Hvis den indvendige undersøgelse afslører, at din livmoderhals er helt eller næsten helt afkortet, og hvis livmodermunden allerede har åbnet sig 2-3 cm eller mere, er du "moden" og det er muligt at "tage vandet" - dvs. prikke hul på fosterhinderne.

Grafik: med tilladelse fra Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland
Sådan foregår det at tage vandet
Jordemoderen anvender en hindesprænger (plastic-pind med en lille spids "krog", der kan minde om en hæklenål) eller en hjertelydselektrode (tynd metalspiral for enden af en ledning) til at lave et lille hul på fosterhinderne.
Fostervandet kan derefter løbe ud. Alt fostervandet løber ikke ud på én gang, og der vil i løbet af fødslen fortsat sive fostervand ud.

Illustration: Grafisk Service, Region Midtjylland
Der er ingen nerver i fosterhinderne, og det gør derfor ikke ondt at få taget vandet, hverken på dig eller barnet, men selve processen kan føles ubehagelig.
Når vandet er taget
Når fosterhinden brister, frigiver kroppen nogle vestimulerende hormoner, der ofte sætter veerne og hermed fødslen i gang uden yderligere indblanden.
Når fostervandet er taget, venter vi typisk 1-4 timer på, at du får spontane veer. I den periode må du blive i afdelingen, men du kan også vælge at tage hjem, forudsat at fostervandet er klart, og alle andre undersøgelser har været normale.
Jo mere "moden" du er, inden vandet bliver taget, jo længere i graviditeten du er, og jo flere gange du før har født, jo nemmere er det at sætte fødslen i gang med denne metode.
Hvis fødslen ikke går i gang
Skulle du mod forventning ikke få veer, efter at vandet er taget, kan det blive nødvendigt at gå videre med et vestimulerende drop.