Du har fået tilbud om at blive opereret for forhudsforsnævring. Operationen foregår i lokalbedøvelse.
Forbered dig til operationen
Smertestillende medicin
Du kan få brug for smertestillende medicin efter operationen. Se hvad vi anbefaler i afsnittet Når du kommer hjem.
Vaseline
Du skal købe en ny vaseline inden operationen, da du efter operationen skal smøre operationssåret med den. Se vejledningen i afsnittet Når du kommer hjem.
Kontakt klinikken, hvis du får blodfortyndende medicin
På operationsdagen
Du skal på operationsdagen fjerne kønsbehåringen omkring penis.
Brug en hårtrimmer eller en saks. Du må ikke bruge skraber, da det kan give rifter i huden.
Derefter skal du tage et brusebad.
Det kan være rart at have noget at lytte til under operationen. Medbring derfor gerne noget musik, en lydbog eller lign.
Om operationen
Operationen varer 30-60 minutter og foregår i lokalbedøvelse
Sådan foregår lokalbedøvelse
Nogle mindre operationer foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen sprøjtes ind i det område, hvor du skal opereres. Den kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer i 2-4 timer.
Du må køre bil efter lokalbedøvelse
Efter lokalbedøvelsen må du køre bil, medmindre lokalbedøvelsen eller en evt. anden medicin, som du måske har fået, vil have indvirkning på kørslen.
Der kan være omstændigheder ved dit indgreb, som ikke har noget med bedøvelsen at gøre, der gør, at du ikke må køre bil. I så fald vil det stå i vejledningen, eller du vil blive informeret om det af personalet.
Det er individuelt, hvor meget af forhuden der skal løsnes eller fjernes. Dette aftaler du med den opererende læge.
Du bliver syet med tråde, der opløses og forsvinder efter 2-3 uger. Der smørres lidt vaseline på såret for at undgå, at trådene generer.
Du får ikke forbinding på, men et lille hygiejnebind/ble, som skal holdes på plads af de stramme underbukser, du selv har medbragt.
Risici og bivirkninger
Det er normalt, at der kommer lidt blødning de første dage. Vi anbefaler, at du undlader hård fysisk aktivitet i et par dage.
Det er normalt, at penis kan være hævet og blive misfarvet den første uges tid efter operationen.
Det er helt normalt og forsvinder igen.
Når du kommer hjem
Du vil kunne lade vandet som normalt efter operationen
Gå ikke i bad det første døgn og undlad karbad, svømmehal mv. de første par uger efter operationen
Smør operationssåret med vaseline 2-3 gange dagligt, indtil trådene er opløst
Lokalbedøvelsen varer som regel i nogle timer. Herefter kan der være en smule smerter og ubehag. Dette kan du kan behandle med:
Paracetamol (Pamol á 500 mg, 30 stk.) Dosis: 2 x 500 mg 4 gange pr døgn, dvs. ca. hver 6. time.
Evt. Ibuprofen (Ipren á 200 mg, 20 stk.) Dosis: 2 x 200 mg 3 gange pr. døgn, dvs. ca. hver 8. time.
Pillerne kan fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
For at sikre et godt resultat bør du undlade seksuel aktivitet i 4 uger efter operationen.
Tegn på betændelse er, at du oplever et eller flere af disse symptomer:
kraftig rødme, varme i og hævelse af penis
ildelugtende væske fra såret
feber over 38 grader
Det første døgn efter operationen
Ved problemer det første døgn efter operationen skal du kontakte Aarhus Universitetshospital på tlf. 78 45 00 00. Bed om at tale med vagthavende læge på Urinvejskirurgisk Afsnit.
Efter det første døgn
Ved problemer efter det første døgn skal du kontakte egen læge eller vagtlægen.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/757595
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.