Dobbelt vandladning - information fra Urinvejskirurgisk Klinik
Gå direkte til
Det er konstateret, at du har en mangelfuld blæretømning. Der er efter vandladning stadig så meget urin tilbage i blæren, at det kræver ændrede vandladningsvaner for at undgå blærebetændelse, hyppige vandladninger, nyrepåvirkning og slap blære.
Vær opmærksom på
Normalt lader man vandet med 3-4 timers interval, dvs. man lader vandet 5-6 gange i løbet af dagen.
Med alderen er det ikke usædvanligt at have 1-2 vandladninger om natten.
En normal vandladning er på 200-400 ml.
Om morgenen vil blæren normalt indeholde en større mængde urin.
Fra nerveceller i blærevæggen sendes der impulser op til hjernen. De fortæller, når man har vandladningstrang.
Når man lader vandet, sker der følgende: Bækkenbunden, og dermed lukkemusklen i urinrøret, slapper af, hvorefter blæremusklen trækker sig sammen og "skubber" urinen ud.
Blæremusklen er i stand til at "arbejde" i ca. 1 minut, hvorefter den trættes.
Sådan gør du
Lad vandet. Giv dig god tid.
Vandladningen skal foregå så afslappet som muligt uden brug af mavemuskler. Det er individuelt, hvordan blæren tømmes bedst - siddende eller stående, prøv dig frem.
Gå fra toilettet og kom tilbage igen efter max. 5 minutter.
Efter højst 5 minutter skal du lade vandet igen som ovenfor beskrevet - også selvom du ikke har vandladningstrang.
Du skal være forberedt på, at det ikke lykkes hver gang at komme af med vandet.
Fortsæt alligevel. Blæren skal vænne sig til denne form for træning.
Det er især vigtigt at praktisere dobbelt vandladning om morgenen samt ved sengetid.
Forsøg evt. også midt på dagen, hvis du oplever, at urinmængden ved 2. vandladning ofte overstiger 100-200 ml.
Det anbefales at drikke 1½-2 l væske i døgnet. Kaffe, te og supper tæller med.
Vær opmærksom på, at frugt og grønt indeholder væske.
Har du problemer med natlige vandladninger, bør du nedsætte væskeindtaget efter kl. 18.00.
Videre forløb
Efter ca. 2 - 3 måneder med dobbelt vandladning anbefaler vi, at du i en uges tid et par gange måler urinmængden ved 2. vandladning.
Hvis der ved 2. vandladning kommer mindre end 50-100 ml, kan du stoppe med dobbelt vandladning.
Vi vil dog anbefale, at du af og til kontrollerer, at du fortsat tømmer blæren.
Hvis din træning efter 2 - 3 måneder ikke har effekt, skal du kontakte din egen læge.
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/718864
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.