Dine stokke er korrekt indstillet, når du med stokkene står med afslappede skuldre, armene ned langs siden og albuerne let bøjede.
Tommelfingerreglen er, at håndtagene skal være ud for håndleddene, når armene hænger ned langs siden.
Hvis du har en bandage på dit skadede ben, som du må støtte på, går du bedst, hvis benene er lige lange. Brug derfor en sko med høj sål eller en fastsiddende sko på det raske ben.
Sådan gør du
Når du går
Før begge stokke frem og sæt derefter det skadede ben hen til stokkene. Før det raske ben frem og forbi, så skridtene bliver lige lange.
Når du går med én stok og støtter på det skadede ben
Brug stokken på den raske side. Før stokken og det skadede ben frem, og før det raske ben forbi, så skridtene bliver lige lange.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hold begge stokke i én hånd og den frie hånd på gelænderet.
Når du skal op
Flyt det raske ben ét trin op, og flyt stokken og det skadede ben op på samme trin.
Når du skal ned
Flyt stokken og det skadede ben ét trin ned, og flyt det raske ben ned på samme trin.
Trappegang uden gelænder
Hvis der ikke er et gelænder at støtte sig til, skal du bruge begge stokke. Stokkene skal følges ad.
Hvis du har bandage på dit skadede ben, som du ikke må støtte på, er det nemmere at holde benet fri fra gulvet, hvis du anvender en sko med høj sål eller en fastsiddende sko på det raske ben.
Når du går
Før begge stokke frem. Læg hele vægten på stokkene med albuerne ind til kroppen. Sving igennem og sæt det raske ben i gulvet.
Hold begge stokke i én hånd og den frie hånd på gelænderet.
Når du skal op
Hold det skadede ben bagud. Sæt fra på gelænderet og stokken. Stem op, og sæt det raske ben på næste trin. Flyt stokken op på samme trin.
Når du skal ned
Hold det skadede ben frem. Flyt stokken ét trin ned. Stem op og sæt det raske ben ned på samme trin.
Nedenstående gælder, uanset om du må støtte på det skadede ben eller ej.
At sætte sig på en stol
Stå med ryggen til stolen, så det raske ben rører stolen. Flyt det skadede ben frem og tag fat på sædet eller armlæn og sæt dig ned.
At rejse sig fra en stol
Ryk frem på stolen. Flyt det skadede ben frem og bøj det raske ben ind under stolen. Sæt fra med hænderne på sæde eller armlæn. Stræk det raske ben og rejs dig op.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapien
Østervangsvej 54 Indgang C - gå til C4 8930 Randers NØ
Direkte link til denne side: www.randers.rm.dk/891826
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.