Vejledning til kvinder der tømmer blæren med engangskateter
Gå direkte til
Vær opmærksom på
Hvor ofte blæren skal tømmes med engangskateter, afhænger af din blærestørrelse, væskeindtag og årsagen til, at du skal anvende et kateter.
Du kan have behov for at tømme blæren 4-6 gange dagligt.
Det er normalt at drikke ca. 1½-2 liter væske i døgnet.
Hvis du drikker meget væske efter klokken 18, skal du regne med at skulle lade vandet om natten.
Det er vigtigt, at din mave-tarm-funktion fungerer regelmæssigt. Du opnår en bedre blæretømning, hvis tarmen tømmes dagligt for afføring.
Sådan gør du
Start med at lokalisere dit urinrør.
Det kan du gøre ved at lade vandet og mærke, hvor urinen kommer fra eller ved hjælp af et spejl.
Vask med vand en gang om dagen. Brug gerne en håndbruser. Et dagligt brusebad eller vask en gang dagligt er oftest tilstrækkeligt, selv om du skal tømme blæren 4-6 gange dagligt.
Forsøg altid først at lade vandet. Slap af i bækkenbunden og lukkemusklen og undgå at presse med mavemusklerne.
Start altid med at vaske hænder og gør derefter følgende:
Gør engangskateteret klart. Kateteret er fra fabrikkens side steriliseret og er kun beregnet til engangsbrug.
Sæt dig på toilettet og brug evt. spejl de første gange. Når du bliver mere rutineret i proceduren, kan du måske undvære spejlet.
Skyd bækkenet lidt fremad. Skil skamlæberne med pege- og ringfinger og løft let opad. Du vil kunne se urinrørsåbningen mellem klitoris og skeden. Mærk urinrøret med langefinger.
Med den anden hånd fører du kateteret til blæren. Når urinen løber, skubber du kateteret en centimeter længere op. Lad urinen løbe ud i toilettet.
Når der ikke kommer mere urin, fjerner du langsomt kateteret. Hold lidt igen, hvis der stadig kommer lidt urin.
Smid det brugte kateter væk.
Vask hænder igen.
Læg altid mærke til urinens farve, lugt og klarhed. Hvis der opstår forandringer, skal du kontakte din praktiserende læge eller hjemmesygeplejersken.
Videre forløb
Hvis du skal blive ved med at tømme din blære med katetre, skal der søges en bevilling via din kommune.
Det sørger vi for i Urinvejskirurgisk Klinik i Randers.
Der kan gå 4 uger, inden bevillingen er behandlet. I mellemtiden skal du have dine katetre fra os.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/741910
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.