Bugspytkirtlen er et aflangt organ, som har betydning for, hvordin din krop nedbryder mad og regulerer dit blodsukker. Bugspytkirtlen kaldes også pancreas.
Når bugspytkirtlen er irriteret eller betændt, aktiveres enzymerne i selve kirtlen. Enzymerne virker irriterende og ødelæggende for bugspytkirtlens eget væv.
Bugspytkirtlen producerer enzymer, som er sekreter der er nødvendige for at du kan fordøje den mad, du spiser.
Bugspytkirtlen producerer ligeledes insulin, som gør det muligt at omsætte sukker fra kosten til energi for kroppens celler.
Under normale forhold bliver de enzymer, kirtlen producerer, først aktive når de blandes med maden i tyndtarmen. Men når bugspytkirtlen er irriteret eller betændt, aktiveres enzymerne i selve kirtlen og virker derfor irriterende og ødelæggende for bugspytkirtlens eget væv. Det er ofte ikke bakterier, der er årsagen til den betændelsesagtige tilstand. Derfor er den meget svær at behandle med antibiotika.
Symptomer
Mange oplever smerter i den øvre del af maven. Nogle gange stråler smerten om i ryggen
Mange føler sig generelt dårligt tilpas
Nogle får kvalme og kaster op
Årsag
Alkohol er årsagen i ca. 45 % af tilfældene.
Galdesten er årsagen i ca. 35 % af tilfældene. Galdesten kan blokere for udløb af bugspytkirtlens safter (enzymer) til galdegangen, hvilket skaber irritation og en betændelsesagtig tilstand i kirtlen.
Andre årsager til reaktion i bugspytkirtlen kan være stofskiftesygdomme, medicin, ondartede sygdomme eller følger efter undersøgelser.
Du får taget en række blodprøver.
Du får lavet en skanning af maven (ultralydsskanning eller CT-skanning).
Er der galdesten, som blokerer udgangen for bugspytkirtlens enzymer, vil du få tilbudt en kikkertundersøgelse (også kaldet ERCP), hvor man fjerner stenen fra galdegangen.
Om forløbet
Ca. 80 % af patienter med bugspytkirtelbetændelse er lette tilfælde, hvor sygdommen ofte klinger af i løbet af nogle få dage.
Vi undersøger, om sygdommen er ved at klinge af ved at kigge på dine blodprøvesvar, smerter og din almentilstand.
Hos ca. 20% udvikler bugspytkirtelbetændelsen sig. Her kan der tilstøde problemer, eksempelvis at der dannes væskefyldte blærer/ansamlinger i kirtlen, at vævet i kirtlen dør, eller at der opstår en byld i bugspytkirtlen.
I disse situationer kræver det en længere indlæggelse. Ofte vil der her være behov for antibiotisk behandling, indtil dine blodprøver, feber og almene tilstand bliver bedre.
Om behandlingen
Du vil blive tilbudt smertestillende for dine smerter og har du kvalme, vil du blive tilbudt kvalmestillende
Da mange kan have svært ved at drikke og spise tilstrækkeligt, giver vi væske i en blodåre for at opretholde din væskebalance. Du vil få suppleret væske op til 4-5 liter i alt de første dage, hvor din bugspytkirtel er mest belastet. Hvor meget væske du skal have i blodåren efter de første dage afhænger af, hvor meget du selv kan drikke.
Du må gerne drikke 2-3 liter dagligt, hvis du kan. Jo mere jo bedre.
Hvis du ikke kan spise nok, kan det være nødvendigt at give dig en ernæringssonde
Det sker, fordi din tarm har brug for næring for ikke at blive gennemtrængelig for bakterier. Du vil dog have mulighed for selv at spise det du kan, og din ernæring vil blive vurderet ved stuegang hver dag.
For dig betyder det, at:
Du skal vejes dagligt
Du må gerne veje dig selv og give personalet besked. Vægten findes på din stue.
Vi tager blodprøver dagligt
Svarene på blodprøverne vil fortælle os, om din bugspytkirtel er ved at falde til ro.
Vi fører væskeskema - både over dit samlede indtag og hvor meget, du kommer af med
Det er meget vigtigt, at vi har overblik over, hvor meget væske du drikker, hvor meget du får via drop, og hvor meget du tisser eller kaster op. Der skal være balance i det, du indtager, og det, der kommer ud.
Du må gerne hjælpe med at holde regnskab på det skema, vi lægger på dit bord. Personalet vil vise dig hvordan.
Øvrige målinger - 4 gange dagligt de første 2 døgn
Herefter bliver det bestemt ud fra en individuel vurdering, hvor ofte målingerne skal foretages.
Blodsukkermåling
Temperatur
Puls
Blodtryk
Iltning
Bevidsthedsniveau
Vejrtrækningsfrekvens
Vær opmærksom på Tidspunkterne for målingerne ligger mellem kl. 8-14 samt kl. 22 + enkelt gang om natten. På disse tidspunkter vil vi derfor gerne have, at du er på stuen.
Vær opmærksom på
Kontakt din egen læge i åbningstiden og vagtlægen, hvis du oplever symptomerne om aftenen eller i weekenden.
Vi anbefaler, at du det første halve år efter din bugspytkirtel har været irriteret, ikke får noget alkohol overhovedet. Det gælder, uanset hvad årsagen har været, til at din bugspytkirtel har reageret. Undersøgelser viser, at selv små mængder af alkohol kan starte et nyt forløb med betændelse. Herved kan sygdommen blive mere kronisk, og der er risiko for langvarige komplikationer.
Kontakt
Kontakt
Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit Skovlyvej 15 8930 Randers NØ Indgang - gå til
Telefon 78 42 13 25
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/705136
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.