på Dagkirurgien på plan 4, Indgang C.
Når du ankommer, skal du scanne dit sundhedskort og tage plads i venteværelset.
Du vil kort efter blive kaldt ind af sygeplejersken til en modtagesamtale.
Herefter følger sygeplejersken dig ned på plan 3, hvor omklædning, operation og opvågning foregår.
I omklædningsrummet er der et aflåst skab til dine ejendele.
Inden du bliver kaldt ind til operationen, vil kirurgen, som skal operere dig, komme og tale med dig. Her har du mulighed for at stille spørgsmål.
Du kan ikke forvente at komme til i samme rækkefølge, som du er mødt. Der kan opstå ventetid, så medbring gerne en trøje, så du ikke sidder og fryser samt en bog eller lignende til tidsfordriv.
Umiddelbart inden du skal på operationsafsnittet, vil du blive bedt om at gå på toilettet for at tisse.
Om operationen
Lokalbedøvelsen lægges i skedevæggen og virker efter få minutter. Selvom operationen foregår i lokalbedøvelse, er vigtigt, at du stadig overholder fastereglerne.
Du kan under operationen få ekstra afslappende og smertestillende medicin, hvis du har behov for det, gennem et drop i hånden.
Du bliver opereret nedefra via skeden. Gennem et mindre snit i skedevæggen finder lægen det svage sted i støttevævet:
Ved nedsynkning af blæren opererer vi i skedens forvæg.
Ved nedsynkning af tarmen opererer vi i skedens bagvæg.
Området forstærkes med nogle sting, som samler støttevævet.
Du bliver syet med selvopløselig tråd og heler i løbet af 2-3 uger. Trådene forsvinder dog først efter3-4 måneder.
Lægen lægger en gazestrimmel i skeden. En sygeplejerske fjerner strimlen igen få timer efter operationen.
Risici og bivirkninger
I sjældne tilfælde er der risiko for:
betændelse i operationssåret i skeden
blodansamling evt. med betændelse i skedevæggen
blærebetændelse
ufrivillig vandladning - her er det ekstra vigtigt at træne din bækkenbund efter operationen
vandladningsproblemer i de første døgn
hul på tarm eller blære under operationen
forstærket trang til at lade vandet hyppigt, hvis du før operationen har haft hyppig vandladningstrang
inkontinens, da nedsynkningen kan have skjult inkontinensen
Efter operationen
Du vil typisk blive udskrevet i løbet af eftermiddagen samme dag, som du er blevet opereret.
Hvornår du kan komme hjem afhænger blandt andet af, om du kan tømme blæren helt, når du skal på toilettet efter operationen.
Derfor ultralydsskanner vi din blære, når du har ladet vandet, så vi kan tjekke, om den er tømt.
Hvis blæren ikke er tom, kan det være nødvendigt at tømme den med et kateter i en periode.
Når du kommer hjem
Efter operationen er det normalt at have:
Svag blødning eller udflåd i 3-4 uger
Det er normalt at have murrende smerter de første dage efter operationen. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin, hvis du har brug for det.
Vi anbefaler:
2 x 500 mg Paracetamol 4 gange pr. døgn - det vil sige hver 6. time
2 x 200 mg Ipren 3 gange pr. døgn - det vil sige hver 8. time
De første dage efter operationen kan du have let temperaturforhøjelse op til 38 grader. Det er normalt og kræver ikke behandling.
Kontakt din praktiserende læge, hvis temperaturen stiger yderligere, eller du bliver ved med at have forhøjet temeratur ud over de første dage.
Vær opmærksom på:
Så længe du bløder, skal du undgå karbad, svømmehal, havbad og at bruge tampon
Det er dog en god idé at være aktiv for eksempel ved daglige gåture, så du holder maven og resten af kroppen i gang.
Du må begynde at gå ture dagen efter operationen.
Når man er blevet opereret, er der en lille risiko for at få en infektion.
Du skal kontakte din egen læge eller vagtlæge hvis du efter operationen:
Har smerter, hvor smertestillende håndkøbsmedicin ikke hjælper dig
Får kraftig blødning
Får ildelugtende udflåd
Får feber over 38 grader
Føler dig generelt utilpas, uden du ved hvorfor
Ved forundersøgelsen aftaler du sammen med lægen, hvornår du må genoptage dit arbejde. Typisk skal der gå 2-4 uger efter operationen alt efter, hvor hårdt fysisk arbejde du har.
For at undgå at nedsynkningen opstår igen, er det vigtigt, at du laver bækkenbundsøvelser dagligt samt undgår tunge løft.
Du må starte med at lave bækkenbundsøvelser 3 uger efter operationen.
Hvis du bruger Vagifem stikpiller eller Estring, kan du genoptage behandlingen 14 dage efter operationen.
Du må have samleje igen når du ikke bløder længere og når det ikke gør ondt. Det vil normalt være efter ca. 3-4 uger
Videre forløb
Ca. 3 måneder efter operationen vil du blive ringet op af en sygeplejerske fra Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet.
Sygeplejersken vil spørge, om operationen har været tilfredsstillende for dig.
Kontakt
Kontakt
Dagkirurgien Tlf. 78 42 35 44 Telefontid: frem til kl. 18
Ved tvivl eller spørgsmål til din operation kan du dagen efter operationen kontakte en sygeplejerske i Dagkirurgien.
Ved behov udenfor Dagkirurgiens telefontid kontakt:
Kvindesygdomme og Barsel Sengeafsnit Tlf. 78 42 10 40
Her er der hele døgnet mulighed for at tale med en sygeplejerske.
Kontakt egen læge/lægevagten, når der er gået mere end 24 timer efter indgrebet
Kontakt
Klinik for Kvindesygdomme og Graviditet Østervangsvej 54 Indgang C eller A Gå til C3 8930 Randers NØ
Telefon 78 42 10 69
Telefontid Mandag - fredag fra kl. 8.00-10.00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/867773
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.