Topkateter - information før du får lagt et topkateter
Gå direkte til
Et topkateter er en blød slange af silikone, der placeres i blæren via et lille hul på maven lidt over skambenet. Kateteret kan tilkobles en pose eller en ventil.
Forbered dig til behandlingen
Hvis du får blodfortyndende medicin eller naturmedicin som fiskeolie, skal du holde pause med medicinen op til, at du får anlagt kateteret.
Det er vigtigt, at du aftaler medicinpausen med en læge.
Hvis du har planlagt anlæggelsen med en sygeplejerske eller læge i Urinvejskirurgisk Klinik, er det en af dem, du aftaler en evt. pause med. Ellers skal du aftale det med din praktiserende læge.
I nogle tilfælde skal du have taget en blodprøve, enten dagen før eller om morgenen på anlæggelsesdagen.
Du aftaler det med lægen, hvis det gælder dig.
Er du tidligere blevet opereret i maveregionen, skal du kontakte Urinvejskirurgisk Klinik.
Herefter vurderer vi, om topkateteret kan anlægges i klinikken, om det skal anlægges ved hjælp af ultralyd i en anden afdeling på hospitalet.
Det er vigtigt, at din blære kan rumme 250 ml væske i ca. 15. min. Hvis den ikke kan det, skal du kontakte klinikken, da vi så skal anvende ultralyd for at anlægge kateteret. Anlæggelse med ultralyd foregår i Røntgen og Skanning.
Sådan tjekker du kapaciteten
Hvis du har et kateter Hvis du har et kateter, kan du tjekke ved at afklemme kateteret i ca. 2 timer. I de 2 timer skal du drikke 1 liter væske.
Din blære kan med stor sandsynlighed rumme den nødvendige mængde, hvis du i løbet af de 2 timer ikke har haft uheld eller har haft brug for at åbne for kateteret.
Når de 2 timer er gået, åbner du for kateteret og tjekker, hvor meget urin der løber ud i posen. Det skal være mindst 250 ml for at topkateteret kan anlægges uden ultralyd.
Hvis du ikke har et kateter Hvis du ikke har et kateter, kan du prøve at holde dig i en periode og derefter lade vandet i et målebæger.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (tabletter a 500 mg)
Ibuprofen (tabletter a 200 mg)
Pillerne fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Der kan være tilfælde, hvor paracetamol er nok, men vi anbefaler, at du tager begge slags smertestillende tabletter.
Hvis der gælder særlige forholdsregler for dig, får du det at vide af personalet.
Om behandlingen
Anlæggelsen foregår i lokalbedøvelse og varer ca. ½-1 time
Sådan foregår lokalbedøvelse
Nogle mindre operationer foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen sprøjtes ind i det område, hvor du skal opereres. Den kan svie og spænde lidt, når bedøvelsen sprøjtes ind, men ubehaget er kun kortvarigt.
Når bedøvelsen virker
Når bedøvelsen virker, vil du ikke kunne mærke smerte i det bedøvede område, men du vil kunne føle berøring. Bedøvelsen varer i 2-4 timer.
Du må køre bil efter lokalbedøvelse
Efter lokalbedøvelsen må du køre bil, medmindre lokalbedøvelsen eller en evt. anden medicin, som du måske har fået, vil have indvirkning på kørslen.
Der kan være omstændigheder ved dit indgreb, som ikke har noget med bedøvelsen at gøre, der gør, at du ikke må køre bil. I så fald vil det stå i vejledningen, eller du vil blive informeret om det af personalet.
Du ligger fladt på ryggen og hvis du ikke allerede har ét, får du anlagt et kateter gennem urinrøret. Via det kateter fylder vi væske i blæren, hvilket nedsætter et eventuelt ubehag for dig.
Når du har fået væske i blæren, lægger vi lokalbedøvelsen ved et stik i huden på den nederste del af din mave. Når bedøvelsen virker, fører vi kateteret via et lille snit i huden ned i urinblæren.
Herefter fylder vi en lille ballon med 5 ml væske for at holde kateteret på plads. Kateteret tilkobles en urinpose.
Til slut får du en forbinding henover det sted, hvor vi har ført kateteret ind i maven.
Du kan opleve trang til at tisse, når vi fylder din blære. Det kan være en fordel allerede at afklemme et eventuelt fast kateter hjemmefra og drikke ½ liter væske. På den måde er blæren fyldt på normal vis.
Du kan opleve en kortvarig smerte, lige inden nålen går gennem blærevæggen.
Når du kommer hjem
Du får udleveret en skriftlig vejledning til, hvordan forbindingen, topkateteret, posen eller ventilen skal passes.
Derudover får du poser eller ventiler med hjem til den første tid.
Vi sender en ansøgning til din kommune, så du kan få bevilget de ting, du fremover skal bruge til kateteret.
Samme dag om aftenen skal forbindingen tilses af hjemmeplejen. Vi sørger for at give dem besked.
Næste morgen kan forbindingen skiftes til en mindre. Det vil hjemmeplejen også hjælpe med.
Lokalbedøvelsen varer som regel i nogle timer. Herefter kan der være en smule smerter og ubehag. Dette kan du kan behandle med:
Paracetamol (Pamol á 500 mg, 30 stk.) Dosis: 2 x 500 mg 4 gange pr døgn, dvs. ca. hver 6. time.
Evt. Ibuprofen (Ipren á 200 mg, 20 stk.) Dosis: 2 x 200 mg 3 gange pr. døgn, dvs. ca. hver 8. time.
Pillerne kan fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Blod i urinen. Det er helt normalt og vil aftage efter kort tid. Drik ½ liter ekstra væske.
Smerter eller ømhed over blæren. Smerterne aftager hurtigt.
Hyppig tissetrang.
Kroppen skal bruge lidt tid til at vænne sig til kateteret. Derfor er de ovenstående gener normale og aftager efter ca. 14 dage.
Hvis du oplever, at du efter 14 dage stadig er generet af topkateteret, skal du kontakte din praktiserende læge.
Videre forløb
Din praktiserende læge eller hjemmesygeplejersken skifter dit kateter ca. hver 12. uge, medmindre der er særlige omstændigheder, som gør, at det skal skiftes oftere.
Hvis der opstår problemer, skifter vi det i Urinvejskirurgisk Klinik.
Når du lige har fået kateteret lagt, skal det helst ligge 12 uger, inden hjemmesygeplejersken eller praktiserende læge skal skifte det første gang.
På den måde dannes den bedste kanal, så skiftet kan foregå så problemfrit som muligt.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/712017
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.